HIPPOLYTE & ARICIE |STAATSOPER UNTER DEN LINDEN

★★★★★★

Foto: Karl & Monika Forster

ANMELDELSE HIPPOLYTE & ARICIE: BLÆST BAGOVER I BERLIN

Òlafur Eliassons design af barokoperaen Hippolyte & Aricie På Staatsoper Unter den Linden i Berlin er som et smykkeskrin, der funkler af diamanter.

En overvældende opsætning med så meget glitter og glimmer, at det kan bringe selv en hærdet Grand Prix veteran på randen af et epileptisk anfald.

Man er blæst omkuld af den franske komponist Rameau’s barokopera fra 1750’erne, som i hænderne på et ultra kompetent iscenesætter team og med stjernedirigenten Simon Rattle på spil i orkestergraven, i dén grad har fået moderne liv.

Òlafur Eliasson er konceptmageren bag det forbløffende scenedesign, som han forklarer er inspireret af oplevelser fra 90’ernes Berlin’ske natklubber med sin barokke blanding af æstetik og drømmelignende ambience. Musik, dans lys, interiørdesign, arkitektur, relationer og konversationer mellem kunstarterne.

Det hele åbner i et übercool scenedesign af lyskegler i et stramt, geometrisk mønster. Frem toner aktørerne i trekantsdramaet, der udgør operaens plot.

Den tilfangetagne, gudesmukke Aricie, der må afsværge kærlighed og sex for at redde livet, den forelskede kongesøn Hippolytes der har modsatrettede ideer, samt gudinden Diana, der jo nok skal vise sig at have nøglen til problemets løsning.

Tilsæt sprød barokmusik fremført af fantastisk kostumerede sangere i de vildeste spejlkjoler, svøbt i knaldgul chiffon, strålende som superhelte i grøn laser eller anbragt i halvt inde i kugler af farvede lysrør som garnnøgler, der er sat i stikkontakten.

Helt originalt og umådeligt flot.

Hurtigt får det et ekstra kick på gaspedalen, da scenen åbner sig i gigantiske spejlvægge og et hold dansere, først i drilsk sexede silhuetter, der muterer til moderne dans og motion body talk som skiftende billeder på forbudt kærlighed, undertvungne drifter og hemmeligholdt lyst. Wow-faktor så det batter.

Historien er en barok opera seria fra solkongens tid, hvor det handler om alvidende guder, personificerede allegorier og bløde sider af den menneskelige sjæl. Som det udtrykkes advarende undervejs: Tag dig i agt for Cupidos skarpe våben, det er altid camoufleret i blomster. Interflora har vidst det i årtier….

Man kan sige at plottet er rent oldævl og for længst har passeret sidste salgsdato.

Man kan også sige, at historien er eviggyldig, fordi den handler om kærligheden, der ofte må kæmpe mod konformitet og vedtagne normer for at blomstre.

Det er halvt opera, halvt ballet og helt fremragende.

Gesamtkunst af højeste klasse her i Berlin, hvor Simon Rattle og Freiburger Barockorchester er knivskarpe i barokken med masser af tempo, rytme og energi.

Staatsopern-koret befinder sig snart i orkestergraven sammen med orkesteret, snart på scenen som en del af menneskehavet. I sorte catsuits og udstyret med løjerlige, runde spejlhatte, der bidager til det flashende lysdesign. Den afsluttende scene i et superæstetisk røghav er levende scenekunst i topklasse.

Jeg er pletvist forstående men i grunden også ligeglad med flere mavesure, internationale anmelderes kritik af operaen som værende effektjagende, overfladisk og ligefrem næsten umulig at se på.

Òlaufur og Rattle har i dén grad bragt værket  til live med et klart sigte på at række ud efter nye generationer. Det er overmåde lykkedes, hvilket også fremgår af publikum, der er en del  yngre og mere cool, end man normalt ser i operaen.

Seks begejstrede stjerner til en virkelig overraskende og eye-blowing teateroplevelse.

FAVORITTER I MITTE

Staatsoper Unter Den Linden har med sin historie helt tilbage som preusserkongen Frederik den Stores private teater fra 1700-tallet været nedbrændt flere gange. 

Operaen blev genopbygget efter 2. Verdenskrig og indtog rollen som  DDRs operaflagskib. Operawashing ville man måske kalde det grumme, socialistiske regimes forsøg på at legitimere sig i dag.

Senest har bygningen været gennem en omfattende ny-sanering 2010-17 og fremstår i dag som en smuk  operaperle af den gammeldags slags.

Man bliver helt tør i munden af den slags facts, så hvad med et smut hen til nærliggende Gendarmenmarkt, måske Berlins smukkeste plads, men det er ikke for at beundre arkitekturen med de to næsten helt ens kirkebygninger og koncertsalen. 

Det er selvfølgelig for at hoppe ind på mit favorit vandhul i Mitte, nemlig Augustiner, der serverer den herligste weissbier og de karakteristiske weisswurst,  jeg er blevet så forfalden til, når jeg ser opera i Tyskland.  De serveres altid parvist i en skål lunt vand hvor de ligger og hygger sig, til de skal nydes med sød sennep og en pretzel.  

Preusser-kongeligt, hvis du spørger mig.