DON JUAN’S INFERNO • KGL TEATER GL. SCENE
★★★★★☆
Foto: Camilla Winther
ANMELDELSE DON JUAN’S INFERNO: HELVEDES GODT OPERA SPOOF DELER VANDENE
Man behøver ikke være opera aficionado for at nyde Simon Steen-Andersens forrygende opera-spoof Don Juan’s Inferno – men det hjælper.
Forestillingen er i sig selv en spektakulært underholdende og kanonflot eksekveret produktion med en original, konceptuel præmis. Hvem møder Mozarts krænker-helt Don Juan nede i Helvede efter at være blevet opslugt af flammerne for sine synder?
Med dette afsæt tager den danskfødte, Berlin-baserede komponist og multikunstner Simon Steen-Andersen (47) publikum med på en djævelsk sightseeing i underverdenen, hvor en stor del af underholdningsværdien ligger i, at kunne aflure alle de indbyggede referencer til ikoniske operakarakterer og soundbites, som er showets nerve.
For et show er det – og et godt ét af slagsen. Med et halsbrækkende opbud af spændende, performative og elektroniske elementer, såvel visuelt som musikalsk.
Foto: Camilla Winther
Don Juan kommer i skidt selskab med kedelige typer som Faust, Macbeth, Jago, prinsesse Turandot, Den Flyvende Hollænder og et skønt line-up af andre forbandede skurke, hvor jeg kun savner den kyniske søofficer Pinkerton og min absolutte yndlingsforbryder Scarpia.
Musikken buldrer afsted i en slags skurke-medley af musikbidder fra de omkring 30 implicerede operaværker, superdygtigt genkomponeret og sammenkædet af den kreative komponist, der hævder, at han ikke har skrevet en tone selv.
Tyngdekraften ophæves gang på gang i effektfulde videoscenografier, hvor de medvirkende flyver vægtløst mellem scenerummet og helvedes dyb.
Hvis de da ikke sejler på færgemanden Charons båd over Styx på vej til Dødsriget, eller medvirker i en slags Ondskabens-X factor/Hell’s Got Talent tv show, der afvikles med stor ironi og et blæret opbud af motion graphics og sceneteknik.
Jeg var stærkt underholdt fra start til slut, men anerkender, at det er en forestilling, der skiller vandene og måske ikke er vildt imødekommende for ’uindviede’.
Foto: Camilla Winther
Med dette aberdabai giver Det Sku’ Du Se 5 store stjerner til en teateroplevelse, der minder om den slags, man kan opleve i operahotspots som Frankfurt og Zürich, og som er med til at blæse frisk luft i en genre, der er så svær at forny, uden at det bliver dumsmart og påklistret.
Min ledsager denne aften, som ellers er absolut kulturelt veludrustet, open minded og vant til lidt af hvert, betegnede Inferno’et som halvanden times uafbrudt lidelse. En usammenhængende forestilling, der mindede om et dårligt LSD-trip i kældrene under Riget, hvor der til sidst smides lidt SoMe i opvaskebaljen bare for at være med på noderne.
En henvisning til finalen, hvor Don Juan bliver udsat for sin egen medicin og ydmyget med bukserne nede foran et jublende operapublikum – så kan han lære det!
For ligesom at trække fronterne op, synes jeg faktisk forestillingen er så interessant, at jeg allerede overvejer se den igen for at afkode og nyde endnu flere af de subtile lag.
Hvad er der nu i vejen med at pleje sin elitære selvforståelse? Så tager vi i Cirkusrevyen en anden dag.
