INGENMANDSLAND • MUNGO PARK
★★★★☆☆
Foto: Mungo Park
ANMELDELSE INGENMANDSLAND: UFO MUSICAL BOBLER AF MUSIKALITET OG ENERGI
Mungo Park, teatret på evig opdagelsesrejse, har kastet sig ud i at genopdage musical-genren.
Med Ingenmandsland indvier unge Mungo-chef og instruktør Anna Malzer Allerød-teatrets nyopførte scene, under stort champagneståhej og festligt fremmøde af nye og gamle Mungo-VIP’s.
Første skud fra scenen, er en forestilling, der bobler musikalitet og energi, men også har lidt svært ved at finde sig selv.
Der handler om tro, håb og UFO’er i et lidt tyndt, men kærligt plot, begået af dramatikeren Nanna Tüchsen, som dykker ind i et UFO-miljø, der har fået ny fut i raketterne efter Pentagons offentliggørelse af uforklarlige hændelser med uidentificerede flyvende objekter, filmet og dokumenteret af amerikanske jagerpiloter. Du kan finde de ret vilde klip på You Tube.
UFO’erne er gået fra at være latterliggjorte tossestreger, kult og kukkeluk til dødsensalvorlig sikkerhedspolitik. Eller er de?
Rigtig sjovt set, at lave en musical ud af emnet. Ideen forekommer måske at have et større potentiale, end det, som blev forløst denne premiereaften.
På ydersiden handler det om mystikken – is there anybody OUT there?
På indersiden handler det om vores indbyggede trang til at finde en slags mening og en større idé med det hele.
Det overjordiske får jordforbindelse i en hverdagsagtig grundhistorie om den ret så almindelige, unge mand Orhan, hvis far for nylig er død efter længere tids psykisk ustabilitet, angiveligt som eftervirkningerne af en slags UFO-kontakt.
Efter fundet af gådefulde båndoptagelser sætter Orhan sig for at finde hoved og hale i sagen, og måske samtidig lære noget om sin far, som han aldrig rigtig kendte.
De fire skuespillere Alexander Mayah Larsen, Laura Kjær, Henrik Prip og Søren Birch Plum kæmper handlingen frem igennem en række nye og gamle danske poprockhits, hvori de selv agerer orkester.
Musikalsk topper det i den gyngende, tunge slowfunky blues Ingenmandsland, der mindede mig lidt om Elton John klassikeren Bennie And The Jets, med sine saftige, heavy stabs.
Den gamle Gnags-træffer Danmark (Li’meget hvem du er, li’meget hvor du er, så velkommen her) får ny betydning i UFO-konteksten, og leveres følsomt af altid gode Henrik Prip som UFO hippie med gummistøvler og rockspade.
Laura Kjær er bare hammer sej på de trommer, og præsterer godt som Sandhedssøgeren i blåt suit i ensemblespillet, hvor dialogerne dog ofte hænger lidt i tynd luft.
Bedst huskes den effektfulde kostumering af de aliens, der symbolsk og drømmeagtigt blander sig fra tid til anden.
Scenografien er holdt til den meeget enkle side, og forhindrer ikke, at den UFO-musical, der forekommer så god på papiret, taber drive på rejsen og lurer på at antage karakter af de Uindfriede Forventningers Omgang.
Stykket munder ud i i en kærlig, enkel poesi om det smukke i at TRO på noget – også selv om pointen i dette tilfælde ender med at binde en ret løs knude på historien.
Hvad gør man, når man i årevis har ventet i skjul på en dommedag, der aldrig indtraf, og et rumskib til Venus, der ikke kom som aftalt?
(Bonus info: temperaturen på Venus ligger som følge af amok-løben drivhuseffekt på omkring 500 graders varme og trykket er, som at befinde sig under vand på ca. 1 km’s dybde. Man skal virkelig tro på det.)
Mungo Park er fuld af talent og ikke bange for at tage chancer. UFO-eventyret Ingenmandsland har ægte Mungo-atmosfære men lander nok ikke helt.
THEO: GODT NYT I SKINDERGADE
Jeg kunne have sparet mig mine betænkeligheder, da menukortet hos Theo foreslog en 7 retters menu for 400 kr.
Måltidet var rent ud sagt smaddergodt og mere end pengene værd
Restauranten i Skindergade er i familie med Gemini og Norrlyst, og tilbyder, hvad de selv kalder Bistronomi – nutidige, europæiske retter, inspireret af ejernes yndlingsspisesteder i Paris, London, Barcelona, Stockholm og Berlin.
Som reklamemand vil jeg sige udtrykket Bistronomi er en tand for fikst, men det er faktisk ikke helt ved siden af.
Retterne er i grunden ret enkle og baseret på nogenlunde ’normale’ råvarer af god kvalitet – men tilberedningen har kant og serveringerne er smukke og rækker ud mod gastronomisk æstetik.
Frisk og med bid var Theos signatur-tatar på rå okse fra Himmerland med romesco og syltet salatløg.
Den Burrata/Mozzarella-agtige softcheese Stracciatella med 10 års blommebalsamico og endive var en lækker lille servering, med både sødme fra balsamicoen og bitterhed fra de rødkantede blade endive.
Allerbedst var en piv frisk ceviche af helleflynder med agurk og stikkelsbær.
Det hele serveret samtidig med dejligt brød på Ølandshvede, der gemte på en lille infusion af hvidløg og timian.
Næste ret var sæsonrigtige svampe, stegte kantareller med Vesterhavsost og sauce på Karl Johan.
Til hovedret fravalgte jeg grillet dådyr, og snuppede i stedet skindstegt kulmule, grillet courgette og sauce på brunet smør. Et flot stykke fisk med lidt for rigelig garni.
Faktisk så meget, at jeg droppede desserten til fordel for en god cortado.
Bagte blommer med mælkeis, mazarinkage, mouse på myseost og solbær må jeg få næste gang.
Et super godt, nyt uprætentiøst prisvenligt spisested i Indre By, som jeg i grunden helst ikke vil anbefale for varmt, da jeg gerne spiser der snart igen, og det allerede er ret svært at få bord. Det forstår man godt.
Velbekomme.
