LIVSTIDSGÆSTERNE PÅ BETTY NANSEN

★★★★★

LIVSTIDSGÆSTERNE VÆLTER BETTY NANSEN

Inden i os alle huserer en håndfuld forskellige udgaver af os selv, som ikke sjældent ligger i åben krig med hinanden. Line Knutzon har ført krigen ind på Betty Nansen, hvor hun sammen med Elisa Kragerup har omsat vores indre slagmark til en hylende morsom, surrealistisk inspireret crazy-komedie, der får latteren til at rulle hele vejen op og ned ad Frederiksberg Allé.

6 forskellige sider af et (næsten) helt almindeligt menneske, som er både dig og mig, men også minder påfaldende om Line Knutzon selv, mødes i en slags plenum, hvor de hver især brænder igennem med deres individuelle idiosynkrasier og personlige take på tilværelsens udfordringer. Det ender selvfølgelig i et vidunderligt kaos.

For hvad stiller man op med den på én gang lumre og frydefuldt fristende invitation fra overboen – jeg har et gavekort til et dobbeltværelse på Royal Hotel… hvordan håndterer man det uendelige clinch med e-boksen – og hvordan undertrykkes græmmelsen over at have solgt den dér fortryllende andelslejlighed i 2003…

En buket af livets udfordringer er plukket lige ud af hverdagen og er helt i øjenhøjde som man siger. Det hele handler om dig og mig, her og nu – i grunden en art 2020 udgave af Nikoline Werdelins Café-tegneserie-striber fra Politiken i 80’erne, der hvor især den kreative klasse blev hængt så kærligt til tørre.- Du griner stort, og det er dig selv du griner af.

Line Knutzons replikker spidder tidsånden skævt, skørt og på en særlig laid back og lidt distanceret måde, der f.eks også kendetegner Camille Clouds herlige brevkasse som er et af forfatterens tidligere påfund.

Den med brevkasseredaktøren, der er mere interesseret i at svine sine læsere til end at foregøgle en løsning på deres tåbelige, eksistentielle problemer. Har du ikke succes? Så er det nok din egen skyld, taber! Guddommeligt.

Skal man dissekere den Knutzon’ske humor, spænder den fra frontale oneliners med øjeblikkelig afregning, til jokes, der detoner som håndgranater, og først eksploderer i latter efter nogle øjeblikkes eftertanke. Der er noget poetisk absurd over en Knutzon- konstatering som f.eks. Døden er en mand. Han hedder Michael. Han er grafisk designer og bor på Østerbro…

De seks indre personligheder – ja, disse livstidsgæster, som har taget evigt ophold, – gestaltes i et supertight ensemblespil for fulde gardiner af Niels Ellegaard, Ena Spottag, Elliott Crosset Hove, Tryggvi Sæberg Björnsson, Xenia Noetzelmann og Maria Rossing – med førstnævnte i storform som en slags sjælens vicevært eller overjeg, der søger at holde lidt sammen på sagerne, hvor andre gerne går både til yderligheder og op i en spids.

Som en af dem vrænger på et tidspunkt: Man knalder sgu da aldrig efter pasta med kødsovs!

Det er åndssvagt sjovt og tilmed begavet samtidssatire i en SoMe tid, hvor jeg’et er overeksponeret og det måske går lidt for stærkt med at have de rigtige holdninger og gøre sig selv mere tjekket, end man er.

Skal jeg i stykkets ånd lade den kritiske røst i min splittede anmelder-personlighed komme til orde, kunne man sige at stykket, der skraldgriner sig gennem det meste af halvanden time i Karin Gilles surrelle box-in-a-box scenografi, måske nok er en forvokset sketch, der kører en anelse i ring og set fra et vrissent synspunkt har svært ved at komme ud af sit eget hamsterhjul.

Vi lader dog dette pladder-intellektuelle cirkelspark undertrykke i en fælles fortrængning og sender 5 stjerner til Line Knutzon og Betty Nansen for en megasjov teateraften i selskab med et tændt skuespillerteam, en skrapt framet idé og en forrygende tekst fra af Danmarks sjoveste og mest originale dramatikere her og nu.

God fornøjelse.

PROMENADEN – PÅ ENHVER MÅDE TILFREDSSTILLENDE

Promenaden (1932) er et klassisk spisested midt på Frederiksberg Allé, kun et par minutters gang fra Betty Nansen Teatret og et oplagt mål for en hyggelig pre-teater dinner. Det var jeg ikke den eneste der havde opdaget, da jeg kunne genkende mange af restaurantens gæster i teatersalen bagefter.

En ny ejerkreds, der tillige står bag Sans Souci (en anden Frederiksberg-darling men det ved du selvfølgelig allerede) – har ført Promenaden tilbage til fordums charme i fransk brasserie-stil med et køkken der matcher.

Efter en supergod GT med agurk og friskkværnet peber, fik jeg en fin lille forret med rimmet laks, rygeost, frisk agurk, radiser og urter, hvor især den rimmede laks udmærkede sig ved sin velsmag.

Min ledsager valgte en klassisk omgang moules frites, der også fortjener lutter gode ord og var rigelig nok til at dække yderligere efterspørgsel fra det varierede menukort inden teatertid.

Min egen hovedret var en på enhver måde tilfredsstillende anretning havtaskekæber på spinat puré med muslinger og beurre blanc. Et smukt syn på tallerkenen, og det gode indtryk holdt fra første til sidste bid.

En klassisk ret i en klassisk servering, der sammen med et glas husets udmærkede Bourgogne Blanc satte scenen for en god fortsættelse i teatret

Priserne er rimelige, betjeningen vågen og veloplagt, stemningen levende og uformel, beliggenheden teater-perfekt – hvad mere kan man ønske.

Velbekomme.