BALLET MAHLERS 3. SYMFONI OPERAEN

 

★★★★★

 

ANMELDELSE:
MAHLERS 3. SYMFONI: UMÅDELIG FLOT OPLEVELSE

 

Foto: Henrik Stenberg

Mahlers mastodontiske 3. symfoni er sat i ballet af mesterkoreografen John Neumeier på Operaens store Scene.

Med hele stjerneholdet fra Den Kgl. Ballet og et fantastisk spillende Kgl. Kapel er det en umådelig flot oplevelse på højt kunstnerisk niveau.

Efter premieren overrakte Dronning Margrethe medaljen Ingenio et arti til John Neumeier – en fortjenstmedalje, som monarken kan tildele fremtrædende personligheder fra kunstens og videnskabens verden. Medaljen er tidligere tildelt blandt andre Bjørn Nørgaard (1999), Ghita Nørby (2006) og Kasper Holten (2011). Fortjent er den!

Aftenen starter godt nok lidt sært, med at Nikolaj Hübbe går på scenen for at forklare, hvorfor orkestergraven ikke er fyldt med de 50 strygere, 16 blæsere, 7 slagtøjsspillere –  var det helt op mod 80 musikere, det kræver at spille Mahlers magtfulde værk.

Sagen er selvfølgelig, at corona-restriktioner har gjort det nødvendigt at flytte hele musikken ned i en af operaens prøvesale fem etager nede, hvorfra musikken transmitteres live op til operasalen gennem et potent, vellydende højttalersystem.

Hvis man ikke vil amputere musikken ved at skære orkesterbesætningen ned til promenadeorkester-størrelse, er det er et vilkår, man blot må affinde sig med, for at gennemføre denne kæmpeforestiling på det aktuelle stadie af den lykkeligvis hastigt accelerende genåbning.

Magien blev måske lidt vingeskudt fra start – men jeg vil indrømme, at det snart gik over.

Opera, musicals, skuespil og ballet, hvad enten det er live streamet eller forskudt live –  i dette tilfælde playback-ballet med translokaliseret liveorkester- er bare ikke det samme som den ægte vare. Men nu lukker vi lige for brokkeøret og nyder forestillingen.

For der er rigtig meget at nyde.

John Neumeier er balletchef og koreograf ved Hamburg Ballett, som han sikrede et internationalt gennembrud med netop denne forestilling  i 1975.

Særlig kendt, ikke mindst ved den danske ballet – er han for sine handlingsballetter af Romeo og Julie-typen. Dette Mahler-værk er anderledes, da der ikke er tale om nogen handling, der udvikler sig fra a til b i normal dramaturgisk forstand.

Vi skal føle og ikke forstå, lyder det, og Neumeier afviser rent faktisk selv at forklare om, hvad der forgår, eller hvordan det hele skal forstås.

Det må du selv finde ud af.

Det lyder måske lidt arrogant men efter at have sovet på oplevelsen synes jeg faktisk, det er ret stærkt!

Balletten er brudt op i 6 satser og seks koreografiske billeder i en nøgen scenografi baseret på et overbevisende, næsten Arnoldi’sk, farvemættet, grafisk lysdesign.

Sceneskiftene antyder, at der alligevel er en løbende, dramaturgisk udvikling eller handling, som jeg brugte en del spildte kalorier på at aflure.

Meningen er simpelthen den enkle, at skabe kropslige fortolkninger af alle de følelser, denne musikalsk vidt favnende Mahler symfoni sætter i gang.

Følelser, der vil være forskellige, afhængig af hvem du er er, og hvor i dit liv, du er.

På den måde handler det om ingenting og alting. Kærlighed, længsel, forelskelse, savn, tab, glæde, liv, død.

Grandiøs æstetik for øjne og ører, der handler om dét, du selv vil have det til at handle om, i forhold til hvordan du aflæser musikken og bevægelserne på scenen. Blev der sagt spejl?

Den usynlige musik er formidabelt velspillet under ledelse af Hossein Pishkar. Køb den og lyt den fra din bedste lænestol, skænk dig et godt glas rød oldschool bordeaux og lad tankerne vandre. Tro mig, det er stuhr kunst.

Danserne er i al deres mildt sagt pågående, fysiske pragt, skarpt skåret topklasse med Ida Prætorius, Astrid Elbo og Holly Dorger i centrale roller sammen med Jonathan Chmelemensky som en slags gennemgående figur med super stærke kolleger på herresiden f.eks. Gregory Dean og Tobias Prætorius.

Tænk, at vi er så heldige at have kunst og kunstnere af en kaliber her i andedammen. God fornøjelse.

PÅ DEN GRØNNE GREN I GRØNNEGADE

Restaurant Grønnegade er en københavnerklassiker, nogle måske har glemt i trængslen af de mange andre, dejlige spisesteder, der er sprunget ud nær Det Kgl. Teater. Det får vi lige rettet op på.

Det smukke gamle hus fra 1689 er rammen om en smukt indrettet restaurant med en lækker, dæmpet hyggebelysning, sjove krinkelkroge og en rar, personlig stemning, hvor man straks føler sig velkommen.

Som solospisende denne dag, mente jeg først, at et glas lyserød champagne som aperitif blev en tand for fimset, men jeg lod mig heldigvis overtale af stedets imødekommende indehaver og nød derfor et dejligt glas boblende, fyldig rosé champagne, mens jeg studerede menuen. RG har i øvrigt et stort, spændende vinkort, hvor der i sandhed er noget at gå i gang med, hvis man er i stødet.

Jeg valgte tre retter til 475 kr. startende med en ballotine af torsk rørt med rygeost, agurk og peberrod.

En smuk og velsmagende servering, smagsmæssigt måske lige en tand for diskret.

Velsmag og fylde var der til gengæld i min bisque på dansk taskekrabbe med høbagt selleri, salvie og fermenteret hvidløg.

Ups, der kom sørme også lige et dejligt glas 2019 Macon Village fra vinmenuen, der fortsatte til hovedretten med et glas rigtig god 2018 Saint Clair Pinot Noir fra Marlborough New Zealand, med masser af peber og et godt bundtræk, som de siger i Jylland.

Pinot’en var perfekt til  aftenens bedste ret, braiseret gris på ben med kejserhat og ramsløg-chiffon. (Sjovt billede iøvrigt.)

Kaffe og Sauternes satte et dejligt punktum for dette fine måltid. Man kan ikke andet end at føle sig på den grønne gren i Grønnegade.

Velbekomme.