DON GIOVANNI |SALZBURGER FESTSPIELE 2021
★★★★★
Foto: Monika Rittershaus
ANMELDELSE DON GIOVANNI SALZBURGER FESTSPIELE: ET SPARK I SKRIDTET
Don Giovanni har fået et ordentligt spark i skridtet i denne prægtige, men også omdiskuterede Salzburg-udgave af Mozart og tekstforfatter da Pontes intetanende bidrag til vore dages #MeToo ramasjang.
Den Italienske storskala-opera instruktør og teater-avantgardist Romeo Castellugi har ekstemporeret så meget fra originalmaterialet, at man forbløffes, mores og frem for alt undres ud over det sædvanlige, ganske som det hører sig til her ved Salzburg Festspillene.
For hvad er det lige for en vildskab, der er sluppet løs i de knap fem timer, Don Giovanni får sneget sig op på, denne aften i Mozarts ellers så tuttenuttede hjemby.
Tæppet går og scenen står: Et stramt, geometrisk kirke-interiør i renæssancestil, hvidt i hvidt med snorlige bænkerækker, religiøse malerier, skulpturer og et gigantisk guldkors over alteret. Banen er kridtet op …og vi venter…. og venter…
Ind kommer et SWAT team af 10-20 flyttefolk i sirlige, hvide heldragter og begynder at afmontere hele molevitten. Bænk for bænk, maleri for maleri, skulptur for skulptur. Væk med det hele, indtil kun det store kors hænger tilbage og kræver lidt ekstra arbejde at få nedtaget og bakset ud af scenen.
5-7 minutter går i koncentreret stilhed, så er scenen tom. Spredte klapsalver fra et desorienteret publikum ledsager sidste flyttemand ud backstage.. Øh hva’ nu..?
Uden varsel kastes nu en personbil ned fra loftet.(Du læste rigtigt). En rigtig Volvo er sluppet fra oven og suser de 10-15 meter gennem luften og lander med et brag på sine fire hjul. Nu står den dér og står midt i det tømte kirkerum.
Er det først nu, den ikoniske ouverture starter? Man husker det knap, for der er skubbet rundt på alting. Man sidder helt paf og koger i sin smoking og stive FFP2 maske og forsøger at afkode symbolikken, mens Don Giovanni og tjener Leporello indfinder sig, ens klædt i forføreriske, hvide jakkesæt. Ready to rock…
Scenografien er afkristnet, der er tydeligvis grænser for hvad Herren har godt af at se.
At det således tegner til at blive lige ugudeligt nok, er nok feset ind, selv hos hobby-analytikere.
Men så løber en ged helt upåvirket tværs over scenen. Og kort efter smadres også et flygel ned fra loftet og går i stumper og stykker. Tilsæt 15-20 orange basketbolde, der også drysser ned fra loftet.
Lurede du lige dén? Mnjaaa..
Mens handlingen langsomt etablerer sig, finder forestillingen en slags rille at køre i. Bliv dér, tænker man allerede. For der er noget ved det hele, der virker så gemacht og uden rigtigt fodfæste på trods af underholdningsværdien.
Don Giovanni har sneget sig ind i Kommandantens palazzo for at forføre husets smukke datter Donna Anna. Han opdages og dræber Kommandanten i duel. Et drab, der giver bagslag i forestillingens finale, hvor Kommandanten vender tilbage som statue og trækker Don Giovanni ned i helvede for sine synder.
Inden da er Don Giovanni imidlertid på spil igen og får lavet rav i smukke Zerlina’s bryllup, med henblik på komme gommens bryllupsnat i forkøbet.
En kæmpe karet sænket lydefrit ned fra himlen akkompagnerer Giovannis uimodståelige flirt i en af operaens smukkeste sekvenser. Og da tjener Leporello er ved at få nok af det hele, ankommer straks et par kopimaskiner, som hurtigt producerer en masse penge, der sikrer tjenerens fortsatte opbakning. Anything goes i rekvisitafdelingen.
Hele selskabet lokkes til fest på Giovannis palads hvor tjener Leporello sørger for at pelse dem godt til med våde varer, så Giovanni uset kan komme i kanen med bruden. Herfra tager nye forviklinger og intriger yderligere fart.
Festen går bananas med smadrede møbler, konfettikanoner, tykke mænd i funni-bikini og håndboldmål på scenen, hvor også Giovannis synderegister begynder at materialisere sig med et par hundrede delvist afklædte kvinder on stage.
Hver og én med nedslået blik, skændet af den usle skurk Don Giovanni, der i en forbløffende slutscene ender som forkrøblet forstening, efterladt på scenegulvet a la de kendte afstøbninger af ofrene fra Pompeij.
Krækelseskulturens forstenede endeligt. Så kan de lære det, de macho-svin.
Lyder det rodet? Det er det mildt sagt også.
Det er et prægtigt show, men det er, som om den endeløse tilsætning af kæk og abstrakt symbolik tager momentum ud af forestillingen, der nok er et festligt udstyrsstykke af stor originalitet, men som også deler vandene her i Salzburg.
Hvad blev der af originalens udødelige kvaliteter og bliver det i grunden bedre af alt det fis?
Vokale toppræstationer får vi i rigt mål fra solisterne – scenografi og kostumer er komplet overvældende, omend orkesteret leverer lidt under Salzburg niveau f.eks. i den ikoniske ouverture, der slet ikke får det bulder og brag, vi elsker.
En spektakulær og yderst kreativ Don Giovanni-fortolkning, der sætter overliggeren højt, men skyder over målet.
STRAKS GODT TILPAS HOS BRUNNAUER
Blot fem minutter uden for det stærkt turistede Salzburg centrum finder du et åndehul af gastronomisk og æstetisk klasse. Restaurant Brunnauer er med i Michelin guiden og bør få en stjerne.
Du føler dig straks godt tilpas i Brunnauers smukt indrettede lokaler, der er afstemt i en enkel, nærmest skandinavisk, kvalitetspræget stil.
Stedet er drevet af det yderst sympatiske ægtepar Brunnauer, og man mærker flere stamgæster ved bordene og en imødekommende atmosfære.
Jeg ankom på cykel og efter at have slukket tørsten i et glas af stedets friske fadøl, udså jeg mig to klassiske retter fra frokostkortet.
Et flot stykke pigvar fra Atlanterhavet landede foran mig på en grøn fajancetallerken, ledsaget af en smuk ærtepure og friske ærteskud.
Små, karameliserede kugler af honningmelon udgjorde et frisk og originalt tilbehør, der skruede op for rettens fine farvespil.
I glasset fik jeg en aldeles glimrende, helt frisk 2020’er Riesling fra østrigske Traisental med masser af mineral og noter af ingefær..
Kender du dét, når første servering inkl. vinpairing er lige i øjet, og man forstår, man er havnet det rigtige sted…
Herefter kom en virkelig smuk anretning af lammeryg i en kraftsky ledsaget af artiskok risotto og mini peberfrugter med et delikat fyld af – rabarber? Mums.
Jeg valgte et glas let, rød Blaufränkisch af lokal afstamning – pinot noir-style, vel nok mere tyndbenet end godt var, men det var nu et udmærket glas, der gik helt fornuftigt til det veltilberedte lam. Klassisk. Ukompliceret. Godkendt.
Selvfølgelig rundede jeg af med et skønt glas Spätlese til et uartigt stykke chokoladekage med kompot af mørke bær.
