ATLANTIS | TIVOLI
★★★★
ANMELDELSE ATLANTIS: TYND MUSICAL, FEDT SHOW
Solister i topklasse og et bragende flot production design haler genopsætningen af 90’er musicallen Atlantis tørskoet i land.
Et 20 mand stort liveband under ledelse af Mikkel Rønnov flår tæppet væk under dig i den hæsblæsende indledning til denne musical, som er gearet med en ny og større orkestrering, der får taget over Tivolis Koncertsal til at lette, denne premiereaften med en fyldt sal af festklædt publikum i absolut hopla.
Et designhold fra Londons West End har sørget for en knivskarp indpakning af løjerne, der tilmed er udstyret med den bedste lydproduktion, jeg mindes at have oplevet til en musical ever.
Inden længe har vi vores egen musicalkonge Stig Rossen på scenen i hoved/skurkerollen som Jabbador, der ønsker sig Kong Atlas’ trone, og vil gå hele vejen for at få den – og dermed magten over Altlantis’ sagnomspundne rige.
Galt må det ende, naturligvis, men ikke før vi har været gennem en masse forviklinger, der udgør det skelet, en række flot udførte, spektakulære musicaloptrin hæfter sig på.
Nogle har det stramt med Stig Rossen, der måske ikke altid har en attitude, der matcher janteloven.
Men det kan du godt pakke sammen, for hold da HELT op, hvor er Rossen god.
Ikke bare vokalt og dramatisk, men det virker også, som om hans blotte tilstedeværelse i castet sikrer ro på bagsmækken for hele holdet af dygtige, veloplagte musicalperformere, der giver den max. gas med stor sikkerhed og selvtillid.
Værsgo’ Stig – fra nu af må du godt kalde dig dansk musicals Beckenbauer!
Rockjubel og applauser trækker også Thomas Høj Falkenberg som den unge, eventyrlystne Silvan, der er sådan en slags Disney-type heltetenor med en lys, renskuret klang, som skabt til kvindehjerters erobring.
Silvan tegnes med en virkelig flot præstation af Falkenberg, der sammen med stortalentet Johanne Milland Petersen i sin første hovedrolle som prinsesse Adalena leverer musicallens lovestory, der er lige så køn, som den er forudsigelig.
For som musical er Atlantis et flot skåret stykke underholdning, der trækker på snart sagt hver eneste kliché, du kan finde i musicalindustrien.
Du får skurke i læderbrynjer med sleske medløbere.
Du får smækre dansere med knaldende tamburiner og sexede miner i løs hør.
Du får ophøjede ledere i renfærdige, hvide kapper og semi-okkulte hokuspokus-tegn (tænk Star Wars møder Tryllefløjten).
Du får selvfølgelig også en skønt koreograferet gavtyve-drikkescene på kroen, sværdkampe, gift på flaske, et kongemord, en uskyldig publikums-darling på flugt, teaterrøg og altings undergang i et eksplosivt lysdesign. Alt i alt ikke så lidt.
Skal vi kalde det en travl dag på kontoret!
Hittet Morgen På Atlantis leveres 100 procent vandtæt af 2018 Grand Prix vinderen Jonas Rasmussen og efterlader salen i vemodige tårer.
Den sidder lige i skabet trods sin noget ophøjede selvhøjtidelighed. Det er lige til kanten, altså…
En ørehænger, der lider under forestillingens generelle kærlighed til power-balladens genetik.
For alt i Altantis bliver UDBASUNERET for fuld tsunami, og i længden bliver det altså noget forceret med al den energi, der pumper her, der og alle vegne i dette potente udstyrsstykke. Er jeg kedelig nu?
Atlantis er bestemt ikke et plot fra den allerøverste musical-hylde. Dertil er det hele set lidt for meget før.
Men er det en tynd historie, så er det til gengæld et fedt show – et super velsmurt stykke underholdning, der kan opleves i Tivoli til forestillingen tager på turné til Århus, Holstebro og Odense.
God fornøjelse!
FIGARO: BRYLLUPPET MÅ VENTE
Figaro er en ny Bar & Fiskebistro lige ved Plænen i Tivoli, som måtte prøves i forbindelse med Atlantis-premieren, for at glide ind den rigtige stemning af havvand og bølgebrus.
Jeg spiser ellers gerne hos Price derinde, for der er styr på sagerne, menuen er klassisk for ikke at sige oldschool, kvaliteten er altid i orden og jeg er aldrig gået skuffet derfra.
Og så har jeg i øvrigt gået til svømning med James, mens vores operamødre sad på terrassen i Øbrohallen, dengang placeret på en repos i hallens ene ende, hvorfra de kunne overvåge undervisningen mens de nippede Campari’er og røg cigaretter, hvilket var helt ok derinde dengang. Vildt, ikke.
Figaro er super praktisk, hvis man skal i Salene, som det hedder. Et let måltid og indgangen til Koncertsalen lige forbi springvandet.
Figaro er samtidig super upraktisk, hvis man besøger den, når der skal afholdes lydprøve til Fredagsrock.
Du skulle lige have set senior-abonninerne få benene på nakken, da de gik i gang! Med dén fart de kunne have været med i de paraolympiske lege.
Kommer du til gengæld for Plænens underholdning, er udeserveringens placering selvfølgelig topdollar, sammen med indendørsbordene ved de halvåbne terrassedøre.
Jeg havde på forhånd onlinebestilt et skaldyrsfad, der ankom planmæssigt, og sådan set holdt hvad det lovede, men alligevel underpræsterede i forhold til, hvad man får serveret andre steder.
Det var alt sammen frisk men lidt småt i det, og virkede underligt utjekket uden at være sjusket. Faktisk sad jeg og blev lidt misundelig på nabobordet, hvor to premiereparate kvinder havde bestilt dampet laks, der så rigtig dejlig ud inden den forsvandt i en aura af ros.
Andre steder sad forelskede par og mæskede sig i moules frites og så svært fornøjede ud. Sagde de svin?
Således lidt på baghjul bestilte jeg 6 Gillardeau’er for at genvinde omgangshøjden.
Flotte og faste var de, og tjept serveret af et hold veloplagte og virkelig opmærksomme tjenere, der tog lydprøvens voksende decibel med et afslappet skuldertræk, spredte god tjenerkarma og fik tilfredse gæster ud af det.
Et glas udmærket, men igen lidt anonymt Chablis hjalp også.
Desserten sprang jeg over, da klokken begyndte at nærme sig, men ellers ville jeg have valgt den koldskåls pannacotta med pocherede blommer og crumble, som jeg erstattede med en udmærket kaffe som jeg (heller) ikke kan huske.
Figaro er hverken dyr eller billig. Det hele var sådan set helt i orden men der mangler kort og godt noget personality før man rigtigt falder for det.
Brylluppet må vente, Figaro.