ANTHONY & CLEOPATRA • BARCELONA LICEU

★★★★★☆

Foto: David Ruano

ANMELDELSE ANTHONY & CLEOPATRA: HØJINTENS EUROPA PREMIERE PÅ NY OPERA AF JOHN ADAMS

Scenografien eksploderer i buldrende videoprojektioner af detonerende artilleri og antiluftskyts blæst op på kørende sætstykker, mens operakor og statister i kampuniform indtager Opera Liceu i Barcelona i et sansebombardement af musikalsk ledsagelse. Velkommen til femstjernet europa-premiere på Anthony & Cleopatra af den amerikanske contemporary operakomponist John Adams.

Historien om Antonius og Cleoptra er så kulørt, at man knapt skulle tro den er sand. Faktisk er det er lige før, man synes at befinde sig i en tabloid udgave af The Beckhams fra antikkens tid.

Efter mordet på Julius Cæsar var Antonius blandt dem, der ryddede op i systemet, og det endte med, at magten over Romerriget deltes mellem ham og Octavian.

Antonius tog sig af rigets østlige del, herunder Egypten, hvor han forelskede sig i dronning Cleopatra, som han havde et godt samarbejde med, også efter kontortid.

Forholdet til Octavian blev langsomt dårligere og for at lappe lidt på situationen blev det aftalt, at Antonius giftede sig med Octavians søster. En stort iscenesat manifestation af indre sammenhold der selvfølgelig ikke holdt, hvad den lovede.

Snart var Antonius igen at finde i Cleopatras arme. Octavian sendte den romerske flåde afsted for at sætte de celebre lovebirds på plads, og i et stort slag ved Actium ud for Grækenlands kyst med ca. 500 krigsskibe og 80.000 soldater på hver side, blev Antonius’ og Cleopatras kombinerede styrker eftertrykkeligt nedkæmpet.

Slået, ydmyget og æreløs så Antonius ikke anden udvej end at begå selvmord for eget sværd.

Kleopatras kærlighedsbånd var så stærkt, at også hun valgte at gå i døden. Helt i den tabloide ånd foregik det på kanten af det eksotiske, ved at hun lod sig  bide af en giftslange. Liebestod længe før Wagner havde institutionaliseretbegrebet.

Historien har indlysende film- og scenedramatisk potentiale, og er bl.a. fortalt i skuespil af Shakespeare og i Hollywood storfilmen med Elizabeth Taylor og Richard Burton.

John Adams opera baserer sig på en moderne bearbejdelse af Shakespeares fortolkning. Den er pakket stramt i to intense akter, hvor tiden flyver og begivenhederne foldes ud i et top energisk multimedie stage design af instruktøren Elkhanah Pulitzer.

Handlingen, der i bund og grund er et trekantsdrama om magt og kærlighed, er løftet frem i en 1930’er agtig, Hollywood-glitrende tidszone, der åbner med at  Cleopatra lader sig opvarte med pedicure og Martinies i en beachclub ved  Nilens bred.

Hjemme i Rom er de politiske intriger framet i en air af Mussolini, dygtigt hjulpet af sort-hvide videoprojektioner af fascistiske masseoptog med  chefen i centrum.

Det er bragende behændigt skruet sammen og eksekveret gennem et snedigt, metallisk fortæppe, der som en blanding af en julekalender og en kamera-lukker kan åbne partielt og skabe rum oppe, nede, højre, venstre. Yderst raffineret sceneteknik.

Anden akt åbner med en gylden solnedgang over Nilens strømmende vand hvor Liceu’s overbevisende orkester spiller ud med en dristig pastiche på Wagners 136 takters Rhinguldet-ouverture i Adams’ modernistiske tonesprog. En musikalsk lækkerbisken og tordnende applaus fra den fyldte sal.

John Adams musik er sædvanligvis kendetegnet ved sin contemporary stil, der kombinerer et næsten filmisk score med elektronica – repetitive figurer og mønstre, også gerne med synthesizers i orkestergraven.

I dette værk synes Adams imidlertid at være gået mere konventionelt værks. og vil måske skuffe aficionados, der er kommet efter en mere dristig udforskning af moderne operamusiks grænser.

Helhedsindtrykket er storstilet med spektakulær scenografi, masskoreografier og imponerende kostumer. Musikalsk forekommer operaen dog knap så anderledes som f.eks. hans blændende Nixon in China, der var en øjenåbner, da jeg så den (to gange) på Operaen i København.

Sikre præstationer leveres af den unge amerikanske sopran Julia Bullock (Cleopatra) og den canadiske basbaryton Gerald Finley (Antonius). Bedst er måske tenoren Paul Appleby med en angstfremkaldende, isnende klang i rollen som Octavian, der godt nok spejler Mussolini, men nærmest ligner Berlusconi.

Værket er skrevet på bestilling fra San Fransisco operaen i anledning af deres 100 års jubilæum, og produceret i samarbejde med med The Met i New York og netop Liceu.

Opera-pinger fra hele Europa var valfartet til den catalonske hovedstad og Det Sku’ Du Se var blandt de inviterede. John Adams dirigerede selv premieren, der udviklede sig til en mindeværdig, femstjernet operaaften med stormende hyldest til komponisten.