LA TRAVIATA • OPERAEN
★★★★★☆
FOTO: Miklos Szabo
ANMELDELSE LA TRAVIATA: TOPSOLISTER IMPONERER I SIKKERT OPERA-HIT
Vokale toppræstationer løfter Operaens repremiere på La Traviata til højniveau og manifester, hvor god en opera Verdi’s klassiker er.
La Traviata er et kært gensyn for opera-elskere, og det perfekte sted at starte, hvis du vil lære operaens fascinerende verden at kende.
Det armenske stjerneskud Anush Hovhannisyan fyrer gevaldigt op under La Traviata (Den Faldne) i Operaens aktuelle genopsætning, hvor hendes lyriske sopran får en fyldt sal til at holde vejret mens hun ubesværet ekvilibristisk dribler sig gennem titelpartiet i Verdi-klassikeren, der har det hele.
Fest, glamour, sex, kærlighed, jalouxi, svig , sorg og død. Alt sammen i en vidunderlig musikalsk indpakning, dirigeret af Sesto Quatrini.
Anush Hovhannisyan indtager Operaen med stor, dynamisk stemmepragt og emotionelle fraseringer med masser af karisma.
En sopran af den russiske skole, der ikke holder igen på glissando’er, rubato’er og andre vokale krummelurer, som tilhængere af en mere nøgtern, skandinavisk form måske kunne kalde unoder.
Under alle omstændigheder et lovende møde med den unge, talentfulde sopran, der er blevet kaldt The Face of Opera’s future.
Godt selskab får hun af den fremragende italienske tenor Matteo Lippi, der optræder overskudsagtigt hjemmevant i italiensk tenortradition med sin kraftfulde, lyst klingende vokal.
Lippi trækker stor applaus fra publikum, både i sine begejstrede hit-arier som den forelskede rigmandssøn Alfredo, og i de gribende duetter med luksuskurtisanen Violetta, han så fatalt har tabt sit hjerte til.
Lippi er en udelt fornøjelse at opleve, og synes at lobbe hele niveauet op, hvor vor egen Palle Knudsen leverer overbevisende, engageret og tændt baryton som Alfredo’s far og historiens skurk.
Det veltrimmede plot kredser om umulig kærlighed kompliceret af svindsot, ærekrænkelse, pengemangel og dobbeltmoral, og er baseret på Dumas’ selvbiografiske roman Kameliadamen.
Scenen er sat i en neoklassisistisk, marmorbeklædt balsal med ikke mindre end ti styks 4 meter høje dobbelte fløjdøre med udsigt til Paris’ forførende skyline, glødende i natten. Flot er det, når rummet befolkes med skarpe gentlemen i smokings og sexede kvinder klædt på til narrestreger – omend nøglescenen ved Flora’s fest forekommer en kende understaged.
Finalen er gribende eksekveret og tårerne presser på. Det er dét, opera kan, når det er bedst.
Fortællingen er klassisk og har bl.a. været inspiration til blockbusteren Pretty Woman og Broadway/Westend-musicalen Moulin Rouge, som snart får premiere i Danmark i en storstilet produktion af Jesper Winge Leisners entreprenante One And Only Musical-selskab.
Ikke mange kommaer synes at være er flyttet, i denne revival af David Radok’s sikre operaiscenesættelse med
scenografi af Lars-Åke Thessman og kostumedesign af Ann-Mari Anttila.
Tilmed fornemmes en vis revitalisering og genfunden spændstighed i det samlede billede – måske et resultat af ren og skær spilleglæde og artistisk kærlighed til denne operaklassiker fra det samlede, kunstneriske kollektiv.
Traviata spiller i Operaen med dobbelt cast helt ind i juni. Fem sikre stjerner fra Det Sku’ Du Se – god fornøjelse.
GOD START HOS ALMANAK I OPERAEN
Almanak er rykket op i Operaen og har afløst Bojesens ellers udmærkede småserverings-koncept på teatrets øverste plateau.
Indretningen er justeret en smule, så rundede forhæng danner små huler om bøjede møblementer. Udsigten er uændret og som altid imponerende.
Konceptet indeholder bl.a faste forestillingsmenuer inden det går løs, og jeg holder ret meget af den konstruktion, da det sikrer en afslappet timing omkring ankomst til salen.
Jeg steg på en GT og en 4 retters menu , der blev indledt med let servering af grønne linser og blomkåls crudite. Fin i smagen og meeget lidt på tallerkenen.
Derpå fulgte en smuk anretning med jomfruhummer, Karl Johan, majs, babyporre og en laber sauce, lavet på hummerskallerne. Virkelig godt.
Bourgogne Chardonnay’en fra Cecile Paquet var udmærket – men 150 kr. for 1 glas er sgu for dyrt – helt ærligt!
Hovedretten stod på stegt bryst af ’velfærds gris’ med spinat, bisat på et leje af sprødt kyllingeskind.
Garni’en var en velsmagende mos i et blandingsforhold, jeg gættede måtte være 25 procent kartoffel og 75 procent smør.
Sammen med kødets rigelige fedtlag blev det en velsmagende, men ret så heavy omgang fuel at gå i teatret på.
Jeg synes ikke om at sidde i Operaen for at slå mave på den måde, og havde nok foretrukket noget lidt lettere.
Et glas rødvin fra Verona-egnen var velvalgt, rund, fyldig smag men også til den lidt pebrede side.
Desserten var en ok, lidt anonym sorbet på vilde svenske blåbær med hvid chokolade og marengs.
Alt i alt en udmærket omgang med en god, strategisk beliggenhed, især da jeg fra mit trygge vinduesbord kunne kigge ud over havnen og se det øse ned over folk, der kæmpede sig vej mod Operahuset med paraplyer, der ruskede i regnen.
