FIGARO’S BRYLLUP • OPERAEN
★★★★★☆
Foto: Camilla Winther
ANMELDELSE FIGARO’S BRYLLUP: UPBEAT MOZART FRYDER OG FORNØJER
Mozart i sin fineste form – livlig, hurtig og legesyg. Medrivende dynamisk orkestrering med hvirvlende strygerløb, effektfulde blæsere og en fest af pauker.
Man bliver aldrig træt af at høre ouverturen til Figaros Bryllup. Der er lagt op til narrestreger fra første tone i denne intro, som er bemærkelsesværdig ved ikke at citere melodistumper eller ledemotiver fra selve operaen, men på brillant måde indrammer og udstiller fortællingens essens.
Tilsæt glimrende solister, skønne kostumer og veloplagt iscenesættelse. Så har du en femstjernet oplevelse på Operaen.
Foto: Camilla Winther
Dirigent Nicholas McGegan lokker høj musikalsk kvalitet ud af Det Kgl. Kapel, som er en nydelse hele vejen gennem Anne Barslevs nye iscenesættelse af Mozarts 1786-klassiker, der stadig er en af opera repertoirets mest elskede komedier.
Foto: Camilla Winther
En af de utallige anekdoter omkring forestillingen fortæller om en musikprofessor, som udlovede en større sum penge til den, der kunne genfortælle operaens handling fejlfrit. Beløbet vides endnu ikke at være udbetalt.
Figaros Bryllup er en kodyl omgang kluddermor af en upstairs/downstairs farce, med indbygget Me Too aktualitet, hvor tjenestefolkene udfordrer tidens sædvaner omkring nedarvede privilegier (feudalretten) og driver gæk med grevskabet.
Operaen var på kanten af revolutionær og på nippet til ikke at slippe gennem censuren i 1780’ernes Wien. Tænk, hvis den slags kritik af samfundsordenen gik hen bredte sig.
Alt det trivia kender du sikkert i forvejen, så lad os i stedet rette opmærksomheden mod den aktuelle produktions (mange) kvaliteter.
Scenograf Rikke Juellund og kostumedesigner Astrid Lynge Ottosen har skabt en fornøjelig upbeat atmosfære omkring et spektakulært trappetårn med skjulte døre, låger og tydeligt nik til Eschers ’evighedslabyrinter.
Læs kulissen som et mikrokosmos, et ultra komprimeret slot eller en rumlende vulkan af sociale spændinger, klædt i street cut rokoko fashion i gyldne nuancer med grove flæser og Converse sneaks.
Henning von Schulman er et skønt gensyn på Operaen, og han leverer en imponerende god Figaro, med sin veloplagte, smukt rundede bas og sikre sceneoptræden.
Clara Cecilie Thomsen er knusdejlig ung-frisk og attraktiv som Susanna – (jeg er ikke af den slags piger, der har ondt i hovedet) og Sofie Elkjær Jensen er mildt sagt overbevisende i rollen som grevinden.
Foto: Camilla Winther
Grevinden er som bekendt den karakter, som har mest dybde at spille med, og velnok stykkets egentlige hovedperson. Elkjærs fortolkning af den melankolske hitarie Dove Sono (Hvad Blev Der Af De Smukke Øjeblikke) var fremragende og udløste premierens største applaus fra et veloplagt premierepublikum.
Begge sopraner leverede momentvis en noget overspændt vibrato, men så kunne man koncentrere sig om at nyde den britisk-russiske baryton Theodore Platt folde sig ud som krænkeren Grev Almaviva, der jagter et knald med sin stuepige, men i stedet bliver offer for et muntert rænkespil.
Foto: Camilla Winther
Platt går for at være en af operaverdenens virkelig lovende, unge stemmer og han indfriede forventningerne til fulde.
Den akrobatiske Finale-tutti hvor alle tilgiver hinanden, er en unik opera klassiker med sine næsten religiøst ophøjede kvintspring, der endnu en gang fik mine tårer til at trille tappert. Jeg kan ikke styre det.
Når alt det gode er sagt, så lad os være enige om at Figaro dybest set er virkelig gammeldags i sin klichefyldte komik og endimensionale karaktertegning.
Foto: Camilla Winther
Men man skal også kende sine klassikere, og denne Figaro er en god anledning til at stifte eller forny bekendtskabet med Mozart’s super populære værk i instruktør Anne Barslev’s fine og fuldt tilfredsstillende iscenesættelse, der lykkes med både at være loyal mod sit forlæg, og tilføre et forfriskende pust af modernitet.
Fem stjerner fra Det Sku’ Du Se.
