FIDELIO I OPERAEN

★★★

FIDELIO DISCOUNT OPERA FÆNGSLER KUN DELVIST

Sjældent har jeg set så skrabet en opsætning i Operaen, som denne discount-udgave af Beethovens Fidelio, der kun akkurat redder æren med sine rutinerede solister, et kraftfuldt operakor og den smukke, mørktklingende musik fra et yderst velspillende, Kgl. Kapel.

Iscenesættelsen af denne Fidelio, der markerer 250-året for Beethovens fødsel, domineres af kæmpe, matterede semi-transparente hæve-sænke-screens, der dels funger som lærred for flittig brug af videoprojektion, dels som en slags rumdeler, hvormed der kan skabes en ’ghosted’ silhuet-æstetik med symbolsk reference til den indespærring, der er operaens omdrejningspunkt.

Egentlige kulisser og sætstykker glimrer ved deres fravær, bortset fra 4 køjesenge, der dumper ned fra loftet, og ligner dem fra Flyvestation Værløses barakker, som jeg selv er gået omkuld i, dengang i 70’erne, hvor der var noget, der hed værnepligt.

Lad os være ærlige og sige, at det trods et ihærdigt lysdesign er noget af en spareøvelse at se på. Til gengæld er sopranen Ann Petersen en rig oplevelse i titelrollen, og Niels Jørgen Riis troværdig og velsyngende som den tilgangetagne Florestan.

Det er dog den imposante bariton Stephen Milling, der tager flest kegler i rollen som fangevogteren Rocco, der har hjertet på rette sted når det gælder. Den helt store skurk, fængselsinspektøren Don Pizzaro, synges koldt og godt af Thomas Johannes Mayer.

Fidelio er fortællingen om den stærke kvinde, der forklædt som mand redder sin elskede ud af politisk fangenskab og udvirker tyrannens fald som en slags revolutionær hyldest til friheden, kærligheden og retfærdigheden.

Beethoven skrev operaen i Wien omkring 1805 – blot et par år, før han komponerede Skæbnesymfonien – og mens Wien var besat af Napoleon, som Beethoven havde høje tanker om.

I hvert fald ind til Kammerat Napoleon lod sig krone som kejser, og ifølge Beethoven viste sig som et menneske af kød og blod – underforstået lige som magtbegærlig og korrupt som alle andre.

Den franske revolution havde gjort det smart at være borger, og borgerskabet havde snuppet førertrøjen fra adelen. En revolutions-opera burde være noget, borgerne kunne spejle sig i, men forestillingen blev aldrig den store succes, hverken blandt de kræsne wienere eller den franske besættelsesmagt.

Fidelio er Beethovens eneste opera, og han betragtede den selv som en tornekrans.

Han skrev den om flere gange, og skrev aldrig flere. Oprindeligt hed den Leonore som er kvindens navn, ind til hun skifter forklædning og navn til Fidelio, der betyder trofast. En betydning, der i sig selv er en smuk indramning af plottet, når der bortses fra det blotte drama og de politiske undertoner, der kan overføres til et væld af verdens aktuelle brændpunkter, hvor frihed og demokrati er undertrykt.

Operakomposition går for at være et mangehovedet uhyre af kompromis’er, der siges at have forekommet Beethoven stressende og unødvendige, da han på dette tidspunkt allerede red på en gylden bølge af succes, og var vant til at insistere på sit.

Modsat Mozart var Beethoven ikke nødt til at komponere hvad som helst, til hvem som helst, for at betale huslejen. På denne måde er der en revolutionær aura omkring Beethoven, mens Mozart i ofte tillægges rollen som den, der gladelig sprang for adel, kirke og mammon. Ja, ja, ja, nu kommer jeg….

Der er musikalsk optræk til det Mozart’ske, især i operaens første del, men hans velkendte transparens og lethed i musikken udebliver. Kendere siger ligefrem, at Fidelio er god, fordi den stadfæster, at opera ikke er Beethovens boldgade. Ouverturen er en helt anden snak, hvor Beethovens musikalske geni titter frem.

Operaens smukkeste (og måske eneste rigtig gribende) øjeblik indtræffer, da Fidelio og Leonore er blevet genforenet i fangehullet mod alle odds.

Til vidunderlige toner fra kapellet under kyndig direktion af Gregor Buhl, afvikles en rørende smuk video af to hænder, der søgende, famlende rækker ud efter hinanden og finder sammen i en kærlig, nærmest paradisisk, lys filmsekvens med Beethovens gribende musik som live-soundtrack. Måske siger det noget om hele denne opera, at sekvensen er rent instrumental.

Det er også sigende, at operachef John Fulljames i programnoterne medgiver, at det netop er musikken, der er den væsentligste grund til at opføre Fidelio i dag. Operaen kniber sig lige akkurat ind på top 50 over de mest spillede, hvilket ikke prangende i lyset af komponistens øvrige meritter.

Det gumpetunge plot forløses hu-hej hvor-det-går til sidst – trattratetraa lyder det i operasalen, så er Ministeren kommet på uanmeldt fængselsbesøg. Den onde Don Pizzaro må opgive at myrde den tilfangetagne Florestan inkl. Fidelio, der har stillet sig i vejen efter at have afsløret sin sande identitet – og er klar til at ta’ én for holdet.

Ministeren, der har været uvidende om Don Pizzaros rædselsregime bag fængslets mure, løslader rask væk alle de fængslede, der nu flår deres mobiltelefoner frem og filmer befrielsen, mens han medievant indtager frelser-rollen foran snurrende livecam. Fangerne smider deres symbolske lænker i form af Guantanmo-orange knæbind (argh, jeg bliver så træt) og jubler med knyttede næver i en lang slutscene, der er sjældent overspillet.

Tre stjerner til en discountforestilling, der er blevet til med corona-restriktioner, som desværre ikke har gjort det muligt at ramme niveauet.

GROSEN & FALKENBERGS SOMMERHUSMAD
PÅ DEN GODE MÅDE

Grosen & Falkenbergs hyggelige spisested holder til ombord på den lille, smukke husbåd, du møder, når du kører over cykelbroen (Kyssebroen) fra Nyhavn mod Operaen på Holmen. Der er en lille pt. byggepladsramt men ellers instra-lækker udeservering på dækket hvor jeg kunne nyde en Spritzer i selskab med efterårsssolens sidste stråler, før jeg trak indendøre til en let pre-operamiddag.

Jeg fik en smuk skål jordskokkesuppe med ’svampe-jord’ og ristet chorizo, der smagte lige som den skulle og tog sig sommerlig og køn ud i den smukke keramik. Jo, det tæller alt sammen.

Hovedretten var en planke-servering med torskeloins, svøbt i en god Skagensskinke, der gav lidt bid og en god salt fornemmelse til fisken. Tilbehøret var forskellige, enkle tilberedninger af grøntsager og diverse rodfrugter samt en sauce/dip, der gik så fint til det hele.

Serveringen var udført med ulidelig lethed – sådan sommerhus-ukrukket på en træplanke, og lignede noget fra en ugebladsreportage hos en kreativ kändis i Tisvildeleje, som man bliver misundelig på.

Jeg havde tid til lidt sødt og fik den skønneste hyldeblomst-is med friske bær som sparkede sommerhus temaet helt i mål sammen med en god cappuchino.

Priserne er små, betjeningen rask og imødekommende. Maden er ukompliceret velsmagende, og stedet er i det hele taget lidt sjovt på sin skæve husbåd-måde. Og så er der altså kun et par hundrede meter hen til Operaen bagefter.

Velbekomme.