DON JUAN • SKUESPILHUSET
★★★★☆☆
Foto: Camilla Winther
ANMELDELSE DON JUAN: ET PRÆGTIGT KNALD I PINK
Morten Hee Andersen er et prægtigt knald af en Don Juan i Moliéres herlige komedie, der netop nu kan opleves på skuespilhusets Store Scene i en skøn iscenesættelse af Anna Balslev. Et forførende veloplagt sceneshow med overbevisende skuespil, svedige beats og flot skåret scenografi.
MHA viser nye sider af stortalentet i sin gestaltning af titelrollen klædt lyserødt silkesuit, når han da ikke fremviser sin afklædte, tonede krop kun iført tætsiddende underwear på kanten af det intimiderende.
Der er masser af ung energi på overfladen og noget sandt djævelsk inde bag scoresmilet, som er dømt til at ende i en stivnet grimasse, da Don Juan må betale prisen for sine uartigheder.
Som i Mozarts opera er skuespillet Don Juan en omgang alvorlig sjov omkring den fyrige hovedkarakter, der ikke ser grund til at skuffe en eneste kvinde, der kunne ønske sig hans kærlige opmærksomhed.
Skulle jeg være trofast overfor én, ville jeg jo skuffe alle de andre!
Pointen kan anskues som rimelig i en art über-liberal logik, men konsekvenserne er selvsagt problematiske.
Den seksuelle frigørelse i 60’erne trak bitre spor, da de gik op for de fleste, at det alligevel ikke var lykken at dele sin elskede med alle de andre. Det startede som et frisindet opgør med konventionerne, og endte som rå narcissisme i en pøl af tårer og blødende hjerter.
Mathilde Arcel imponerer stort som tjener Sganarelle. Elaha Lack som Donna Elvira er en drøm af en hvid brud, man aldrig vil vågne fra, (måske lige ind til hun springer ud som pragtfuld, rasende furie). Sprudlende Ena Spottag overgår sig selv i dobbeltrollen som Pjerrot/Don Carlos med sin særlige, brutale komik, der kan give ondt i maven af grin.
Karen-Lise Mynster som moderen og Kristoffer Eriknauer som Charlotte (!) fuldender et virkelig godt sammenspillet cast, hvor dialogen flyver i moderne lingo og højt tempo.
Helt i tidens ånd er der byttet om på kønnene i flere roller og seksualiteten givet fri. Kan du sige woke?
Så selvfølgelig får du også saftig homoerotik, badet i malerisk støvregn af våd liderlighed lige i fjæset. Don Juan er ikke kræsen ved begærets buffet.
Karin Gilles scenografi og kostumedesign oser af selvtillid i i røde nuancer, hvor et brandflot lysdesign af Jonas Bøgh sætter prikken over i’et.
Viktor Dahls pumpende musik er vild sex sat på noder i veltimede, musikalske breaks, der giver forestillingen et skønt flow – og leder løjerne mod en både original og spektakulær så-kan-du lære-det-slutning, som jeg ikke vil røbe.
Don Juan flirter med muligheden for at følge sit hjerte uanset konsekvenserne. Kort sagt får han oversat sin utæmmelige libido til en slags ideologi, man kan stå på mål for i en filosofisk optik.
Den berømte forfører møder verden som en frihedskæmper, der insisterer på, at et liv i ærlighed og frihed kan kombineres med et liv i galopperende lyst. Galt går det selvsagt, men rejsen mod enden er herligt teater.
Forestillingen er elementært underholdende på flere niveauer, og er en dygtigt eksekveret, bredt favnende sceneoplevelse på små to timer uden pause.
Jeg har noteret mig flere mellemfornøjede anmeldelser, som jeg ikke kan genkende. Der er fire store stjerner fra Det Sku’ Du Se.
