AMADEUS • FARLIGE FORBINDELSER
ANMELDELSE AMADEUS & FARLIGE FORBINDELSER
Hvad Sku’ Du Se, hvis du skulle vælge mellem Amadeus og Farlige Forbindelser?
Få input til din næste teatertur i denne Det Sku’ Du Se dobbeltanmeldelse af Det Kgl. Teaters to aktuelle skuespil, der begge er kendt fra populære Hollywood film og besat med et ypperligt cast i sikre iscenesættelser.
Foto: Camilla Winther
★★★★★☆
AMADEUS: ELEMENTÆRT UNDERHOLDENDE FØRSTEKLASSES MUSIKTEATER
I begyndelsen var Wolfgang Amadeus Mozart. Knap 250 år senere, i 1979, kom Peter Schaffers skuespil om ham. 5 år senere trimmede Schaffer sin drejebog til 1984 filmudgaven, der i Milos Formans instruktion blev en kæmpesucces såvel kunstnerisk som kommercielt.
Amadeus blev nomineret til 53 priser og vandt 40 af dem, herunder 8 Oscars. Den rangerer pt. som nr. 53 på listen over verdens 100 bedste film og skovlede ind med penge.
Kasper Holtens skuespilversion premierede i 2019 og blev en stor succes for den nye teaterchef, såvel som for Søren Sætter-Lasen i hovedrollen, der paradoksalt nok ikke er Mozart, men hans onde ånd Salieri.
Stykket er en slags reality-inspireret dramafiktion over Mozarts liv og værk, der strammer sit fokus omkring geniet Mozart’s kamp mod middelmådigheden.
Sidstnævnte begreb personificeret gennem Mozart’s samtidige rival, den italienske hofkomponist og kapelmester Salieri, der var det store navn i kejsertidens Wien, ind til opkomlingen Mozart brasede ind og vendte op og ned på det hele.
Den populære myte tilsiger, at Salieri forgiftede Mozart af ren og skær jalousi på hans talent.
Andre kulørte teorier peger på hustruen Constance, eller en forsmået ægtemand til en af Mozarts elskerinder, som morder. Mozarts assistent Franz Xaver Süssmayer har også været nævnt som mulig misdæder. Frimurer-vinklen har ligeledes potentiale til at køre et godt konspirations-plot op.
Konsensus har dog samlet sig om, at Mozart slet ikke døde af hævn-forgiftning, men af en banal febervirus, der nemt kureres i dag. Han blev kun 35 år.
At Mozarts konflikt med Salieri er ren spekulation og pure teateropspind, er efterhånden grundigt fastslået. Men uden en god skurk, er der som bekendt ingen god historie. Og god, dét er den historie dæleme!
Henrik Koefoed i har denne revival overtaget rollen som Salieri fra Søren Sætter-Lassen og gør det med stort overskud i selskab med en funklende skøn Ellaha Lack som Mozarts plagede hustru Constanze.
I rollen som Mozart selv udfordres Lukas Toya af Mozarts fremstilling som hyperventileret fjollehoved med en tourettes lignende hang til latrinært sprogbrug ved de mest pinagtige lejligheder.
Tom Hulce, der spillede Mozart i filmudgaven, siges at have været inspireret til karakteren af tennisikonet John McEnroe, der opførte sig lige så infantilt på banen i sin storhedstid.
Forestillingens sceniske greb med 20 musikere dryssende rundt på scenen omkring en tsunami agtig bølge af nodeblade er herligt og fungerer spektakulært i samspil med et massivt opbud af pudderparykker, silkerober, pastelfarvede brokadejakker, dansere og sjove sætstykker som f.eks. kejserens teaterstol i grotesk overstørrelse.
Indsigtsfuld føler man sig, når Salieri martret af misundelse skiller Mozarts arrangementer ad, og analyserer orkestreringerne, så vi alle kan høre og forstå den guddommelige enkelhed bag geniets værk.
Oboen, der flyver højt over et bølgende hav af bløde horn, klarinetten, der overtager melodilinjen og svæver videre, strygerne ind her…. fagotten ind her…. den ubesværede renhed i kompositionen.
Partiturer nedskrevet uden rettelser, det hele udtænkt til mindste detalje og derefter blot nedfældet i pauserne mellem Mozarts kendte eskapader inden for umådeholden festivitas og bortødslen af alt, hvad han tjente.
Få dage efter hans usle død og sølle begravelse blev det klart, hvad hele Wien vidste i forvejen. Mozart døde bankerot og leverede alle ingredienserne til en perfekt tragedie.
Salieri fremstiller sig selv som middelmådighedens skytsengel, selv om han i Mozarts levetid nød større anerkendelse.
Først 30 år efter sin død hittede Mozarts musik for alvor, mens Salieris værk er gået mere eller mindre i glemmebogen. Som teaterchef i Wien udfasede han snart sine egne værker men satte gerne Mozart på plakaten, når der skulle sælges billetter.
Fem stjerner til et glædeligt gensyn med Amadeus, som er elementært underholdende, førsteklasses musikteater med en historie og en pointe, man har godt af at blive mindet om.
Foto: Emilia Therese
★★★★☆☆
FARLIGE FORBINDELSER: TOP ENERGISK, SYNDIGT OG BUNDFORDÆREVET
Birgitte Hjort Sørensen og Tammi Øst forfører alt og alle i Skuespilhuset, hvor periodedrama-klassikeren Farlige Forbindelser springer ud som fashionabelt lystspil om brug-og-smid-væk kærlighed pakket ind i designertøj og shoppingbags fra alle de førende, internationale modebrands.
Et top energisk cast sætter liv i kludene fra start i en blæret, enkel scenografi af Bente Lykke Møller, der sammen med instruktøren Staffan Valdemar Holm har revet handlingen ud af 1780ernes rokokounivers.
I stedet er den flyttet ind i et gigantisk showroom, hvor eneste sætstykker er en håndfuld nonchelant arrangerede puffer, der skubbes tilfældigt rundt undervejs og danner skiftende plateauer for al den fastlove, der driver over scenen.
Birgitte Hjort Sørensen er top fit i velsiddende cocktailkjoler og fuld af både sex og ironiserende komik, mens Casper Crump som Scorekaj og beregnende libertiner er djævelsk forførende med masser af succes i dette overklasse-drama om forførelsens anatomi og magtspillets kynisme.
Forestillingen klipper næsten filmisk med musikalske breakers af ikonisk 80’er popdisco hvor skuespillerne valser ind og giver den fuld dansegas, der fylder tomheden med en slags indhold.
Ud over at være ret sjovt indrammer det vel også noget af stykkets DNA.
Farlige forbindelser var oprindeligt en fransk brevroman og så dristig, at den blev forbudt flere steder.
Med denne stilrene, men også lidt ferske iscenesættelse er vi mere i nærheden af ti-hi og lystspil på Holberg’sk, selv om de mange amoralske intriger selvfølgelig ender i tragisk selvmål for de to adelige bagmænd m/k.
Vi taler om Markise de Merteuil, og hendes elsker Valmont, der har et besynderligt, erotisk had/kærlighedsspil kørende, der bliver dyrt for dem begge.
Den lette stemning af velhavende, mediterranean ubesværethed er ubetinget dejlig. Dialogen lidt tung sine steder, men energien er indiskutabel denne underholdende aften i selskab med et stærkt cast af engagerede kunstnere, i et stykke, der er pikant uden ligefrem at rive bukserne af publikum.
Tættest på er Tammi Øst, som er inde i en serie af roller der ligger perfekt til hendes spillestil, der både kan være hjertevarm og kærlig – men er særlig dragende, når hun viser sig fra sin syrlige, nederdrægtigt intrigante side. Skøn var hun også i Spilleren på Betty.
Med få års mellemrum kom to filmatiseringer af romanen – den ene faktisk af Amadeus-instruktøren Milos Forman med Annette Benning og Colin Firth i hovedrollerne, som fik blandede anmeldelser.
Den anden og mere succesfulde film var med et stjernecast af Glenn Close, John Malkovich, Michelle Pfeiffer, Uma Thurman og Keanu Reeves, som jeg har fået lyst til at gense.
Under optagelserne havde den gifte Malkovich i øvrigt en affære med Michelle Pfeiffer og blev skilt fra sin hustru kort efter. Farlige Forbindelser er kort sagt en fortælling, der inspirerer til moralsk fordærv, så pas på hvem du ser den med.
Der er fire stjerner til en veloplagt, velspillet, og veliscenesat aften i Skuespilhuset.
