KUSSESUMPEN 2 PÅ AVENY-T

★★★★

KUSSESUMPEN BOBLER AF LIR’ OG TALENT

Man hopper en halv meter i sædet, når tabubelagte emner italesættes så eksplicit, som det sker i Kussesumpen 2, der stripper kvindesindet i en provokerende sjov femi-forestilling, der går lige i flæsket på al den mainstream, tidsånden tegnes med. Det er ungt, fandenivoldsk og ikke uden stof til eftertanke.

Det handler om sex. (Rigtig meget om sex). Om parforhold, børn, karriere, ambitioner. Dagdrømme og våde drømme i en kalejdoskopisk blanding, brutalt og kaotisk som livet selv.

Hvordan går det lige med leve op til andres og ikke mindst ens egne forventninger til livet som kvinde i slutningen af 20 års-alderen, hvor det hele måske er ved at blive lidt for meget alvor?

Det diskuterer forestillingen i en stribe løst sammenhængende, løst iscenesatte monologer, der i andre sammenhænge nok havde tangeret det lumre – men som her på Aveny-T ikke er uden underholdningsværdi. Sprøjteorgasme ER altså bare et festligt ord!

Måske er det noget her i LGBTQ+ alderen, der gør, at traditionelle m/k forhold forekommer so much last year. For et gennemgående tema i forestillingen er netop frisættelsen af seksualiteten – et emne, der får smæk fra først til sidst.

Man knepper bedst i en Hästens seng, siger den pæne pige med lys 3-værelses på Østerbro – mens forestillingens lesbiske indslag foretrækker en rund seng, der sætter cirkus-genet i spil.

Hvilket straks kalder på en udførlig forklaring af Trapez’en, som er en stilling der tillader partnerens kusse at gynge frem og tilbage og lige op i masken, som det bramfrit forklares. Vi lader billedet stå et øjeblik.

Må kvinder se porno? GIDER man kneppe pizzabudet, når det kommer til stykket? Onanerer du nu igen? Bliver man lykkelig af et mågestel? Er det ok at være liderlig? Hvad gør man, når man ikke længere tænder på sin perfekte kæreste?

Teksten, der er skrevet af Karen Dich og Jacobe Orry, er vævet af tråde fra den feministiske blog, der var starten på Kussesumpen tilbage i 2013.

Det er disse brutalt ærlige indlæg om feminisme, køn og kvinder, når de er allersmukkest og allergrimmest, som nu er gået scenevejen.

Kussesumpen 2 er en selvstændig fortsættelse af 1’eren, der spillede på Teater Sorte Hest for et par år siden.

Det kræver ikke den store segment-analytiker at konstatere, at forestillingen rammer bedst i kernemålgruppen af 20-30 årige kvinder, der kan spejle sig i løjerne og måske drage lettelsens suk over ikke at være alene med tvivlen og alle de sære tanker om livet og lysten.

Ret sjovt er det for alle os andre, og med en optimistisk pointe, da kvinderne hver især ender med at udkomme eller skal vi sige nedkomme med det projekt, deres monologer har kredset om. Alle ender de genfødte i en flot sceneudgave af Botticelli’s store muslingeskal fra ikonmaleriet med Venus.

Her lykkes det nogen lunde at binde en sløjfe på det hele, selv om forestillingen nok bedre kan beskrives som en serie af flabede indslag end som et egentligt handlingsforløb med indgang og udgang.

Det bobler af lir’ i det talentfulde cast, der udgøres af Kimmie Liv Sennov, Vanessa M. Petterson og Jacobe Orry, som fyrer den nok så eftertrykkeligt af i en stram scenografi af rustfri stålkubemed flagrende sølvlameller tilsat pågående lyd- og lysdesign.

Der er en del vægtklasser op til Sort Samvittighed og Mungo Park, men Kussesumpen 2 har noget af den samme vildskab, selv om rammefortællingen nok står lidt svagt – og al frækheden bliver noget studentikos og ti-hi-uartig i længden. Til gengæld er det tur i teatret man ikke glemmer lige med det samme.

FRANKIES PIZZA – DER ER SÅ MEGET MAN IKKE FORSTÅR

Frankies Pizza er en nyere, hypet del af Madklubbens kædesucces. Spørger du mig, er kæden da hoppet af.

In Crust We trust, står der bøjet i neon ved indgangen til Frankies Pizza, her rundt om hjørnet fra Aveny-T. Og sprød er den, dén pizzabund, det vil jeg medgive. Men så stopper festen da også.

Jeg bad for en sikkerheds skyld om stedets mest populære udgave af denne i forvejen overvurderede italienske klassiker, og fik serveret en komplet intetsigende pizza ved navn Tony’s Meatball Pizza med tomat, mozzarella, salsiccia-pølse, parmesan, persille og salvie.

Var den blevet serveret for Tony Soprano, tror jeg, han havde sendt et par mand for at rense denne åndløse skamplet af sit navn.

Tony’s Meatball Pizza er en såkaldt Frankies School-pizza til 125 kr. (niveauet over Frankies Oldshool pizza til 100 kr.). Den smagte hverken af buh eller bæh. Til gengæld kunne den nydes i et designerinteriør, der kalder sig funky men mest mindede om en SFO med længe åbent. Der er som bekendt noget ulideligt anmassende over børnefamilier på restaurant, især når man ikke selv er er del af cirkusset.

Frankie’s kører en New Yorker-Italiano pizzajoint style med kække navne og velprøvede køb mere-koncepter a la Frankies Feast – spis og drik alt hvad du kan på halvanden time, skumle pitchers, bundløs vin og noget så corny som Nutella-Calzone – og har i øvrigt en halv snes vistnok succesfulde og velbesøgte afdelinger over hele landet. Merchandise-shoppen er bemærkelsesværdigt veludrustet og trafikken af takeaway-bude massiv.

Der er så meget man ikke forstår…