ROSENKAVALEREN STREAMING PREMIERE FRA MÜNCHEN

★★★★★

ANMELDELSE ROSENKAVALEREN
HOP PÅ FØRSTE FLY TIL  MÜNCHEN

Hop på første fly til München! Der er fem stjerner til stjerneinstruktøren Barrie Kosky’s spektakulære og skamløst underholdende nyiscenesættelse af Rosenkavaleren på Bayerische Staatsoper.

Barrie Kosky er verdenskendt for sine vovede, showprægede opsætninger af klassiske operaer, der gerne får et skud vitaminer på kanten af dopinglisten.

Med sikker sans for branding har han kaldt sig selv for en homoseksuel, jødisk kænguru, med henvisning til sit ophav og inderste væsen, selv om introvert ikke er et ord, der ligger lige for, når talen går på Kosky.

Han har for nylig været aktuel i Operaen på Holmen med sine udgaver af både Tryllefløjten (den med tegnefilmene) og Carmen (den med gorillaen).

Jeg har tillige været så heldig at have oplevet hans udgaver af Agrippina i München og Orfeus i Salzburg. Han kort sagt en af dem, opera-fans rejser efter.
Hans nye take på Rosenkavaleren på Bayerische Staatsoper er ingen undtagelse.

Man keder sig ikke et sekund i selskab med hans storslåede tableauer, vilde kostumer og scenedesigns, der må give selv hårdtprøvede økonomidirektører grå hår i hovedet.

Rosenkavaleren er vel nok Richard Strauss’ mest kendte og populære opera, hvor andre af hans værker som Salome og Elektra, deres banebrydende, musikalske fortræffeligheder ufortalt, kan være noget af en udfordring for den mindre rutinerede operaelsker i sit moderne tonesprog.

Rosenkavaleren er skrevet i starten af 1900’erne og er både musikalsk og plotmæssigt en slags hyldest til Mozart og ånden fra Figaros Bryllup og Così Fan Tutte.

Handlingen forgår i Wien i 1780’erne, altså i barokken med hele udtrækket af pudderparykker, kodyle kostumer og rigt udsmykkede balsale.

Og der blev sagt HELE udtrækket. Bare vent, til du ser Rosenkavalerens over-the-top-ornamenterede sølvkaret, der får Askepots Disney-udgave af et lignende køretøj til at ligne et el-løbehjul, der har ligget et halvt år på bunden af Frederiksholms kanal…

I bedste Mozart og teksforfatter Da Ponte-stil, er handlingen i Rosenkavaleren strictly opera buffa – altså en højtgearet forvekslingskomedie, med døre der flyver op og i, elskende, der må en masse rod igennem, før de får hinanden – samt naturligvis en klam baron, der må narres i en fælde, så han kan få én over næsen.

Bag løjerne gemmer sig en melankolsk/filosofisk undersøgelse af tiden som begreb.

En storyline, flettet af kærlighed, der gribes, leves og mistes, spinder en smuk, rød tråd gennem det hele.

Tiden som tema gennemsyrer Kosky’s sprudlende iscenesættelse, der blander forskellige tidsaldre på herligste, overrumplende vis.

Stærkt på nethinden står billedet af operaens omdrejningspunkt marskalinden, siddende på et pendul, der vugger hende forsvarsløst gennem tiden, om end hun mest af alt ønsker at sætte den i stå.

Den smukke marskalinde, blændende leveret af den smukke, tyske sopran Marlis Petersen – moden men med et usvækket, erotisk drive – forlyster sig med sin unge elsker Octavian, da det buldrer på døren og den klamme baron Ochs afbryder løjerne.

Octavian når akkurat at forklæde sig som kammerpige. Resultatet er så sexet, at det omgående skaber uforudsete komplikationer.

Ochs, der nok er baron, men flad som en fregne, er kommet for at fortælle, at han agter at ægte den unge smukke Sophie af velhavende familie, der ikke siger nej til lidt adelig frugt på stamtræet.

I tidens stil har han brug for en passende kavaler, der kan overbringe Sophie Sølvrosen som manifestationen af de ægteskabelige hensigter.

Marskalinden har en handy løsning ved hånden – og foreslår en vis ung officer til opgaven – Octavian – som seriekrænkeren Ochs allerede er i gang med at begramse i baggrunden.

Forvirret? Sagen er selvfølgelig, at Ochs, blændet af sin liderlighed, (endnu) ikke har opdaget, at den sexede kammerpige i virkeligheden er omtalte Octavian i forklædning.

Og så har vi balladen, for da Octavian efter en masse forviklinger overrækker Sølvrosen til unge, kønne Sophie, er det kærlighed ved første blik. Og hvordan får vi nu dén kabale til at gå op?

Hele tredje akt er et herligt Potempkin-style set up, der fik mig til at tænke på det falske bookmakerkontor i gangsterkomedien The Sting med Paul Newman og Robert Redford i nogle af deres glansroller.

Plottet accelererer i nye gakkede optrin – pakket ind i den skønneste musik, varetaget af et klasse-orkester under ledelse af Moskva-fødte Vladimir Jurowski, der selv med et let reduceret corona-arrangement leverer en flot musikalsk oplevelse.

Happy end får vi, omend Marskalinden må sande, at hendes erotiske kapital devaluerer, mens tidens ustoppelige pendul sender de unge elskende i armene på hinanden.

Som et sjovt scenisk/metaforisk trick er Cupido i skikkelse af en herlig, 94-årig statist fra operaens korps på spil i alle scener fra start til slut. Rynket, radmager og med et stort rævesmil på læben. Lyst har ingen alder, eller hvad.

Rosenkavaleren er komik med hjerte og smerte – selv om nogle gerne kritiserer Kosky’s insisterende iscenesættelser for at drukne dybere følelser i gøgl og gejl.

Til jer siger jeg bare: Tag en tudekiks.

P.S Denne anmeldelse er skrevet i forbindelse med streaming-premieren på https://www.staatsoper.de/staatsopertv.html

Forestillingen kan også ses som video-on-demand. Hop dog hellere på første fly til München og nyd forestillingen i kød og blod. Det er en pragtfuld operaoplevelse i høj klasse.

MINE MÜNCHEN TIPS

München er en herlig by at tilbringe nogle dage i.

Jeg anbefaler det lille, enkle, men velbeliggende Hotel An Der Oper, som ligger helt tæt på operaen og i midten af det hele.

Viktualienmarkt med alle boderne og ølstederne er kun få hundrede meter væk, med sin store kendte ’maj-stang’ i midten og de blåternede, bayeriske flag vajende overalt.

Slå dig ned i den første den bedste biergarten og nyd store krus velgørende Paulaner weissbier med et par Münchener weisswurst til.

Find Mike’s Bike tours på nettet og tag med på en guided cykeltur, der klarer alle must-see’s på et par dejlige timer. Der er masser at se og så har du overblik over tingene til senere udforskning.

Hyggelig om sommeren er Englischer Garten, hvor man kan bade i floden der løber gennem parken – eller bare nyde supergode pølser, kylling og mere øl i ølhaverne ved det kinesiske tårn.

Er du – ud over at være operaelsker – også fodboldfan – er det en vild oplevelse at se Bayern münchen spille på hjemmebane på det ikoniske Allianz Stadion.

Tilbage i City kommer du ikke uden om et besøg på Hofbrauhaus til endnu mere øl ledsaget af live hornmusik i lederhosen i de fantastiske, hvælvede lokaler (billedet).
Det er så corny, som det næsten kan blive, og jeg ELSKER det sted.

God tur!