JENUFA • STAATSOPER BERLIN

★★★★★★

ANMELDELSE JENUFA: STJERNEBESAT SANGERCAST IMPONERER I BERLIN

En ultra minimalistisk designer scenografi trækker fortællingen om Jenufa ud af sin klaustrofobiske landsby-kontekst og destillerer tragedien til fortættet fortvivlelse. Et stjernebesat sangercast og et fremragende orkester forkæler Damiano Michieletto’s enkle, men dristige iscenesættelse af Jenufa på Staatsoper Unter Den Linden i Berlin og stadfæster husets position i toppen af den europæiske opera-superliga.

Øverst på plakaten denne aften, står den litauiske sopranstjerne Asmik Grigorian, der viser klassen i flere store arier med sin unikke klang og fængslende sceneoptræden i titelrollen.

Grigorian demonstrerer også i dette mesterværk af den tjekkiske komponist Leos Janácek, en fænomenal teknik, og et fantastisk talent for at gestalte sit parti i en gribende emotionel fortolkning. Intet under, at hun er en af verdens mest efterspurgte sopraner netop nu. 

Senere på sæsonen kan hun bl.a. opleves i Macbeth på Salzburg Festspiele, som Det Sku’ Du Se anmelder til august.

Operaens egentlige hovedperson er imidlertid ikke Jenufa, men nok nærmere stedmoderen Kostelnicka, der aktiverer dramaet med sin rigide, religiøst/narcissistiske moralopfattelse.

Partiet fabelagtigt eksekveret af den tyske, dramatiske sopran Evelyn Herlitzius, der i en komplet hjerteskærende 2. akt får overbevist sig selv om, at døden for Jenufa’s nyfødte baby vil være bedst for alle.

Scenen er sat i et isnende koldt, abstrakt, univers (Paolo Fantin), omkranset af mælkede, semitransparente, led-oplyste akrylpaneler. Fra oven sænker et gigantisk isbjerg sig langsomt, gradvist ned over aktørerne, ind til tøvejret sætter ind, isen smelter og liget af Jenufa’s baby bryder frem.

Jenufa handler i al enkelhed om et barn født uden for ægteskab og et landsbysamfunds snærende moralbegreber, der fremtvinger en tragisk afvikling af problemet.

Det er samtidig en fortælling om opofrelse og tilgivelse, flettet i et effektivt plot, indrammet af smuk, smuk, emotionel musikpoesi, der næsten filmisk spejler karakterernes indre liv. Staatskapelle Berlin, dirigeret af Antonello Manacorda, gør aftenen til en musikalsk oplevelse på ypperste niveau.

Plottets virkelige skurk, er som i en anden Janácek-perle Katja Kabanova, dybest set den offentlige mening, der driver karaktererne ud i deres ugerninger. Og på den måde gør Jenufa til et stykke samfundskritik rettet mod intolerancen, hvad enten den så er religiøst eller socialt funderet.

Se dig selv i spejlet, siger instruktøren Michieletto, der også stod bag den fremragende Katja Kabanova på Operaen i København  i foråret. Du kan læse Det Sku’ Du Se anmeldelsen her.

Seks stjerner til Jenufa og Grigorian. Bravo!

BERLIN TIPS LIGE NU

Gå ikke glip af den østrigsk/tyske multikunstner Yadegar Asisi’s fabelagtige 360 graders Pergamon Panorama, der bringer den antikke metropol til live i en gigantisk rotunde på Museumsinsel, et mastodontisk værk som du besigtiger fra et 10-15 meter højt trappetårn, mens lyd og billede drejer omkring dig i en komplet overrumplende 1:1 fornemmelse af at være der selv.

Et andet  godt kunst tip er Neue Nationalgallerie i  Mies Van Der Rohes smukke signaturbygning nær Potsdamer Platz. Udstillingen er bl.a. aktuel med Gerhardt Richter og en række skarpe værker fra 20-30’ernes babylonske Weimar-Tyskland.

Efter teatertid er der som altid åbent til over midnat på Borchardt’s i Mitte, som byder på østers, bobler og netop nu de lækre, hvide asparges, tilsat travl incrowd-ambience af VIP’s og wannabe’s.