GALATHEA 3000 | MUNGO PARK
★★★★★
Foto: Mikkel Russel
ANMELDELSE:
GALATHEA 3000 SVIRRENDE SPANK TIL TIDENS TABERMÆND
Ellaha Lack er en eksplosion på Mungo Park som kærlighedsrobotten Galathea 3000 i en underholdende erotisk/romantisk sci-fi-thriller med svirrende spank til tidens tabermænd og som vanligt eksekveret med fynd og klem på en af Danmarks mest forfriskende teaterscener.
Pygmalion er en ordinær fyr med et oppustet navn. I en uafrystelig drøm møder han den store kærlighed, og snart efter ramler han ind i webshoppen Afrodite, hvor han kan bestille en 100 procent customized menneskerobot, der kan være, præcis hvad han ønsker, den skal være.
Som Simon Spies sagde: Man kan måske ikke købe kærlighed for penge, men man kan få noget der ligner ganske godt.
Eller kan man nu det?
Efter grundigt forarbejde med beskrivelse af detaljerede specs, kan ordren på drømmekvinden afsendes, og en skønne dag ankommer robotten af mærket Galathea 3000 som en lyserød drøm pakket ind i cellofan og sløjfe. Scenen er sat, og spillet kan gå sin gang i en skarp scenografi af fængslende, mobilt lysdesign, der indrammer begivenhederne, såvel i ånden som i praksis. Øjne og ører pirres fra til slut.
Efter en skøn intro, hvor Galathea bogstavelig talt lige skal finde det rigtige ben at stå på, ender det på skummadrassen, hvor Pygmalion knalder sin robot 3 uger i træk til begges udelte fornøjelse.
Et vildt ridt i strobo-light og pirrende pink til dunkende beats.
Så vågnede vi lige!
Galathea er forprogrammeret til opgaven og bliver hver dag dygtigere til at forstå verden omkring sig og begå sig i den.
Faktisk stiller hun så mange spørgsmål, at det lægger kimen til de problemer, der begynder at gro i skyggerne af den strålende nyforelskelse.
Hvad hvis en fugl har højdeskræk? Vil den så ikke føle sig mere fanget end fri? Det ved jeg ikke, jeg skal på arbejde….
Lidt efter lidt akkumulerer Galathea sin egen bevidsthed og vilje.
Og så skal du bare have kigget lidt med på tv- og bio-hits som Westworld og Ex Machina for at regne ud hvor det er på vej hen.
Kvinder er er nu engang bedst uden minder, som det lyder. Og kan de ikke bare holde kæft med alle de spørgsmål?
Nej, Galathea vil ikke holde kæft. For naturligvis er hun i Mungo Parks opdaterede udgave af Pygmalion-myten blevet den selvstændige, uafhængige kvinde, som My Fair Lady var tænkt til at være.
Lige ind til Hollywood udstyrede hende med Audrey Hepburns pretty face og lod hende blive sammen ham sprogprofessoren, der – hvis vi skal blive i robot-terminologien – havde skrevet koden til hendes opstigning i society.
My Fair Lady? Hollywood? Hvad skete der lige dér?
Tjek her, man bliver nemlig så klog af at gå i teatret.
Pygmalion-myten er en af de gamle græske.
En konge på Cypern, træt af kvinders laster, skar sig i stedet sin egen elfenbensfigur af idealkvinden.
Ved kærlighedsgudinden Afrodites mellemkomst blev figuren gjort levende. Kongen knaldede øjeblikkeligt sit selvskabte kvindeideal, og fik en datter med hende. Elfenbenshvid som mælk og deraf det græske navn Galathea.
Den iltre, irske forfatter, George Bernhard Shaw brugte historien til teaterstykket Pygmalion. Shaw var selv lidt af en rebel med sympatier for marxisme, kvinders ligestilling og den slags brandfarligt stof.
Pygmalion handler om fonetikprofessoren Higgins, der beviser, at han kan skabe en societykvinde ud af den vulgære cockneypige Eliza Doolittle.
I originalen indser Eliza, at hun er blevet udnyttet, og demonstrerer sin selvstændighed ved at forlade Higgins.
I den kendte film-musicalversion fra 1954 får vi en mere spiselig happy end mellem læremester og elev. Det var dengang der ikke blev råbt #meetoo hele tiden.
På Mungo Park i 2021 frames tidsånden håndfast i den fremstormende dramatiker Marie Bjørns udlægning, med Pygmalion som endnu en af tidens tabermænd, der står tilbage med Sorteper.
Forestillingens helt store scoop er Ellaha Lack som Galathea, ikke mindst i scenen hvor robotten i sin søgen efter kærlighedens sande væsen, gennemgår en stribe af verdenslitteraturens Absolute Lovestories. Romeo og Julie møder Mimi fra La Bohéme møder Kameliadamen møder Carmen møder de elskende fra Aida der lader sig levende begrave sammen etc. etc. Et hylende morsomt hamsterhjul af tragedie!
Brølende sjov er også Galateas godnatsang til den søvnløse Pygmalion, der lægger salen ned, da hun giver temaet fra Titanic for fuld, misforstået udblæsning.
Ja, der er bare noget med kunstig intelligens og empati, som stadig ikke virker helt sammen. Og hvor hårdt er det i øvrigt lige, man må kramme sin elskede omkring halsen?
Stykket er knivskarpt afleveret, rapt i replikken, brandskægt og åbent for eftertanke omend lidt svært at afkode præcist mod slutningen, så det må du selv tumle videre med.
Har Galatea rent faktisk oplevet det hele før? Byttes rollerne om til sidst? Er det alt sammen et reboot, hvor både robotten og dens skaber – for ikke at sige Mand og Kvinde – er dømt til at gentage de samme, ulykkelige mønstre? Når du har fået det, du ville have, så vil du ikke have det alligevel?
Galathea 3000 giver dig noget at tænke over, og det er jo dét, godt teater gør. Det beviser teaterchef Anna Malzer og hendes unge, stærke ensemble atter en gang på Mungo Park.
Go’ tur til Allerød!
BOTTEGA BARLIE HIPT I INDRE BY
I Nyboder-kvarteret nærmere bestemt i Fredericiagade nær Sankt Pauls kirke ligger et spændende spisested perfekt egnet før eller efter hipt teater.
Navnet er Bottega Barlie og restauranten har åbent både til breakfast, lunch og dinner – og hvis du ikke passer på kommer du til at blive hængende til flere seatings ved samme besøg.
Man har det så herligt på Barlies, at man nødig vil gå, når man først er kommet.
Måske hjalp det, at sommeren omsider viste sit ansigt på det solbeskinnede hjørne, hvor man kunne nyde den opfindsomme, velsmagende mad udenfor i et ungt og hipt selskab.
Vi snakker kreativ klasse og Østerbro i Indre By. Intet under at Martin Kongstad anmeldte Barlies så veloplagt i Weekendavisen for nylig.
Køkkenet er sydamerikansk orienteret med kokke fra Mexico og Argentina. Service og stemning er i top.
Menukortet består af diverse småretter, hvor det anbefales at vælge 2-3 tallerkener pr. person. Heldigvis havde jeg selskab, så man kunne smage det meste.
Som indledningsvist antydet, var det hele så herligt , at vi blev hængende til dinner-seating for at smage resten, mens pinsesolen dansede af….
Jeg starter i tilfældig rækkefølge med at nævne en top velsmagende aguachile som er en slags ceviche af sandart med agurk og habanero og lime, der sad lige i skabet, simpelthen.
Overraskende god var også friskost af ko, ged og får med urter og skrappe skiver af grillet, gul courgette.
Taco de pescado var en slags sydamerikansk udgave af fiskefilet med avocado i stedet for remoulade – mums – og de grillede jomfruhummere med aioli og chimmichurri, som er en art tapenade/sauce var frisk, stærk, smuk og indbydende. Lækkert!
Priserne er i den lave ende, også på stedets mange gode vine. Øllet koldt og velsmagende. Cocktail-listen fristende…..
PS. Sig ikke dette til alt for mange, så bliver det ikke til at få bord dernede.
Velbekomme.
