IL TRITTICO • DEUTSCHE OPER
★★★★☆☆
Foto: Eike Walkenhorst
ANMELDELSE IL TRITTICO: PUCCINI SOM SYRET TELETUBBIES OPERA FORBLØFFER BERLIN
En dybt aparte iscenesættelse af Puccinis tre-akter il Trittico forbløffer med sine vilde pangfarver, psykedeliske landskaber og grotesk kostumerede karakterer. Jeg befinder mig i Deutsche Oper på Bismarckstrasse i Berlin, men det føles, som om jeg er med i et afsnit af Teletubbies, hvor Familien Adams er kommet på besøg.
Den unge, radikale instruktør Pinar Karabulut vover pelsen med en dristig, visuel ekstemporering, der trods en distraherende mangel på indlysende logik, springer ud som gedigen crowdpleaser, og får salen til at juble af begejstring.
Fremragende solister og blændende orkesterspil brænder scenen af i en opsætning, man ikke glemmer lige med det samme.
Karabulut (36) er en populær feministisk figur i Tysklands teaterverden, og giver den max. gas i i denne Puccini-klassiker, der er hendes første, store operaiscenesættelse.
Rejsen gennem ll Trittoco’s’ tre fortællinger har en subtil reference til Dantes Guddommelige Komedie. Fra Helvede, det morderiske drama i Kappen, gennem Skærsilden, den tårepersende selvmordstragedie Søster Angelica, til Paradiset, den bittersøde komedie Gianni Schicchi.
Musikalsk topper Kappen med sin betagende, mørke orkestrering og melankolske taberstemning, der altid minder mig om Bruce Springsteens sentimentale 80’er hit The River. Iscenesættelsen med grønsminkede karakterer og en kappe af knaldrødt brusebadsforhæng er iøjnefaldende, og langt fra den normale forventning om et tåget Seine-miljø i Maigret’s Paris.
Vokalt er det vel nok præstationerne i Søster Angelica, der tager prisen med den prisvindende sopran Maria Motolygnia som en fremragende Angelica og den amerikanske mezzo Lauren Decker som diabolsk La Principessa med underlige alien-agtige, krabbearme.
Kostumerne er ren kitch i næsten fluorescerende pangfarver og insektlignende gevandter i en evigt roterende scenografi, der udover klosterets nyttehave inkl. potentielt giftige lægeurter (Ups, spoiler alert) bl.a. inkluderer en sø med vandplask, et bjerg, og et kor af teletubbies-agtige nonner i sære halvmåne-hatte, der også mimer noget Hieronimus Borch. Ja, sjovt, but why…
Mest mening giver den besynderlige iscenesættelse i arve-komedien Gianni Schicci, hvor karaktererne er maskeret som et ret vellykket Familien Adams spoof, der understreger en grotesk familiedynamik, udfoldet som tempofyldt, klassisk slapstick hurlumhej.
Ørehængeren O Mio Babbino Caro (Åh, Kære Far) tager kegler i den fyldte sal og minder os lige om, at Puccini bedre end nogen véd, hvordan et operahit skal skæres. Skøn musik, helt enkelt.
Det bliver fire stjerner fra det Sku’ Du Se, til en forestilling, der er brandskæg at se på, såre velspillet og overbevisende musikalsk eksekveret, men som afvikles i et lidt for hittepåsomt koncept, der forekommer postuleret, påklistret og skuffer lidt derved.
