TOSCA PÅ MALMØ OPERA

★★★★★

’NØGEN’ TOSCA I INTENS OPERATHRILLER

Puccini’s psykologiske operathriller er klædt af til den skinbarlige ondskab i Malmø Opera’s gribende opsætning af Tosca.

Tosca er ofte kaldt ’verdens bedste opera’. I hvert fald er det en af opera-repetoirets mest effektive fortællinger, der holder sit publikum i et kvælertag fra start til slut.

Tosca er i sin fortælleteknik opbygget som en moderne action-thriller med tydelige, dramatiske storylines, der udvikler sig både i realtime og i parallelle forløb og krydser hinanden undervejs i et prægtigt, forwardgoing rush.

Du kan godt kalde det en HBO- eller Netflix-opera, for dramaturgien er opbygget som de bedste film og serier skæres i dag – og måske er det derfor, den er så seværdig.

Også i denne udgave på Malmø Opera, der har skruet en kende ned for ornamenteringen, så det psykologiske drama fremstår mere nøgent og isnende klart i sin kliniske ondskab.

Musikalsk er den fortryllende og rummer to af operahistoriens største megahits.

Tosca’s vidunderlige ørehænger Vissi d’arte, Vissi d’amore – jeg levede for kunsten, jeg levede for kærligheden, der var et af Maria Callas’ signaturnumre.

Samt den øjeblikkeligt, uundgåeligt tårepiskende tenor-arie hvor Caravadossi siger farvel til livet – E lucevan le stelle – og stjernerne skinnede – udødeliggjort af bl.a. Pavarotti. Det er operakunst af allerhøjeste klasse – sådan er dét bare – punktum.

Puccini er kendt for sine fremragende orkestrereringer, der også i dette tilfælde river os direkte ind i handlingen fra første sekund. Med fire, bragende powerakkorder på fuld messingblæs og pauker – fulgt op af strygere og horn på vild flugt…..

Den undvegne, politiske fange Angelotti tumler forpustet ind for at finde skjul i krypten i kirken Sant’ Andrea Della Valle, som den dag i dag troner dystert få hundrede meter fra Campo de Fiori i Rom.

Kort efter ankommer kunstmaleren Caravadossi, operaens tenorhelt, som skæbnen – og kærligheden – har lagt så nederdrægtige planer for.

Caravadossi er i gang med et Madonna-portræt, der har taget ansigt fra en smuk, lys kvinde med klare blå øjne, som nyligen har tilbragt en rum tid i kirken, fordybet i bøn.

Tosca herself gør nu sin entre. Ud over at være Caravadossi’s hengivne kæreste, er hun feteret operastjerne i Rom, og udstyret med en fintfølende jalouxi-alarm, der aktiveres ved selv små antydninger – som det nu ofte er, når ens hjerte flammer. Konkurrenterne skal holdes på afstand, skal de!

Straks ser Tosca, at Caravadossi har ladet sig inspirere af en lys skønhed til maleriet – en bash’ende modsætning til Toscas varmblodede, mørkøjede type. Hvad foregår der? Ligner det ikke fyrstinde Attavanti, hende, som har en bror, der røg i spjældet?

Så er vi i ligesom gang, og nu rykker politichef Scarpia ind med sine nikkedukker af klamme håndlangere, på sporet af den undvegne fange.

Som en af operahistoriens nederdrægtigste figurer vil Scarpia gerne have en kammeratlig samtale med Caravadossi om hans eventuelle kendskab til bortløbne, politiske aktivister i kirkens krypt. Men hvad vigtigere er – Scarpia har et Harvey Weinsteinsk, gusten-liderligt øje til den betagende Tosca. Og snart er en snedig, sadistisk/sexistisk plan iværksat, så Scarpia kan få sin grådige vilje med hende.

Smagen af Tosca’s kys bliver dog ikke helt, som han havde regnet med – og mere fortæller jeg ikke om handlingen, for du kender den nok i forvejen og ellers bør du gå lidt stille med det..

Tosca er et must see, og det er efter min bedste overbevisning en del af almindelig dannelse at have oplevet operaen mindst én gang og gerne to.

Tosca er forbryderisk godt skruet sammen og spiller på alle tangenter. Flammende kærlighed, tortur, bedrag, svidende ondskab. Knivdrab, henrettelse, selvmord. En rigtig familieforestiling, haha….

Altsammen afviklet på godt 2,5 time inkl. pause og vidunderlig musik. Stik lige dén HBO og Netflix.

Malmø’s Tosca er instrueret af Sophia Jupither, der er kendt for sin psykologisk/realistiske dramatik, der passer som hånd i handske med operaens ’verismo’ stil, altså en handling og et take, der spiller med ægte menneskers ægte følelser. Tænk, det kunne faktisk have været dig…

Alt dette kan du læse mere om i det aldeles glimrende program, der så generøst uddeles gratis i Malmø med masser af god trivia om operaens tilblivelse.

De store roller er tre-holds-besat og sangerkræfterne var i top på premiereaftenen, ligesom orkesteret lykkedes med at få det bedste ud af Puccinis mesterlige partitur.

Scenografien er storladen på en enkel og massiv måde mens kostumerne er gjort nærmest nutidigt hverdags agtige, hvilket har den overraskende effekt, at det hele bliver mere ondskabsfuldt.

Frem for en melodramatisk henrettelse med stolte politigendarmer i prægtige uniformer ender det med et uheroisk nakkeskud fra noget der kunne have været en nazistisk håndlanger i nusset cottoncoat på toppen af Shellhuset under besættelsen. Føj for pokker. Nederdrægtigt godt!

GODT HVER GANG

Det er godt hver gang på Malmø Operas restaurant. Jeg elsker at spise derinde før forestillingerne. Folk har klædt sig pænt til premiererne, stemningen er rar og forventningsfuld. Servicen vågen og imødekommende og så er glas-vinene rigtig gode. Man kan ikke bøvle med en hel flaske når man skal ind og sidde stille i dæmpet belyzzzzning.

Til Tosca premieren og her i januar/februar står menuen på en herlig frisk ’Skagen’-anretning med rejer, sprød salat og løjrom. Enkel start og god med et glas bobler til.
Herefter en glimrende helstegt hjortefilet med crispy grønkål og kirsebæpuré. En klassisk og veltillavet invitation til et godt glas rødvin fra den robuste afdeling.

Til sidst en fin varieret desserttallerken med diverse guf, bl.a. mørk chokolade og brombær. MEN……..

Nu vil jeg for første gang nogen sinde skrive noget kritisk om Malmø Opera. Den tilhørende gedeost-is smagte simpelthen rædsomt. Jeg ved godt, at hvis man ikke har noget pænt at sige, bør man overveje at holde sin mund. I dette tilfælde taler jeg frit i sandhedens tjeneste. Jeg håber dette dumsmarte, gastronomiske påhit vil afgå ved en stille død uden at efterlade sig efterkommere.

PS Billedet er fra et tidligere besøg på Operagrillen, da selv kameraet gik i sort over den gedeoste-is. Sorry….