TRUBADUREN • ZÜRICH
★★★★★☆
ANMELDELSE TRUBADUREN: DJÆVELSK GOD VERDI I ZÜRICH
Et helvedes ondskabsfuldt plot, sat i scene med et hav af medvirkende, et stjernecast af internationale solister og et sublimt velspillende orkester med den ‘danske’ chefdirigent Paolo Carignani i spidsen.
Det er, hvad Zürich operaen forkælede sit publikum med, denne regnvejrslørdag i september, dagen før den længe ventede premiere på Valkyrien. Hvem siger, man ikke kan have flere bolde i luften samtidig?
Dermed sættes endnu en tyk streg under det ypperlige niveau, der kendetegner Opernhaus Zürich under Andreas Homokis kunstneriske ledelse.
Denne udgave af Il Trovatore, eller Trubaduren, som Verdis værk hedder på dansk, er for variationens skyld ikke i Homokis egen iscenesættelse.
Trods flere populære hit-arier er Trubaduren ’kun’ verdens 23. mest opførte opera. Værket er dog under alle omstændigheder en af del af den magtdemonstration, Verdi lagde for dagen, da han komponerede af Rigoletto, Trubaduren og La Traviata inden for to år.
Iscenesættelsen er lagt i hænderne på britiske Adele Thomas, som er et nyt stjerneskud på operahimlen, vi helt sikkert kommer til at høre mere til.
Kendt blev den unge instruktør for kun få år siden, da hun lavede opsigtsvækkende produktioner af Così Fan Tutte i Belfast og Händels Berenice på Royal Opera House i London.
En nominering til Laurence Olivier prisen slog hul igennem – og Homoki gav hende en chance, han næppe har fortrudt.
Resultatet er gennemført underholdende kostumeteater med et hav af medvirkende i farverige tableauer, der udspilles på en gigantisk trappescenografi med et væld af skjulte lemme, som klapper op og i, og slipper nye medvirkende ind og ud.
Den nederdrægtige historie handler dybest set om to mænd, der slås om den samme kvinde.
Forspillet er en djævelsk hekse-fortælling, hvor en uskyldig sigøjnerkvinde brændes på bålet, mistænkt for skyld i den spæde hertugsøns febersygdom.
Gennem flammerne anråber hun sin tililende, men magtesløse datter og befaler hende at hævne uretfærdigheden.
Datteren bortfører nu drengen for at brænde ham levende, og dermed give igen fra samme skuffe. Men her går det galt. I forvirringen kommer kun til at kaste sin egen søn i flammerne.
Hertugfamilien finder de forbrændte rester af babyskelet i gløderne og antager, at sønnen har mødt sin grusomme skæbne.
I virkeligheden er det nu zigøjnerdatteren, der opfostrer hertugsønnen som sin egen.
Hemmeligheden forbliver intakt. Den samspilsramte dreng vokser op, og bliver som Den Sorte Ridder snart leder af en lokale oprørsbevægelse, der har til formål at styrte hertugen. Samtidig huserer han spøgelsesagtigt ved nattetide forklædt som trubadur, hvor han synger serenader for hofdamen Leonora, som han har mødt ved en turnering.
Aldrig aner han, at hertugen på tronen, i virkeligheden er hans bror.
Og for at det ikke skal være løgn, forelsker de sig begge i den samme, skønne ungmø – Leonora.
I finalen lykkes det zigøjnerdatteren at spille et puds, så hertugen ender med at hugge hovedet af den nu tilfangetagne oprørsleder.
Først da, lader sigøjnerdatteren hertugen vide, at han netop har henrettet sin egen, højtelskede, og for evigt savnede bror.
Den djævelske sigøjnerhævn er fuldbyrdet, da hertugen bryder sammen med broderens afhuggede hoved dinglende fra næven i de blodige krøller.
Kulørt på kanten af det tabloide, men du må medgive, det er en handling med fut i.
Adele Thomas har givet den tragiske historie et tempofyldt twist, der stråler af fest og komik.
Mange af figurerne er kalkeret over det lidt naivistiske skærsilds-look fra det 15. århundrede, man finder i Hieronymus Bosch’s corny malerier af himmel, dommedag og helvede.
Nøgne, skrækslagne syndere, jagtes tværs over lærredet af skrækkelige djævle med reptile kroppe og horn i panden. Billedet Lysternes Have, et triptych (tre-længet maleri) på knap 2 x 4 meter, findes på Prada i Madrid og er et fantastisk syn.
Adele Thomas insisterer på, at komikken er en del af tragedien.
I denne højst seværdige opsætning sætter hun fuld kraft bag synspunktet og udkommer med en Trubadur, der så sandelig er værd at rejse efter.
ZÜRICH VERY QUICK GUIDE
Du er et anstændigt menneske og har blot nydt en drink eller to i hotelbaren efter sen ankomst til dit hotel.
Jeg plejer selv at bo på det afslappede hotel Europa 100 meter fra operaen.
Næste morgen står du frisk op og spadserer til Kunsthaus Zürich, der ligger 10 minutter derfra.
Museet synes velhavende og har nogle fine, faste udstillinger af moderne kunst + det normale museumsudbud af franske impressionister og hollandske mestre. Især en digital satsning ved navn Digital Lab er værd at se på.
Efter museet som er klaret på en god times tid inkl. god kaffe i cafeen, drysser du ned til søen og hopper på en Kleine Seerundfart.
Komfortable turbåde sikrer frisk luft og køn sightseeing på knap halvanden time. Sid inde eller ude med mulighed for udskænkning.
Frokost anbefales straks efter på mit favoritsted Bindella, hvor du selvfølgelig har booket i god tid.
Bindella er en livlig, meget besøgt, italiensk restaurant i den gamle bydel med små krogede gader og herlig stemning. Den har en high end feeling a la FIAT og Victor og er et fedt sted at hygge sig.
Skal det være lidt finere, søger du mod Conti, der er ejet af samme familie og ligger 10 min derfra.
Shopping på verdenskendte Bahnhofstrasse er for den seriøse velhaver med hang til Gucci og lignende topbrands.
Efter aftenens forestilling holder Brasserie Schiller åbent på hjørnet over for operaen. Med sit tradtionelle brasserie-køkken og gode service er det et udmærket sted til lidt hurtig natmad og refleksion over teateroplevelsen.
Turen ud til lufthavnen tager 20 minutter i taxa næste formiddag. Nemt, enkelt og med en kort flyvetur hjem til CPH.