OVERTURE & ANGELS ATLAS • STAATSBALLETT BERLIN
★★★★★☆
Foto: Serghei Gherciu
ANMELDELSE OVERTURE & ANGELS ATLAS: KONCERTBALLET I SÆRKLASSE
Den spanske stjernekoreograf Marcos Morau hitter i Berlin med endnu en spektakulær balletforestilling, der åbner den moderne dansescene for et bredere publikum. Et udsøgt dobbeltprogram med verdenspremiere på Morau’s helt nye Overture og canadiske Crystal Pites Angels Atlas er en fænomenal oplevelse i pågående, spektakulær blanding af musik, bevægelse og forbløffende scenebilleder. Skynd dig til Berlin!
Til tonerne fra åbningsfanfaren fra Mahlers 5. symfoni indtager 34 dansere scenen omkring en gigantisk, liggende, græsk/romersk marmorsøjle i blanksort finish, der antyder et narrativ i fællesskab den sorte monolit i Stanley Kubrick’s ikoniske 2001 Space Oddity.
Marcos Morau, 42 år og pt. artist in residence hos Staatsballett Berlin, slipper sin koreografiske signatur på fri fod fra start. Danserne ligesom fortættes til én unison masse af krop og bevægelse, bølgende, sitrende, stikkende, søgende, tvivlende.
Den stort anlagte koreografi virker på samme tid individuelt frisat og stramt kollektivt kontrolleret, og udstråler en glidende overgang fra frygtsomhed til beslutsomhed.
Ved fælles hjælp rejses søjlen, mens Staatskapelle Berlin under Marius Stravinski leverer en magtdemonstration af musikalsk brus da Mahlers fabelagtige værk udvikler sig. Et værk, der bl.a. er beskrevet som markante fortolkninger af menneskelige livserfaringer, der spænder fra narkotisk skønhedsdis til vægtløs elegance.
Vi er vidne til en civilisations undfangelse, og der er ikke én tilskuer i salen, som ikke er ved at tabe kæben helt ned på brystet.
Yderligere 16 søjler sænkes ned fra loftet og danner nu en tempellignende scenografi, som skitserer et samfund og et sameksisterende fællesskab, der snart skal komme i splid med sig selv.
Foto: Serghei Gherciu
En skrøbelig, social orden, hvis kollaps vi følger i sin gradvise opløsning og selvdestruktion.
Den humoristiske men ofte også samfundskritiske Morau nikker hermed til den aktuelle politiske udvikling – og ender med at skitsere en slags genfødsel af en ny verden.
Man aner et slægtskab med Wagners Ring, der også slutter med at den gamle verden må gå under, for at en ny Overture kan udspilles.
Det er med andre ord nogenlunde til at aflæse fortællingens idé gennem de imponerende, fabulerende koreografier, og det er netop her, stjerneskuddet Marcos Morau leverer et fornemt crossover, og åbner en almindeligvis smal genre (contemporary dance) for et større publikum, der sætter pris på spektakulære musik- og sceneoplevelser i et bredere perspektiv.
Hvis du oplevede Under Dybet i Operaen for nylig, ved du, hvor jeg vil hen. Jeg var bjergtaget både ude på Holmen, og her på Staatssoper Unter den Linden i Berlin.
Foto: Serghei Gherciu
Den canadiske koreograf og danser Crystal Pite (53) står for denne doublebill’s anden del, Angels’ Atlas fra 2020, som tematisk rimer noget på Overture og er en lignende, superspektakulær koncertballet med (båndet) musik af Tjajkovskij og moderne elektronika/ambience.
Gennem mere end 35 år som koreograf har Pite skabt over 60 værker for kompagnier som Royal Ballet London, Paris Opera Ballet og National Ballet of Canada. Dristige og originale værker har givet hende international anerkendelse.
De 35 dansere optræder samlet eller i vekslende, mindre grupper i forbløffende, æterisk scenografi af kridhvid designerrøg (hvordan pokker laver de det?) og tindrende klart, nærmest paradisisk lys, der sammen med den musikalske kollage etablerer næsten religiøs stemning.
Det hele særdeles godt hjulpet af ensemblets på én gang kraftfulde og poetiske bevægelsesmønstre og sanselig, stærkt indtagende musik af Morten Lauridsen, en højt respekteret amerikansk komponist med danske aner.
Foto: Serghei Gherciu
Er det vores omtumlede, jordiske liv, der iagttages af engle i fugleperspektiv? Balletten er ikke så klar i sit narrativ, og taler velnok mere til følelserne end forstanden. Men gosh, det er smukt.
Scenebillederne er uforfalsket, æstetisk nydelse og man føler sig hensat til en oververden af rum og bevægelse, man ikke vil hjem fra.
Jeg forlader forestillingen let om hjertet, oprigtigt opløftet af noget, jeg ikke helt ved hvad er. Måske er det dét, man kalder kunst?
Det Sku’ Du Se giver fem store stjerner til Staatsballett Berlin for to fremragende forestillinger og en mindeværdig oplevelse af koncertballet på højt artistisk niveau.
