Vælg en side

DON GIOVANNI PÅ HAMBORG STAASTOPER

 

★★★★★★

 

LIBIDO FOR FULD KNALD I  FABELAGTIG DON GIOVANNI I HAMBORG

 

Mozarts mesterværk Don Giovanni har fået en ekstra medvirkende i Hamborg. Eros, Cupido eller skal vi sige liderligheden selv, er med på scenen som dirrende, dansende, vellyst i androgyn, hvidklædt menneskeskikkelse, der giver forestillingen et ekstra nøk af nydelse, sammen med forrygende sangere, spektakulær scenografi og et prægtigt orkester under ledelse af Adam Fischer.

Foto af: Brinkhoff Mögenburg Klein

Det står knivskarpt lige fra overturen, der må være Mozarts bedste, og bliver leveret i en mesterlig, medrivende fuldblodsudgave. Baaaaaaammm – drøner det ud i den fyldte sal med fuld turbo på paukerne, strygerne tager over med deres glidebaner i retning mod helvede… og så er det djævelske spil om lyst, liderlighed, skønne kvinder, knivdrab og blodhævn sat i gang

Dén cocktail får du ikke bedre på Netflix, og det er i grunden helt utroligt, så tidssvarende temaerne er – operaen er immervæk skrevet for knap 250 år siden! Der er åbenbart noget ved det menneskelige sind, der ikke lige er til at ændre.

Engang havde jeg en cd, hvor Thomas Winding fortalte fantastiske historier. Den jeg husker bedst er historien om hajen.

Som Winding forklarede med sin silkebløde stemme: – Jeg har altid troet, at hajer var meget onde. Senere har jeg lært, at hajer på grund af et usædvanlig kortløbet tarmsystem altid bare er meget SULTNE. De kan ikke styre sig, og de kan ikke gøre for det.

Lidt på samme måde er det med Don Giovanni. Hans libido er fuldkommen ude af kontrol. Som han pure logisk forklarer sig: – Hvis jeg var trofast overfor en enkelt kvinde, ville jeg jo på samme tid være grusom over for alle de andre! Det er da selvtillid, der vil noget!

Historien kender du. Don Giovanni er den kyniske forfører, der går et skridt for langt, (undskyld) da han dræber faderen til en af sine erobringer i knivkamp.

Der svores hævn, og truppen af hævnere øges støt, mens Don Giovanni knalder sig gennem en stadigt mere kompliceret tilværelse med en skare af forurettede kvinder og æreskrænkede gentlemen i kølvandet.

Det skal jo gå galt til sidst, nærmere bestemt en sen aften hvor Don Giovanni har inviteret statuen af den myrdede fader til middag og ender med at blive trukket ned i helvede. That’s what we do to little naughty boys, som Hitchcock sagde.

Sangerne er drønstærke som altid på tyske scener. Som Don Giovannis tjener Leporello gnistrer Kyle Ketelsen med en djævelsk volumen, da han overrumplende rejser sig fra første række i parkettet og synger salen i gulvet med sin kraftfulde baryton.

Iført joggingdragt med hoodie i kongebordeaux satin overstråler han næsten sin herre Don Giovanni, sunget af Andrè Schuen, uimodståeligt klædt i et kodylt scoresuit af sølvpalietter.

Kronen på værket er dog instruktør Jan Bosses tilføjelse – den legemliggjorte, dødsdriftige liderlighed, der spiller ind og deltager i hvidt jakkesæt, dansende og svansende på scenen – som kravlende, iagttagende firben på murene, graffiti-malende live-kommentator, ynkelig, døende Gollum-mandsling på videoprojektioner og meget andet fra start til slut.

Det er et herligt greb med stor underholdningsværdi, og så kan jeg godt leve med, at dele af tysk kulturpresse finder det poppet eller ligefrem floppet. De kan ved Gud deres kram, men de er også lidt konservative dernede.

Scenografien er overdådig – en drejescene med det, man først tror, blot er et slidt italiensk palazzo, drejer sig selv i småbidder hen ad vejen og bliver til festsale og dystre, labyrintiske katakomber. Kostumerne – er du vimmer-glimmer – er naturligvis spitze – jo, denne forestilling er ganske enkelt ren fryd for både ører og øjne.

Meningen med det hele? Et nein er et nein, og naughty boys får deres bekomst. Men nogle har gennem tiden anlagt det synspunkt, at det faktisk ikke er Don Giovanni, der et skidt menneske.

Han er en stolt oprører, der insisterer på individets ret og bryder med normerne i et gammeldags, hierarkisk samfund. Og da oprørere altid har tiltrukket skønne kvinder, er det faktisk Don Giovanni, der bliver forført af kvinderne og ikke omvendt. Således flakser den moralske kompasnål hele tiden mellem fascination og afsky. Og så kan du lige tygge lidt på dén.

DON’T MISS THE TABLE

Hamborg har fået en trestjernet Michelin restaurant med et forbløffende gæstfrit koncept, fantastisk mad, forrygende vin og overkommelig pris. What’s not to like?

Kevin Fehling er chef og hjernen bag The Table, der i sig selv er en rejse til Hamborg værd.

Restauranten er indrettet i et højloftet betonlokale med overrumplende muligheder.
Der er kun 1 bord, til gengæld er det kæmpe langt og bølger sig som en slange gennem rummet med plads til kun 20 gæster der placeres komfortabelt og uhøjtideligt rundt omkring. Tjenerne er om dig hele tiden, og der hersker en super gæstfri og uformel stemning fra første øjeblik. Også selv om alle er klar over, at vi er oppe og køre på den helt store klinge, her på The Table.

Ved et par store anretterborde kan man løbende følge kokketeamets smukke arbejde med at tilberede den byge af tallerkener, der udgør menuen – The Gate to the World. I alt bliver det til 16 små serveringer, heraf mange bittesmå smagshappere. Alt sammen kreeret til ypperste perfektion.

Lad mig nævne et par stykker: Økologisk gåselever med røget ål, ananas og rosa peber. Fjordørred Tandoori med mango, sennepskorn og kokosbouillon, hassenøddecreme med banan-karry is og gurkemejerod…så er du på sporet.

Vinmenuen har fokus på hvidvin med skøn Spätlese, en bemærkelsesværdigt god spansk/fransk Viognier, et genialt glas rød fra Côte Rotie og en østrigsk Auslese, der som Raymond Chandler engang udtrykte det, ville kunne få en biskop til at slå en rude ind!

Bestil i rigtig god tid, jeg var super heldig at komme ind på et afbud. Så heldig, at jeg også burde have spillet Lotto den dag. Velbekomme!