TOSCA • PRAG
★★★★☆☆
Foto: Patrik Borecký
ANMELDELSE: TOSCA: PRÆGTIG ONDSKAB OG PRIMADONNA POWER
En mere klassisk opførelse af Tosca har jeg næppe set. Først og fremmest bekræfter opsætningen her i Prag, hvor fremragende Puccinis verdenskendte opera er. Fabelagtig, flydende musik. En dramatisk, skarpt skåret og tydelig storyline. Tårepersende hit-arier. En prægtig skurk. En bjergtagende heltinde. Og en masse døde. Hvad mere kan man forlange?
De dør som fluer i Tosca. Den politiske flygtning Angelotti begår selvmord i en brønd, efter at være blevet opsporet af terrorregimets politisoldater.
Åndsfællen, kammeraten og kunstneren Caravadossi bliver efter tortur i garrotten henrettet ved skydning, hvor han ellers var stillet i udsigt, at der ville blive anvendt løst krudt. (Puha, den historie er fornylig blevet ubehageligt aktuel).
Den nederdrægtige politichef Scarpia knivmyrdes under voldtægtsforsøg i sit hovedkvarter, og udånder i en blodpøl på marmorgulvet i det elegante Palazzo Farnese.
Tosca flygter fra sin pågribelse, ved at springe ud fra toppen af Engelsborg-fæstningen i Rom, og knuses mod jorden efter fald fra stor højde. Splat!
Som man sidder dér i Prags smukke Statsopera og tørrer sine tapre operatårer af kinderne, kan man fundere over, hvorvidt Tosca i grunden altid skal opføres så loyalt som her. Giver det alligevel mening, nu og da, at fortolke og udfordre mesterværket i sin struktur og lokation?
I Salzburg har jeg ved festspillene sidste sommer overværet Anna Netrebko-udgaven, hvor Scarpia overlevede knivstikket (Toscas Kys) og dukkede op på taget af et luksushotel i slutscenen, for at plaffe hende ned i selskab med en gruppe Hiltler-jugends, som jeg aldrig helt fattede, hvor kom fra.
Senest har jeg læst om instruktør-provocateur Martin Kušej’s skandaløse udgave i Wien, som nogle kalder Den Værste Tosca ever, og andre elsker som et nybrud.
En ufatteligt modig og brutalt grim Sne-Tosca renset for kunst, Rom og religion, med afskårne kropsdele dinglende fra nøgne træer, en liderlig, masochistisk Tosca, muligvis med Stockholm-syndrom, en Angelotti sølet i blod, vandrende rundt i sneen og nærmest voldsparate buuuh’s fra publikum til teaterdirektørens udelte tilfredshed. Så blev der fanme lige markeret! Måske er det godt lige at ryste posen ind i mellem. Er det ikke kunstens raison d’etre?
Her i Prag gik det anderledes traditionelt for sig, og jeg hæftede mig især ved scenografien, som er ikonisk for netop dette teater.
En scenografi skabt af den verdenskendte, tjekkiske Josef Svoboda helt tilbage 1940’erne og rekonstrueret i 1990’erne.
Et betagende skue af sort/hvide kæmpe-fotostater af de tre klassiske lokationer – kirken Sant Andrea Della Valle, Palazzo Farnese og toppen af Engelsborg. Alle motiver sammensat i vilde, disruptede vinkler, der understøtter både fortællingens renæssance-æstetik og emotionelle kaos.
Solisterne denne aften kørte den hjem på rutinen. Bedst var Scarpia, sunget af Krzysztof Szumanski i en dæmonisk, charmant udgave, som det er lige før, Tosca kunne have forelsket sig i frivilligt. Der ér som bekendt noget med mænd og magt.
Tosca blev sunget af Ewa Vesin med stort overskud og primadonna power, men savnede måske den ømhed i Vissi d’Arte arien, der kan lægge en sal ned. Caravadossi var et tappert Corona-vikariat, som efter en lidt presset start sang E lucevan le stelle, så de små hår rejste sig. Dén arie trykker så hårdt på min Puccini pedal, at jeg skælver allerede efter få takter. Hvad sker der lige for dét.
Publikum er velklædt i Prag-operaen, masser af flotte kjoler, lynende brillanter, smokings og skarpe suits. Champagne og canapeer i pauserne fuldender oplevelsen. Bravi tutti!
FIELD: BEDSTE RESTAURANT I PRAG
Field er et gourmet-must i Prag. Chef Radek Kašpárek har scoret en fuldt fortjent Michellin-stjerne for sit stædige fokus på moderne køkken med skarp præsentation af råvarer og ingredienser. Han går ikke af vejen for at skrue op for smagen, og overraske med nye versioner af ellers velkendte retter.
Indretningen er skandinavisk/enkel med et hyggeligt, ret syret slideshow i loftet og en helt moderne, knaldrød, blankpudset plov spændt op på væggen. Ok, der er dømt mark. Efter min mening er Field hastigt på vej mod M-stjerne nr. 2.
Jeg besøgte restauranten til frokost og valgte Degustation-menuen, som viste sig at være en opvisning i køkkenkunst og velsmag. Du får den lige her uden superlativer.
- Ål, blomkål, shitake og ingefær
- Galtetand (urt i mynte/salvie-familien), løg, solbær og lakrids
- Kalv, artiskok, kålrabi og merian
- Oksemarv, relish, sort hvidløg og kartoffel
- Æg, dild, tatar og vinaigrette
- Dådyr, foie gras, kål og trompetsvamp
- Ost, brombær og løgsmør
- Græskar, gingerbread og candyfloss (!)
- Hasselnøddeis, brunet smør, karamel og kamille.
Jeg valgte den opgraderede vinpairing og fik bla. skænket Biondi Santi 2006 og Aloxe-Corton 2015, som sammen med dessertvin fra Donnafugata gav mig tårer i øjnene af vin-fryd.
Prisen for hele oplevelsen var måske lidt stejl for Prag, men vi er i Østeuropa og man kan stadig flotte sig for en rimelig penge.
