ROMEO & JULIA THE MUSICAL • STAATSOPER BERLIN

★★★★☆☆

Foto: Jörn Hartmann

ANMELDELSE ROMEO & JULIA: VELDREJET BERLIN ROCKMUSICAL SÆTTER STRØM TIL SHAKESPEARE

Romeo & Julia i tysk musicalversion på det berlinske musicalhotspot Theater des Westens overrasker med en imponerende storscala scenografi og et cast med så meget talent og ung energi, at man bare må overgive sig. En veldrejet, spektakulært iscenesat rockmusical, der sætter strøm og smittende heavy beats til Shakespeares klassiske fortælling om umulig kærlighed.

Med undertitlen Liebe ist alles har de tyske komponister Peter Plate og Ulf Leo Sommer transformeret Shakespeares Verona-tåreperser til en skarpt skåret, konsekvent underholdende forestilling, der bæres hele vejen hjem af effektiv musicalrock, gode sangere og energisk ensemblespil.

Showet er en visuel præstation med et velfungerende kostumekoncept, der mixer italiensk renæssancemode med opdateret street fashion og militærstøvler.

Handlingen eksekveres nogenlunde tro mod originalen, spicet up med flot koreograferede danse- og kampscener, anført af en super talentfuld og elementært rørende Yasmina Hempel i den kvindelige titelrolle. Indhopperen Edwin Parzefall gjorde god figur som Romeo på denne lørdags matiné, der blev spillet for fuldt hus efter strålende anmeldelser i berlinerpressen.

Ophavsmændene Peter Plate og Ulf Leo Sommer anses for at være Tysklands mest succesrige komponistduo.

For nylig kunne de ligeledes i Berlin fejre stor succes med musical udgaven af Ku’damm 56 som flere måske vil kende fra den populære og ret charmerende  tv-serie – en slags Grease møder 50’ernes/60’ernes Vestberlin.

Serien er god, let underholdning i stil med Badehotellet og Dansegarderoben og kan stadig streames på DR, hvor den danske titel er ’Pigerne fra Berlin’.

Romeo & Julia i denne velsmurte produktion fra underholdningsgiganten Stage Entertainment er godt musicalhåndværk med professionelt drive og en slutning der er så sørgelig, som det næsten kan blive.

Alligevel ender det ikke helt uden håb, da Romeo og Julia’s meningsløse død måske kan medvirke til at bilægge hadet mellem deres familier og tegne et lysere fremtidsbillede, trods alt.

Da ensemblet slippes løs i en kæmpe dansefinale, er salen på benene og skråler med på Liebe’s Alles i en velgørende fællessang der spreder kærlighed på rækkerne og løser op for det hele, inden publikum sendes ud i foråret med en god teateroplevelse i bagagen. Musicalgenren  styrkes i Berlin.

Trods mangel på engelske subtitles kvitterer vi med fire stjerner fra Det Sku’ Du Se. God fornøjelse

BERLIN TIPS LIGE NU

Gå ikke glip af den østrigsk/tyske multikunstner Yadegar Asisi’s fabelagtige 360 graders Pergamon Panorama, der bringer den antikke metropol til live i en gigantisk rotunde på Museumsinsel, et mastodontisk værk som du besigtiger fra et 10-15 meter højt trappetårn, mens lyd og billede drejer omkring dig i en komplet overrumplende 1:1 fornemmelse af at være der selv.

Et andet  godt kunst tip er Neue Nationalgallerie i  Mies Van Der Rohes smukke signaturbygning nær Potsdamer Platz. Udstillingen er bl.a. aktuel med Gerhardt Richter og en række skarpe værker fra 20-30’ernes babylonske Weimar-Tyskland.

Efter teatertid er der som altid åbent til over midnat på Borchardt’s i Mitte, som byder på østers, bobler og netop nu de lækre, hvide asparges, tilsat travl incrowd-ambience af VIP’s og wannabe’s.