ELTON JOHN • CASA ARENA
★★★★★☆
Foto: Officielt PR-foto.
ANMELDELSE ELTON JOHN: STILL STANDING OG LIDT TIL
Hvis Elton John var en opera, hvilken opera var han så? Læs svaret nederst i anmeldelsen.
Spørgsmålet optog mig på vejen til Casa Arena i Horsens, hvor Sir Elton’s Farewell Yellow Brick Road Tour afviklede endnu et show på mega-afskeds-turnéen, der for længst har passeret 200 shows worldwide.
Elton er i dag 74, han siges at være god for omkring en halv mia. dollars – og hold da helt op hvor han stadig fyrer den af.
Lad os bare være enige om, at med dén slags penge i banken, bøvler man ikke kloden rundt i årevis, med mindre man kan lide det.
Kærligheden til at optræde, til fansenes hyldest og til selve musikkens gave, skinner tydeligt igennem Eltons optræden sammen med bandet, der bæres af guitaristen Davey Johnstone, den ikoniske trommeslager Nigel Olsson og den vildt karismatiske percussionist Ray Cooper.
Alle har de spillet med Elton i over 50 år, hvilket i sig selv er en bedrift, når man læser om chefens udskajelser i den forrygende, absolut læseværdige erindringsbog ME, som Elton, der egentlig hedder Reginald, og senest har tilføjet Hercules til sit kunstnernavn, udgav for et par år siden.
Jeg kan love dig sex, drugs and rock’n roll for alle pengene. Hercules er et mellemnavn, der passer lige godt på Eltons forbrug af sex, sprut, stoffer og sindssyg shopping. Det er rent ud sagt vanvittigt, hvad der er foregået, og utroligt, at der er også er kommet kunst ud af det.
David Johnstone styrer det komplet sammentømrede, velspillende band med flagende hvidt hår og klassisk Gibson Les Paul, der ofte byttes til dobbelt-armet Fender med 12 strenget på den ene arm, der giver Eltons musik sin særlige, orkestrale fylde.
Johnstone var egentlig mandolinspillende folk-rock’er og rundede 3000 shows med Elton på Farewell tourens første shows i 2019. Med en slags elektrisk udgave af mandolinen leverer han det svidende punch af et guitar-riff, der blæser til angreb i 70’er rockeren The Bitch is Back.
Nigel Olsson er måske verdens cooleste drummer, altid klædt i hvide handsker, ulasteligt jakkesæt og helt fremme på beatet i de langsomme ballader.
Olsson formår at drive langsomt flydende musik frem på en særlig dynamisk, og alligevel diskret, underspillet måde, der er blevet en vigtig del af Elton Johns signatur.
Ray Cooper topper sceneshowet, som sædvanlig i små, runde Lenin-briller og hyper-energisk indsats på tamburin og alt hvad der kan bankes på, fra pauker til chimes og congas i alle størrelser. En publikums-darling lidt a la Charlie Watts hos Stones.
Elton John himself er overbevisende. Stemmen er imponerende stærk og udstrålingen usvækket under den den tre timer lange koncert, hvor superstjernen tager hele turen op og ned ad Memory Lane, badet i et smagfuldt stagedesign og overdådige videoanimationer på kæmpe videoskærme.
Lad så være, at flere slice-of-life sekvenser i den forbløffende videoscenografi kan virke lidt postulerede i deres endeløse omfavnelse af diversitet og næstekærlighed.
Måske har vi rent faktisk brug for at få repeteret nogle basale, humanistiske idealer.
Åbningen er klassisk Elton med introen fra Funeral For A Friend tilsat Pinball Wizzard med hvirvlende pianoriffs og skarpe rock-stabs før de tunge, funky beats fra Bennie And The Jets sparker showet i gang og bringer publikum på benene.
Kendere véd, at sangene fra Madman-albummet fra ’73 hører til Eltons fineste og mest originale kompositioner, og vi får tidligt i showet flotte udgaver af både Tiny Dancer og Levon. Velgørende velsunget og velspillet. Sådan skal det gøres.
Senere følger et overraskende, musikalsk højdepunkt i form af powerballaden Have Mercy On The Criminal, der slippes løs for fuld udblæsning.
Publikumstræfferen I’m Still Standing er gedigen stadionrock med næverne i luften, garneret med en befriende, selvironisk video-kavalkade af Eltons frygteligste scenekostumer.
Herunder Anders And kostumet fra US turen i 80’erne, samt et par pinligt-sjove klip, hvor Elton, fed som en flodhest og stang barcardi vælter plørefuld rundt i nogle klapstole på et fodboldstadion.
Eltons rejse har været lang, den har ikke altid været lige køn, og specielt i 90’erne var der tørke i den kreative afdeling, ind til et overraskende 2001 comeback med Songs From the West Coast, der stadig holder 100.
Elton er en ægte rockstar med 50 års bagkatalog. På et tidspunkt i 70’erne siges hver tredje LP, der gik over disken i verdens pladebutikker, at have været et Elton John album.
Greatest hits-LP’en fra 1973 var det års mest solgte album overhovedet på verdensplan.
I alt har han solgt over 300 mio. albums og er indehaver af et hav af rekorder for hitlisteplaceringer og indtjening.
Gennem samarbejde med aktuelle kunstnere er det lykkedes ham at holde sig relevant – senest med den club-agtige Cold Heart med Dua Lipa – et ikke helt tosset dancemix af Rocket Man/Sacrifice. Nummereret lukker aftenen sammen med Your Song.
Hatten af for Horsens publikummet, som trodsede regnen og den stive kuling, der stod direkte ind på stadions nordtribune, hvor jeg sad i for lidt tøj, gul i øjnene af kulde, og lignede den københavnerstang på afveje, som jeg var.
Godt, jeg allerede har sikret mig billet til juli 2023 koncerten i Royal Arena, der skulle blive den absolut sidste Elton John koncert i Danmark nogen sinde. Turnéen lukker endeligt i Stockholm få dage senere.
Der er fem stjerner til Elton for et gennemført professionelt show uden de helt store overraskelser, hvor alle fik, hvad de var kommet efter. Den femte stjerne er truet af det kodyle lortevejr, som desværre lagde en dæmper på showet og den fest, der var spændt op til.
Hvilken opera er Elton John så, hvis han var en opera?
Maskerade er jo oplagt ud fra Holbergs tese om, at kun maskeret kan man vise sit sande jeg. Og Eltons maskeringer gennem tiden har jo mildt sagt været insisterende.
Alligevel stemmer jeg på Puccinis Pigen fra det gyldne Vesten, der som den eneste Puccini-opera slutter lykkeligt, med at de elskende rider væk i en evig solnedgangs gyldne stråler.
Dér kunne jeg godt se Elton sidde i sadlen og nynne Don’t Let The Sun Go Down On Me.
Solen vil bare ikke gå ned over dén mand.
CHÉ FÈ – EN ITALIENSK PERLE
Restaurant Ché Fè i Borgergade, ikke langt fra Det Kgl. Teater er startet af restaurationsfolk fra øverste køkkenhylde som bl.a. Alessandro Jacoponi, der var partner i Michelin restauranten Era Ora på Christianshavn gennem årtier.
På Ché Fè fokuserer på økologi og bæredygtighed, men først og fremmest på små, raffinerede retter og smalle kvalitetsvine.
Resultatet er en ualmindeligt god, italiensk aften i byen.
Jeg havde for en gangs skyld god tid og gik all in på tasting-menuen inkl. vin og fortrød ikke et sekund.
En snackservering satte dagsordenen med bl.a. chips af kikærter og malt vinegar, bresaola af ’hjemmelavet tun’ og fennikel samt mini-sandwich af savoykål.
Antipasti’erne fortsatte I det originale spor med bombolone (en lille slags bolle) af artiskok, ricotta og citron, insalata in saor med rosiner, løg og panzanella, en slags toscansk salat med brød, slethvar og tomat.
Primo’erne – to serveringer – var prima og bestod af fermenteret asparges med glasurt samt måltidets måske mest labre indslag, ravioli med citron, ricotta, blåmuslinger og kartofler. Sikket syn, sikken smag.
Secondo’en bestod af hamachi med kærnemælk, skalotteløg og grønkål, og beseglede starten på et nyt venskab.
Flere smukke desserter og sød vin spændte oplevelsen til det yderste.
Jeg ønsker ikke at komme nærmere ind på disse uforskammet indbydende kompositioner, da jeg er nervøs for at min dygtige, engagerede fitnesstræner Nadja, vil tage det som en personlig fornærmelse.
I alt 13 serveringer på dette niveau for 695,- finder du vist ikke andre steder i byen.
