TOSCA • HAMBORG

★★★☆☆☆

Foto: Arno Declair

ANMELDELSE TOSCA HAMBORG: LESS ER IKKE ALTID MORE

Tosca er og bliver verdens bedste opera. Også selv om den canadiske stjerneinstruktør Robert Carson (57) har skruet lidt rigeligt ned for krummelurerne i sin udgave af Puccinis mesterværk på Staatsoper i Hamborg. En skrabet scenografi dyrker ideen om et kammerspil, hvor følelserne står skarpt – men tager også lidt af magien ved en aften i operaen.

Tosca har det hele: Et skarpt skåret plot, en gribende flot, sentimental orkestrering,  tårefremkaldende hit-arier og et overskueligt persongalleri med hovedkarakterer, der er fanget i et genkendeligt menneskeligt dilemma. 

Robert Carsen har et imponerende CV med opsætninger alle de store steder, f.eks. på The Met i New York, Scala i Milano, Seebühne i Bregenz, Bastilleoperaen i Paris, La Fenice i Venedig og Salzburg festivalen.  

Carsen er uomtvisteligt et af tidens store navne, og en rutineret stage director, der ved, hvad han har med at gøre. Hvorfor sidder jeg med en uforløst fornemmelse bagefter? 

Det er bestemt ikke, fordi det skorter på stærke sangere i hovedpartierne. 

Den engelske tenor Adam Smith er en lidt stram Caravadossi, med distinkt frasering og en noget skarp klang. I det sceniske udtryk minder han måske mere om en gymnastiklærer end en kunstmaler, men hans sikre udgave af den pragtfulde arie Lucevan le Stelle, hvor den dødsdømte kunster siger farvel til livet, trækker massivt bifald fra publikum. 

Som Tosca er amerikanske Aylin Perez ren nydelse med sin ubesværede sopran og indlysende skønhed i smukke, lyseblå (!) kjoler. Ikke et øje er tørt efter Vissi d’Arte, der  sidder præcist hvor den skal, med fyldestgørende orkesterspil fra Hamborg Philharmonikerne. 

Allerbedst er dog den milanesiske baryton Franco Vassallo som Scarpia, der er velsyngende med en lækker, rundet klang  og præcis så nederdrægtig, som partiet fordrer. 

Alt er således i den skønneste orden – men. Jeg har et problem med iscenesættelsen som jeg udmærket forstår hensigten med, men ikke applauderer virkningen af.

Less is more, siger man gerne, mens man anlægger kendermine – men i dette tilfælde er  less faktisk less.

Kirkerummmet (stemningsfulde Sant’Andrea della Valle ikke langt fra Piazza Navona), som Caravadossi dekorerer, og hvor Angelotti styrter ind for at gemme sig, er udskiftet med en slags konferencesal med stolerækker, der kunne have stået i Bella Centeret.

Pragtgemakket i Palazzo Farnese lige bag Campo di Fiori synes under ombygning, og er domineret af en stor, grå, umalet væg af gipsplader med påskriften rygning forbudt. En lidt fattig setting for den opera-ikoniske scene, hvor Tosca knivmyrder Scarpia.

Toppen af Engelsborg-fæstningen med kig til floden, der løber gennem Rom, og hvor slutscenen udspiller sig, er erstattet af et trægulv og en murstensvæg, der mestendels henligger i mørke for at fokusere opmærksomheden omkring den menneskelige tragedie der udspilles. Hmm!

Ja, jo, sådan kan man også, men den visuelle oplevelse er en del af operamagien, og Carson har gjort et unødvendigt offer ved at skrue ned for den ’autentiske’ stemning af katolsk overdådighed, palazzo-aura og dyster fængselsborg med rooftop henrettelsesplads.

Denne Tosca er en Hamborg repertoire-forestilling med snart 25 år på bagen, som kunne trænge til et nyt take.

Der er tre stjerner fra Det Sku’ Du Se til en forestilling med gode, musikalske kalorier, men som skuffer noget i den sceniske eksekvering.