TOSCA | SALZBURGER OPERA FESSPIELE

 

★★★★

 

Foto: Marco Borelli

ANMELDELSE TOSCA: NETREBKO VISER FORMATET, MEN…

Anna Netrebko, en af tidens mest feterede supersopraner, drysser stjernestøv ud over en flot Tosca ved Salzburger Festspiele.

Opdaterede påhit fra instruktør Michael Sturminger gør aftenen pletvis besynderlig, men Puccinis fabelagtige musik i hænderne på Wiener Philharmonikerne er ikke til at holde nede. Tosca er helt igennem fantastisk opera med sit kompakte, nederdrægtige plot, en kæmpeflot scenografi, en fantastisk skurk og to af operahistoriens mest ikoniske arier.

Instruktør Michael Sturminger diskuterer allerede i programnoterne, hvorvidt man bør flytte et eneste komma i Puccinis Tosca, der af mange er udråbt som verdens bedste opera.

Har man som instruktør en forpligtelse til at gengive originalen så præcist som muligt – eller har man netop en forpligtelse til at fortolke, tilføje og opdatere, for at bringe et værk på omgangshøjde med tiden, og dermed grundfæste dets relevans? Tja, tjo, bum bum.

Sturminger har valgt en problematisk både/og-løsning i sin opsætning af denne Tosca, der med den russiske superstjerne Anna Netrebko i titelrollen har fyldt Salzburgs Grosses Festspielhaus til sidste plads. Et tydeligt velbjerget elitepublikum sørger for et massivt opbud af gallakjoler og brillantsmykker, der er en royal fest værdig.

Udenfor holder knivskarpe powerlimo’er og flabede sportsvogne på stribe (Audi er blandt festival-sponsorerne og viser alle luksusmodellerne frem, med jakkesætklædte chauffører ventende side om side. Det er et fantastisk skue og passende illumineret af paparazziernes blitzlys, der flasher i de det overskudsramte, smalltalkende operapublikums boblende champagneglas foran teatret og i foyeren. Herligt!

Måske er det Sturmingers passion for filminstruktion, der har fået ham til at åbne denne Tosca med en kraftfuld, actionfyldt overraskelse, der er som taget ud af en blockbuster.

Scenegulvet hæver sig, og vi er med ét nede i en moderne parkeringskælder, hvor et James Bond agtigtigt shootout udfolder sig i halvmørke med et bevogtet transportkøretøj under angreb – maskerede partisaner og kampklædte vagter anes gennem røgbomber, lysglimt af chokgranater og larmen fra knaldende automatvåben. En befrielsesaktion, forstår vi.

Snart efter sænkes gulvet igen og vi befinder os i en dårende smuk udgave af den romerske kirke Sant’ Andrea della Valle, hvor den flygtende Angelotti nu skjuler sig for Scarpias politisoldater. Noget af en intro!

Herfra fortsætter vi (ind til videre) i mere velkendte rammer, mens de pragtfulde arier afløser hinanden, og den skønneste musik får lov at fylde salen.

Kunstneren Caravadossi er i gang med sit udsmykningsarbejde i kirken, som præsenteres i et formidabelt widescreen stagedesign af Renate Martin og Andreas Donhauser.

Her får han besøg af sin kæreste Floria Tosca, der kigger ind for at aftale et stævnemøde – og lige tjekke at kunstneren ikke laver ikke laver narrestreger med de modeller, han bruger som forlæg til de kunstneriske udfoldelser.

Det er deres samspilsramte kærlighedsforhold, der er motoren i resten af det voldsomme drama, som skal udspille sig. Og hvilket drama!

Ud over at være morderligt jaloux og feteret sangerinde i fortællingens Rom med Napoleons besættelses/befrielseshær på fremmarch, er hun uheldigvis også genstand for den nederdrægtige politichef Scarpia’s besidderiske liderlighed.  (Bedst smager mig den kærlighed, der er taget med magt! Det er dér, vi er!)

Handlingen i Tosca kender du selvfølgelig, men du får lige et brush up.)

Scarpia er på jagt efter den undvegne politiske fange, reublikaneren Angelotti og får snedigt brugt Tosca til at føre sig til sit bytte.

Som en del af planen arresteres Caravadossi – og det er hans skrig fra torturkælderen, der får Tosca til at røbe Angelottis skjul og indgå en djævelsk aftale med Scarpia om at bytte et trodsigt knald på sofabordet for Caravadossis frihed.

Det er her, salen får, hvad den er kommet efter – nemlig superstjernens mesterlige udgave af megahittet Vissi d’arte (Jeg levede for kunsten, Jeg levede for kærligheden.) 

Den berømte arie, leveret af tidens måske største sopran i disse topgearede omgivelser, efterlader ikke et øje tørt – og applausen hamrer fortjent ned over Netrebko i operaens ualmindelig flot iscenesatte signatursekvens. Et magisk øjeblik, hvor Netrebko viser formatet, så man ikke glemmer det lige med det samme.

Smag Tosca’s kys er den ikoniske replik, da hun kort efter dræber Scarpia med kniven fra frugtskålen og vi tror dagen er reddet – men ak.
Scarpia har en trumf i baghånden og det ender galt for alle involverede.

Desværre holder stjernestøvet ikke hele vejen hjem, hvorfor der også har været lidt delte meninger om denne Tosca i den internationale operapresse.

Blandt instruktør Sturmingers ’opdateringer’ er bl.a. en modernisering af soldaterne i henrettelsespelotonen, der ud af den blå luft er blevet til en håndfuld Hitler Jugend-agtige, hjernevaskede børnehjemsdrenge (som er dem, der får jobbet med at henrette Caravadossi med løst krudt, der ikke er så løst som aftalt.

Endvidere viser det sig, at Scarpia ikke er død for Tosca’s hånd men dukker op til sidst og skyder hende, før hun når at hoppe ud fra det, der plejer at være fæstningstårnet i Castello Sant’Angelo. Men sådan er det ikke her.

Sturminger lader nemlig slutscenen inkl. tenor-hittet Lucevan Le Stelle udspille sig på taget af et hotel ved Navn Il Divo, der måske/måske ikke refererer til italiens tidligere, skandaleramte statsleder Andreotti, hvis korrumperede magtmisbrug, Scarpias ondskab på en eller anden måde er kalkeret over.

Noget af en lang aflevering at løbe efter, oder was?

Netrebko er en Tosca af tårnhøj klasse, der i denne opera har mulighed for at spille et spejlbillede af sig selv som feteret diva.

Hun gør det så godt, at Eusif Eyvazov som Caravadosssi blegner noget, for  ikke at sige ret meget, ved siden af. Det smukke tenorparti får denne aften en lidt skarp, forceret klang og er hørt meget bedre.

Som den onde Scarpia gør den franske, Marseilles-fødte Ludovic Tézier et brændende, overbevisende indtryk med sin flotte bariton. 

Jeg købte straks en cd med ham, hvor han synger Verdi arier, og jeg skal da ellers love for, at der er smæk på den bariton  – en flammende mørk klang og en silkeblød legato. Hold øje med navnet og oplev ham, hvis du får muligheden.

Sidepartierne som Spoletto og Angelotti kaster ikke meget af sig. Begge præstationer blev dog accepteret nogenlunde af det kræsne publikum.

Det samme gjaldt ikke instruktør Sturminger, der måtte lægge øre til en del smokingklædte buh-råb, da han kom på scenen til fremkaldelserne.

Lidt skræmmende, men også lidt fedt, for selvfølgelig får det hele noget mere nerve, midt i al den afmålte høflighed, der kendetegner Salzburg. En god Tosca er bare ikke god nok her.

Aller flottest står Te Deum scenen, der afslutter første akt, med kæmpe kor og alle statister on stage i et overdådigt scenograferet, katolsk udstyrsstykke i brusende flot musik for fuld volumen. 

Så kan Sturminger altså komme med alle de mærkelige påhit, han vil, syndsforladelsen er hjemme. Vi lander på fire stjerner.

 

ESSZIMMER HOLDER HVAD STJERNEN LOVER

En af Salzburgs Michelin-stjerner blinker i gourmetrestauranten EssZimmer, 5 minutter på cykel fra centrum. 

15 minutter hvis det øsregner, og man bruger halvdelen af tiden at vride sit jakkesæt under et træ. (De gloede godt nok lidt, da jeg kom ind.)

Restauranten, der drives af ægteparret Andreas und Andrea Kaiblinger kunne godt bruge en ny indretningsarkitekt, men køkkenet har styr på detaljerne og serverer en smukt komponeret menu i Michelin-kategorien, hvor der godt må dimses lidt ekstra med sagerne. Også priserne er dullet op, men stadig rimelige. 

EssZimmer har desuden den fordel at de har frokoståbent, hvilket under mit anmelderophold viste sig at være en sjældenhed blandt byens andre topspisesteder.

Pænt upraktisk, når aftenerne tilbringes i teatret og næsten ingen har åbent efter teatertid. 

Men lad os nu komme til bords…

Køkkenet lagde ud med en fin, lille snacky anretning af råmarineret forel med to teksturer af gulerod.

Herefter fulgte første forret, en smuk variation af gåselever med svampe og abrikos. I glasset blev skænket en god Riesling 2018 fra Hirch.

Næste ret var en ret flabet servering af kammusling på sprødstegt vandmelon. Originalt og ret godt set – en lækker sprød tekstur, der blev afrundet af en creme på ærter og tomat. 

Den spanske Gewürtztraminer med tydelig blomst gav god mening.

Uha uha, så kom kaviaren! En skefuld var monteret på toppen af et stykke skindstegt havkat, der spandt i et bad af kraftig bouillon – måltidets bedste ret.

Lidt mere traditionel, men bestemt velsmagende var kalvemørbraden med ravioli af oksehale og crunchy grønt.

En lidt skarp Blaufränkich viste sig at være en velvalgt pairing.

Desserterne er altid lidt af en legeplads på Michelinrestauranter.

Cheese brulé er måske et nødvendigt eksperiment. Men som forsøgsperson måtte jeg trække mig halvvejs. Dén ret skal man vist være mor til, for at kunne elske for alvor.

Kærlighed ved første blik var der til gengæld, da sidste ret, variationer af kokos i marengs, parfait og hvide chokolader, blev serveret sammen med en ypperllig Spätlese.

Flot håndværk og en rigtig god stund hos EssZimmer, der holder, hvad michelinstjernen lover.
Velbekomme.