OPERA TJEK • BERLIN
★★★★★☆
OPERA TJEK BERLIN
Tre aktuelle forestillinger byder på fremragende sangere i ekstraordinære iscenesættelser
Jens Winther og Det Sku’ Du Se tager temperaturen på Berlins operascene netop nu – og uddeler op til fem stjerner. Tag med til Den Flyvende Hollænder (premiere), Rigoletto og Fidelio (premiere) i Europas førende operahovedstad.
DEN FLYVENDE HOLLÆNDER • KOMISCHE OPER
★★★★★☆
Foto: Monica Rittershaus
ANMELDELSE DEN FLYVENDE HOLLÆNDER: WAGNER FLABET, FRÆK OG FESTLIG
Stormende tenor-jubel pisker ned over Johnny Depp – jeg mener Günter Papendell – ved premieren på Den Flyvende Hollænder i Herbert Frisch’s Pirates of the Caribbean-spoof i Berlin.
Der er fem stjerner til en dybt original iscenesættelse af Wagners tidlige eventyropera, der insisterer på at underholde med uhæmmet udfoldelse af alle de flabede greb, Komische Oper har gjort til sit varemærke.
En flyvende hollænder med lange, sexy lokker i pang-orange, forklædt som Jack Sparrow fra den elskede Pirates-Hollywood franchaise, søsætter Wagners kærlighedsdrama som tegneserie opera med skamløse referencer til cartoonishcomedy med masser af fræk og festlig flirt.
Er der mening med galskaben? Det kan velnok diskuteres, men underholdningen er utvivlsom, orkesteret tændt og magtfuldt, solisterne af imponerende kvalitet og korarbejdet ren, uforfalsket topklasse, såvel vokalt som i udøvelsen af deres humoristisk udformede gruppekoreografier.
Hvad enten det gælder Den Flyvende Hollænders besætning af skideuhyggelige zombie-sejlere, eller den velsyngende griske, kaptajn Daland (Jens Larsen) og hans slikkede besætning af hvidklædte matroser, der alle sammen ligner Gene Kelly & Co. fra musicalklassikere som Anchors Awaigh og On the Town – og alle sammen er med i fagforeningen, som man siger.
Helt skønne og befriende off context er sømændenes ventende kvinder med japansk mangahår og lolita-dress i lyseblå kjoler, kyser, pufærmer i bølgende can-can fjer, og store lyserøde sløjfer om livet.
But why? Aner det ikke – men prægtigt er det i Bettina Helmi’s fantasifulde kostumering.
Som bekendt handler hele om denne ulykkelige hollænder, der er dømt til at krydse verdenshavene for evigt, og kun gå i land hvert 7. år i håb om at finde den kærlighed, der kan ophæve forbandelsen.
Fortællingens point of no return opstår, da den kvindelige hovedperson Senta (Daniela Köhler) højstemt erklærer, at hun er bekendt med ægteskabets velsignede pligter og klar til at indgå den forløsende kærlighedsalliance med Hollænderen på 100% irreversible vilkår.
Et statement, der fik en del kvinder omkring mig til at hoppe i sædet, for det er ganske rigtigt hér, Wagner tager hul på den entusiastiske, filosofiske idé om liebestod, som han dyrkede flittigt i senere værker.
Tiden heldigvis er løbet lidt fra den idé, og derfor synes det ikke helt ved siden af, at erstatte outdated patos med komedie af den mere letløbende slags.
Musikkens kvaliteter er der ikke pillet ved, og det er en akademisk nydelse at lytte til Wagners afprøvning af den ledemotiv-teknik, der senere blev en af hans musikalske signaturer.
Berlinerpressen var begejstret og skrev bl.a.: Publikum kunne ikke blot lide denne moderniserede Wagnerklassiker, jublen eksploderede igen og igen i højstemt begejstring.
Hvorfor Günter Papendell måtte affinde sig med nogle få, helt unødvendige buhråb til sin hollænder, kan kun forklares med det berlinske publikums velkendte uhøflighed.
Det Sku’ Du Se ønsker dig god rejse til Berlin. Hollænderen er klart besøget værd.
RIGOLETTO • DEUTSCHE OPER
★★★★☆☆
Foto: Bettina Stoess
ANMELDELSE RIGOLETTO: POKKERS GODT REGIETEATER
Sangerne er fremragende i Jan Bosses stage design af Rigoletto, hvor det ellers er den kontroversielle tyske instruktørs radikale iscenesættelse af Verdis funklende operajuvel, der står til at løbe med det meste af opmærksomheden.
Først og fremmest imponerer den russiske stjernesopran Elena Tsallagova med sin næsten atletiske soprangymnastik, der lægger salen ned med letløbende, legesyge koloraturer i partiet som hofnarren Rigoletto’s ombejlede datter Gilda.
Intet under, at den smukke, unge sangerinde er blandt sin generations mest efterspurgte.
Hun var nomineret som bedste sangerinde 2021 til den prestigefyldte tyske Opus Klassik-pris og fik verdenspressen til at falde pladask i Barrie Kosky’s München udgave af Den Fiffige Lille Ræv.
Hold øje med navnet og oplev hende, hvis lejligheden byder sig.
I titelrollen synger den koreanske baryton Leonardo Lee indlevelsesfuldt og med troværdig tristesse, med en mørkere klang, end man plejer at høre fra den plagede hofnar, der i denne opsætning fremstilles sjældent hudløst, som den fortvivlede taber, han i virkeligheden er.
Alene i verden med et job, der giver fjender overalt, og på nippet til at miste det eneste, han lever for, til den kyniske hertugs utæmmede elskovslyst.
Den absolut originale iscenesættelse åbner med en spejling af Deutsche Opers store sal, nu med tilskuerrækkerne oppe på scenen, hvor festklædte ’publikummer’ gør det ud for hertugens hof, der inden længe bades i et orgie af glimmer og konfettikanonader.
Mindre skrupforvirret bliver man ikke, da Rigoletto gør sin entre, forklædt som kanin i et komplet vanvittigt kostume af flagrende guld-lamé, for snart efter at fornærme alt og alle.
Som Hertugen af Matua, prægtigt gestaltet i sin hensynsløshed, brillerer den lyriske tenor Atillio Glaser, selvfølgelig klædt i stramtsiddende silkeskjorte a la Versace, tilsat et moderigtigt udvalg af italienske designersolbriller.
Regie-teater er det til fingerspidserne, og man kunne måske blive lidt træt af al den kreative diskurs og popmodernisering, hvis resultatet ikke var så pokkers underholdende.
Når al gøglet er absorberet, står du tilbage med et sublimt sangercast – og orkesterspil af høj, høj klasse, der gør denne opera-aften i Berlin til en både velgørende og inspirerende oplevelse.
FIDELIO • DEUTSCHE OPER
★★★☆☆☆
Foto: Bernd Uhlig
ANMELDELSE FIDELIO: BEETHOVEN BUUH’ET UD I BERLIN
En dekonstrueret fængselsgård befolket af tilfangetagne oprørere, uforståeligt maskeret i hvide gipsmasker a la noget fra Påskeøerne, får ret hurtigt berlinerpublikummet til at sidde uroligt i sædet efter Sir Donald Runnicles smukt dirigerede, symfoniske ouverture til Beethovens eneste opera.
Selv ligner den skotske Generalmusikdirektor for Deutsche Oper siden 2009 en popstar a la David Gilmour, hvis blotte udstråling i orkestergraven varsler modernitet og måske ligefrem avantgarde på denne med spænding ventede premiereaften, der desværre aldrig manifesterer sig som meget mere end forvirring.
Fidelio er og bliver generelt et problematisk værk, som trods Beethovens indiskutable, kompositoriske supertalent (og talrige omarbejdelser) aldrig rigtig finder sig til rette i operaformatet.
Dramaets arkitektur har ellers de alle de rigtige linjer, men der er noget ved det hele, som forbliver sært introvert. Selv i en tid, hvor Fidelios tematik omkring undertrykkelse, politisk forfølgelse og brutal magtudfoldelse forekommer påtrængende aktuel.
Beethovens frihedsopera lykkes ikke særlig godt i David Hermanns rodede iscenesættelse trods gode præstationer fra Ingela Brimberg som Leonore og Robert Watson som Florestan.
Tværtimod oplevede jeg en uforskammet brutal publikumsreaktion, da instruktør og sangere blev buuuh’et ud på det kraftigste, efter aftenens opførelse, som i flere tyske medier anklages for at være uambitiøs, tvivlsom i sin eksekvering af de store metaforer, hjælpeløs i sine halvhjertede abstraktionsforsøg – og med sin riv-muren-ned symbolik ligefrem forældet og malplaceret. Av for dén.
Knap så hård en medfart fik John Fulljames udgave af Fidelio på operaen for få år siden. Du kan læse min anmeldelse inkl. diverse ganske interessant baggrundsinfo her. https://detskuduse.dk/2020/10/02/fidelio-i-operaen/
NYCIRKUS PÅ CHAMÄLEON OG ANDRE BERLIN TIPS
Skal det være noget andet end opera, så tjek Chamäleon i de kendte Hackesche Höfe midt i überhippe Mitte.
Chamäleon spiller nycirkus forestillinger i varietéformat med servering ved småborde i salen og optræden på scenen i et overraskende herligt venue, der minder lidt om Vega.
Jeg oplevede den prisvindende forestilling Out Of Chaos som er en slags performanceteater, udført af en virkelig sympatisk gruppe præcisionsartister, der kalder sig Tyngdekraft Og Andre Myter.
En slags håndstands-akrobatik for viderekomne til stemningsfuld live musik, hvor artisterne bygger forbløffende, menneskelige skulpturer af deres smidige kroppe, hopper, springer og svæver, så det gibber i publikum.
Denne forestilling slår sig op på et pladderfilosofisk narrativ, i retning af at være en reference til fødsel og primal-fysik, der kolliderer med intime, verbale bekendelser og indsigt i, hvordan det føles at stå på scenen i realtid.
Nogle vil finde det konceptuelle fundament heftigt overspillet, men underholdningen fejler ikke noget.
Programmet skifter hele tiden, tjek det ud på nettet og få en sjov aften.
Jeg havde gerne spist på de nye gourmet-darlings Cookies Cream og Otto, men ingen af dem har frokost åbent pt., så jeg nød mine sædvanlige, driftsikre vandhuller.
Bocca di Bacco, (semimondænt italiensk kändistreffpunkt), Borchardt (omtrent det samme blot med fransk fortegn) samt Augustiner ved Gendarmenmarkt (wurst & weissbier som i Bayern.). Gode gensyn uden mere pjat.
Gropius Bau museet har næsten altid gode udstillinger, denne gang et mix ved navn YOYI! der udmærker sig ved en computerdesignet animationsfilm på små 20 min., som med en hvals POW viser en tur fra havets bund op gennem vandet til en forløsende salto og en vejrtrækning. Vises i helt vild kvalitet på en 8 x 20 meter gigantisk LED skærm, så man svømmer fuldkommen hen i det. Fedt.
Det spritnye, kæmpemæssige Humbolt Forum multi-kulturhus på Unter Den Linden præsenterer bl.a. en spændende, knaldflot iscenesat, interaktiv hi-tech udstilling Berlin Global som er på europæisk topniveau inden for genren, og klart besøget værd.
