TOSCA • OPERAEN
★★★★☆☆
FOTO: Camilla Winther
ANMELDELSE TOSCA: FULDBLODS OPERA OPLEVELSE
Tosca rummer noget af operahistoriens mest fabelagtige musik.
Tre af arierne, Recondita, Vissi d’Arte og Lucevan Le Stelle er blevet definitionen på opera, når genren er allermest gribende. Oplev dem live netop nu på Holmen, i en dynamisk, tempofyldt og spektakulær iscenesættelse, der måske savner en smule X-faktor hos solisterne – men i det samlede billede alligevel ender som en fuldblods operaoplevelse.
Topstjerner som Pavarotti, Callas, Kauffmann, Calleja, og den nu unævnelige, russiske topsopran Netrebko, har gennem tiden sunget sig til verdensberømmelse gennem Tosca, der har sparket Puccini op på 3. pladsen over de mest spillede operakomponister, kun overgået af Mozart og Verdi.
Puccini The Movie kunne blive et skandale-skønt, kulørt streaming-hit.
Den farverige, italienske opera-playboy’s celebrity-historie er lige til Netflix.
Hans sikre greb om både operahåndværket, damer, drinks, tobak og hurtige biler fornægter sig ikke, og bragte ham i mange prekære situationer.
Tosca er nr. 6 på listen over de mest spillede operaer, hvor La Bohême (også Puccini), er nr. 2.
Nr. 1 er i øvrigt stadig Tryllefløjten (Mozart), som jeg med operaens op til 4 timers spilletid og endeløse singspiel-sniksnak, personligt er begyndt at få det lidt stramt med, dens kvaliteter i øvrigt ufortalt.
Tosca er en såkaldt Verismo-opera, et udtryk som dækker over bestræbelsen på at fremstille ægte menneskers sande følelser.
I modsætning til f.eks Barberen i Sevilla (Rossini) som er såkaldt Opera Buffa med gøgl, gags og herskab og tjenestefolk i forvekslingskomedie på speed.
Skal vi lige gøre det færdigt, er Opera Seria en mere nobel omgang, ofte med historiske figurer som konger og kejsere i sympatisk fremstilling. Og så lukker vi lige teoribogen for i dag.
I Tosca er det alvor, og følelserne sidder uden på tøjet, når trekantsdramaet udspilles i en djævelsk duel mellem hovedpersonerne. Mesterværket er udmøntet i en tætskåret handling, som rent faktisk er til at hitte rundt i.
Aktørerne er fritænkeren, kunstmaleren Caravadossi, der vil gå i døden for sin oprørske ven Angelotti på fængselsflugt, og deres fælles, politiske overbevisning.
Hertil kommer Politichefen Scarpia, operahistoriens mest gustne krænker-slyngel og min personlige skurke-favorit over dem alle. Voldemort er en ren spejderdreng ved siden af, ups det navn sagde jeg bare ikke.
Samt selvfølgelig Tosca herself, operadivaen i rødt, fanget i skarpladt kærligheds-krydsild mellem egne følelser og et mildt sagt Farligt Begær fra anden side.
Det hele monteret på en usikker platform af politisk ustabilitet, med Napoleons revolutionshær på vej mod Rom og udsigten til, at magten vil skifte hænder.
Operaelskere har gerne set Tosca dusinvis af gange, og det tåler den sagtens. Hver gang opdages nye nuancer, ligesom genhøret med hit-sekvenserne glæder ubetinget.
Det Kgl.’s aktuelle opsætning er ingen undtagelse.
Peter Langdals respektfuldt opdaterede udgave er gribende på de indre linjer i portrætteringen af kærlighedens og magtspillets psykologi.
Karin Betz brillerer endnu en gang visuelt, og accentuerer operaens indre verden med sin strømlinede, modernistiske scenografi af magtfuld designer-arkitektur i truende sort og neon, vredet i styrtende linjer med kurs mod kollaps.
På denne repremiereaften kunne publikum nyde et velspillende kapel dirigeret af Rafael Payare. Ikke mindst huskes det smukke, let bølgende, lyriske præludie, der åbner 3. akt med uskyldsrene drengestemmer. Blændende.
Maria Pia Piscitelli var en god Tosca, og leverede en flot Vissi d’Arte, mens Jens Søndergård som Scarpia næsten var lidt for flink, og savnede noget af den rablende hensynsløshed, der tegner rollen.
Niels Jørgen Riis ramte måske ikke helt Pucini-pedalen i den store afskedsarie Lucevan Le Stelle. Til gengæld stod han for en af forestillingens visuelle træffere.
Langdal har vinklet henrettelses-scenen, på en mildest talt effektfuld måde, jeg ikke synes at have set før.
Forestil dig den dødsdømte Caravadossi midt på scenen, med ryggen til publikum, foran de bevæbnede soldater i Scarpias forbryderiske execution squad, der således peger geværerne direkte ud mod alle os lamslåede tøsedrenge salen, da de trykker af. Wow!
THE PESCATARIAN FISKER EFTER GENSYN
The Pescatarian for enden af Amaliegade helt oppe ved Gefion springvandet er helt sikkert besøget værd.
Restauranten præsenterer sig som en ’love affair’ med lokal seafood og sæsonens grønt. Det med kærligheden er ikke helt løgn. Jeg blev hurtigt forelsket i dette klart anbefalelsesværdige spisested, som det ellers er lykkedes mig at forbigå i pinlig uvidenhed.
Menuen til rørende 600 kr (dobbelt op hvis du tilvælger vinmenuen) bestod af seks lækre små anretninger.
Hver især originalt komponeret og tilberedt med håndværksmæssig dygtighed.
Mad, der smager af noget og ser spændende ud på tallerkenerne. Hvad mere kan man ønske?
Efter et par delikate snacks nød jeg en skøn fisketatar med stikkelsbær og peberrod, fulgt af røget makrel under en varm, blød dyne af kartoffelpuré.
Så var opmærksomheden vækket for de danske blæksprutter der blev serveret med løg i velsmagende, kraftig bouillon af musling.
Rosenkål med fermenteret hvidløg var en smækker smagskombo, mens den stegte skærising nok lige var paneret lidt rigeligt og forsvandt deri.
Finalen var en forrygende dessert af havtorn, gulerod og hvid chokolade. Lyder det lækkert? Det var det også.
Service i det lyse, åbne lokale var kvik og imødekommende – selv akustikken var rar.
Gintonics efter middagen indtages med hygge-fordel ved i forlokalet, hvor stemningen er travl og man har farlig lyst til at blive hængende.
Hvis vi gav restaurant-stjerner hos Det Sku’ Du Se, havde The Pescatarian fået fem styks for sin vellykkede blanding af skarp pris, originale serveringer, god ambience og en dejlig aften i byen.
På gensyn her, eller i søsterrestauranten Marv & Ben.
