ELEKTRA • OPERAEN
★★★★★★
Foto: Miklos Szabo
ANMELDELSE ELEKTRA: HØJ PULS I MORDERISK GOD THRILLER OPERA
Verdensklasse solister, fremragende orkesterspil, scenografi de luxe og et hårrejsende plottwist gør Operaens opsætning af Strauss’ Elektra til en fabelagtig oplevelse.
Den internationalt efterspurgte, Moskva-fødte instruktør Dmitri Tcherniakovs iscenesættelse af Strauss’ musikalsk eksplosive, og mest modernistiske værk, stikker i retning af psykothriller-mestrene Stephen King og Alfred Hitchcock, klædt i en konstant ildevarslende, cinematisk lydside, der foldes betagende kraftfuldt ud af Det Kgl. Kapel i stærkeste opstilling under ledelse af Thomas Søndergård.
En aften, hvor Elektras amokløbne hævntørst manifesterer sig overbevisende som psykiatrisk særtilfælde uden for terapeutisk rækkevidde.
Og hvor såvel opspillet til det forløsende, frygtindgydende klimaks, som den endelige off stage eksekvering af blodofrene, får det løbe koldt ned ad ryggen.
Verdensstjernen Lise Lindstrøm er besættende stærk såvel vokalt som dramaturgisk i det krævende parti som Elektra, mens Johan Reuter med sin faretruende baryton leverer en dybt skræmmende præstation som den bortsendte bror Orestes, der vender uventet hjem for at hjælpe Elektra med at rydde op i familiens traumer.
En hovedrengøring, der består i at dræbe moderen Klytaimnestra og hendes elsker Aigisthos, aka den usle duo, der stod bag kongemordet på Elektras far, og dermed udløste hele vanviddet af skingert rablende fadersavn (også kendt som Elektra-komplekset) som er operaens ulmende kerne.
Misdæderne gestaltet af en særdeles velspillende Violeta Urmana med Gert Henning-Jensen som partner in crime. Det er mesterligt.
Forestillingen er så fuld af nederdrægtigheder og veltimet suspence, at man sidder med høj puls helt ude på kanten af stolen det meste af Elektras pauseløse 1 time 45 min. spilletid.
Som særlig ondskabsfuld og stærk operadramatik står Elektras ’kammeratlige’ snak med moderen, der søger en måde at undslippe sine evige mareridt på.
En løsning, Elektra skitserer velovervejet omend subtilt, uden at navnet på den person, der skal yde blodofferet, nævnes før til allersidst. Hej, mor!
Om Strauss og Elektra, operaens tilblivelse og højspændte, indre psykologi, kan der nørdes i rigt mål. Nu er der imidlertid lige dét, at slutningen på dette take af den klassiske fortælling er twistet så overrumplende, at jeg ikke bør afsløre det her.
Uden at plotspoile for meget, henleder jeg stilfærdigt opmærksomheden på Charles Manson og hans afsporede kult, der stod bag en række bestialske mord i 60’erne, angiveligt inspireret af den psykedelisk brutale The Beatles rocker Helter Skelter fra det Hvide Album.
Husk dén reference, når du i operaens makabre finale med fem lig arrangeret omkring et spisebord, ser Orestes trække en Elektra LP ud af reolen i den overmåde smagfuldt indrettede liebhaverbolig for at nærstudere eksemplaret…
Hævn er som bekendt en ret, der skal serveres iskold, og det skal jeg love for, at den bliver i denne slutscene, som trækker abstrakte referencer til en bred vifte af isnende psykothrillers. Det er kort sagt skideuhyggeligt, hvis man ellers er med på at leve sig ind i instruktørens opdaterede ekstemporering, som konservativt orienterede Elektra- dyrkere helt sikkert vil finde for poppet.
Ikke alle er, hvem de giver sig ud for at være, i denne teateroplevelse som jeg anbefaler på det kraftigste.
Vel vidende at den storladne komposition med tætte bånd til Wagners massive orkesterbrus og fraværet af hit-arier også kan virke udfordrende.
Elektra trækker de sjældne seks stjerner fra Det Sku Du’ Se men spiller kun 7 gange – skynd dig!
SAJI: FILIPPINSK FRITUREFEST I STUDIESTRÆDE
I en nylig madanmeldelse gav et herværende dagblad topkarakter til den filippinske restaurant Saji i Studiestræde, tæt ved Domkirken.
Lad os bare sige, at klokkerne ikke ringede det mindste, og at jeg ikke forstår ret meget af den anmeldelse, som du måske har læst.
Måske burde jeg bare have været mere vågen i min kildekritik, i lyset af pågældende avis’ evindelige bestræbelser på at snobbe nedad og gøre streetfood ophøjet, når blot det har den mindste snert af noget etnisk.
Fra menukortet valgte min ledsager og jeg tre af de fire forretter for at komme lidt omkring.
Såvel chicken wings som Oyster Mushroom Tempura blev serveret med en smoky Goma (sesam/soya) sauce. Begge retter var en kodyl friturefest som mindede mest om mit hidtil eneste besøg hos KFC og ikke levede op til hjemmesidens løfte om autentiske, indonesiske smagsindtryk.
Stykker af stegt oksetunge på spid var interessant og ikke helt tosset men en lidt sej omgang uden vildt modspil fra den lille skål med hjemmelavet currydip.
Dagens special hovedret var en slags lammegryde serveret med dampede ris. En ok velsmagende men også temmelig anonym ret, der var så tæt på hverdagsmad, at man lige så godt kunne have spist hjemme.
Et glas Riesling til 105,- og en øl til 75,- plus en liter vand til 75,- bragte regningen op omkring en tusse og det var bare for meget for et måltid, der var glemt, allerede inden jeg var nået 300 meter op ad Nørregade for at komme i Folketeatret.
DSDS disclaimer: Der var propfuldt ved den lange spisebar med uformel stemning og højt humør, så måske er der noget ved det hele, jeg har misforstået. Prøv Saji og døm hellere selv.
