DON GIOVANNI • VENEDIG LA FENICE

★★★★☆☆

Foto: Michele Crosera

ANMELDELSE DON GIOVANNI: KNALD PÅ MOZART I VENEDIG

Venedig har altid haft noget promiskuøst over sig, med sine udsvævende karnevaller og en æggende undertone af seksuel løssluppenhed. Fenice Operaen kører den ind med Mozart i en frivol.
Don Giovanni med stærke sangere og storspillende orkester.

En slags moralsk opbakning vil vore dages seriekrænkere nok finde i Don Giovannis nøglesætning fra 2. akt. Skulle jeg være en enkelt kvinde tro, ville jeg svigte alle de andre!

En omvendt logik, du lige kan tygge lidt på, mens jeg ridser den eftertragtede, Venedig-fødte topinstruktør Damiano Michieletto’s lidt tunge, men drevne iscenesættelse af Mozart/Da Ponte klassikeren op.

Michieletto (48) har placeret handlingen i et dunkelt, palazzo-lignende stagedesign af dueblå, barokmønstrede velourtapeter monteret på to enorme rundbuer, der vinkler og drejer omkring hinanden, hvorved skiftende rumligheder åbenbarer sig med et væld af døre til at slippe ind og ud af.

For escape-options er der ved Gud brug for i dette travle horehus, hvor Don Giovanni tager de trusseløse damer på skift, sukkende på scenegulvet i deres lange kjoler med stængerne sprællende lystigt i vejret. Ja, der er knald på, når The Charming Bastard DG ruller sig ud.

Foto: Michele Crosera

Selv uden Me Too bevægelsen til at hviske dig i øret, er det klart, at den voksende skare af krænkede kvinder, bedragede ægtemænd og den duel-dræbte ll Commandante til sidst må gøre det af med titelfigurens utrættelige horebuk.

Jeg vil undlade at mansplaine plottet, som jeg antager du kender sådan cirka i forvejen.

Foto: Michele Crosera

DG er en vovet opera buffa (komedie) med de sædvanlige, muntre forviklinger, genkendelige karikaturer og en evigt aktuel, relevant morale. Finalens røgfyldte dinnerparty, hvori spøgelset af Donna  Annas myrdede far Kommandanten trykker bassen af for fuld hammer, tager i dén grad kegler. Kan du høre det? Don Giovaaaaaani!

Don Giovanni udgør sammen med Figaros Bryllup og Cosi Fan Tutte den ikoniske  Mozart/Da Ponte trilogi, som er blandt operagenrens mest elskede og hyppigst opførte værker.

Denne opsætning på den fabelagtige La Fenice opera i Venedig udmærker sig først og fremmest ved sangercastets høje niveau, men ikke mindst ved orkesterets kvalitet, der  gang på gang minder mig om, hvor fremragende operamusik, Mozart’s mesterværk fra 1787 rent faktisk diverterer med.

I tråd med tidens manbashing ånd, er DG gjort en tand mere kynisk, beregnende og ondskabsfuld, end set i andre iscenesættelser.

Måske savnes en lidt mere nuanceret, psykologisk fremstilling, da DG vel ikke nødvendigvis er et ondt menneske. Husk at leve mens du gør det, husk at elske, mens du tør det, hed det vist en gang.

Må man sige sådan i dag, eller har ny-puritanismen sejret?

Som de andre værker i trilogien, er også DG mindst  en time for lang, sammenlignet med mere komfortable formater i den moderne underholdningsindustri. Lev med det.

Luk øjnene og svøm hen i musikken, er mit råd.

Der er fire stjerner til en veleksekveret operaoplevelse på Fenice, som altid er en rejse værd.

Fenice Venise

Og så får du lige lidt bonusinfo. Fenice betyder Fønix og refererer til myten om Fugl Fønix, der genopstod af sin aske. Det samme gjorde det oprindelige operahus på lokationen efter en brand i 1792.

Minsandten om historien ikke skulle gentage sig.

I forbindelse med en gennemgribende renovering nedbrændte operaen atter i 1996 og påførte kulturhistorien et monumentalt tab. Det var f.eks. på Fenice, at Verdi mesterværker som Rigoletto og La Traviata blev førsteopført i 1850’erne. 

Et tragisk uheld – troede man – ind til politiets efterforskning viste, at branden var påsat af elektrikeren Enrico Carella og hans fætter Massimiliano Machetti, der var bagud med deres del af den samlede renoverings-entreprise.

Forsinkelsen, som blot var én af alt for mange, ville udløse dagbøder, og de kom derfor på den brillante idé at brænde hele lortet ned i håbet om at branden ville ligne et hændeligt uheld på byggepladsen og sikre deres kontraktsum intakt. Ups, man tænker lige Børsen…

De blev hevet i retten og dømt 6-7 års fængsel, som Massimiliano troede han undslap, ved at flygte til Mexico, hvor han ret hurtigt blev fundet, fanget og sendt retur til afsoning.

Genopbygningen kostede 90 mio. euro, i dag omkring en lille mia. kr. og stod færdig i 2003 i en forbløffende replika af sin oprindelige storslåede pragt.

Mozart døde i 1791 som 35-årig  og er så vidt vides ikke genopstået.

Hans tekstforfatter Da Ponte, der var født Venedig, måtte dog genopfinde sig selv og rejste til USA, hvor han ernærede sig som italiensklærer og åbnede en købmandsbutik. Den kunne godt have heddet Fønix.