DAGENE, DAGENE, DAGENE • REVOLVER

★★★★☆☆

Foto: Emilia Marienlund Klint

ANMELDELSE DAGENE, DAGENE, DAGENE: TABER-KOMEDIE MED TIDSÅND OG ATTITUDE

Der er zeitgeist, selvironi og kul på Anne Sofie Wanstrups præstation i Revolvers aktuelle taberkomedie, der udstiller influencerkulturens hulhed og afmagten i vores sociale konstruktioner.

Den fallerede blogger Bibbs bliver forladt af kæresten Baby, og skal skaffe 100.000 kroner på rekordtid for at kunne beholde deres fælles lejlighed.

Pludselig er alt, hvad der minder om værdighed til salg, men afvisningerne og nederlagene står i kø, da den talentløse, gennemført utålelige Bibbs gør de mest uhyrlige krumspring for at skrabe gysserne sammen på en uge.

Manglen på penge er en effektiv motor i den hypede historie om knuste drømme og ubekvemme sandheder, der er skildret usentimentalt i den unge, svenske Tone Schunnessons (36) anmelderroste roman om parforholdets markedsmekanismer, som det så lækker-kynisk er spinnet i diverse omtaler.

Romanen er sat i scene med en top energisk Anne Sofie Wanstrup i hovedrollen, og jeg skal love for, at instruktør Jennifer Vedsted Christiansens fortolkning ikke går stille af. 

Forceret til det overspillede er en karakteristik, der lurer i kulissen.

Stykket er skåret som monolog, ledsaget af ganske trendy videoscenografi, hvor filmede livesekvenser af sideaktørerne akkompagnerer Bibbs’ rablende fortællinger sammen med corny closeups og grafiske animationer.

Det handler mest af alt om Bibbs’ egne, håbløse ræsonnementer, men også om Baby og hans psyko-familie, Tykke-Nina, en velhavende fællesven, der vistnok lover at slippe slanterne mod slutningen, og om samtalerne med Bibbs’ narrehat af en agent, der optræder i billig, dumsmart læderjakke foran noget urbant neon, som skal forestille Los Angeles.

Scene- og kostumedesigner Fryd Frydendahl har haft travlt og giver stykket tidsånd og attitude.

Videoerne dyrker en slags stockholmer-svensk fashion-æstetik med flad, frontal lyssætning  mens Bibbs går all-in på scenen med stolt sværvægt i en opkørt aura af Juicy Couture og botox. 

Først hævder hun at  Baby har voldtaget hende og senere trækker hun i land med henvisning til, at hun er blevet gravid og er lidt ude af balance. 

Begge dele er selvfølgelig det pure opspind, og sat i omløb  for at udløse sympati og måske ligefrem kapitalindsprøjtning fra de følgere, hun ikke længere har.

Hele historien er en grotesk udstilling af tåbeligheder i et tabermiljø, der får én til at tænke på Snabba Cash tilsat noget fra Nordkraft, og som efter halvanden time munder ud i noget, der vistnok ligner begyndelsen på en genforening. 

Det er sjovt, det er ungt og der er drøn på. Men på en eller anden måde savner man noget substans, ja måske ligefrem en pointe. Helhedsindtrykket tilbagestår sært overfladisk, og det lander trods megen entusiasme fra et stort kreativt team på fire stjerner fra Det Sku’ Du Se.