FAUST PÅ REPUBLIQUE

★★★★★

FAUST INTET MINDRE END HELVEDES GODT

Tænk dig Ronaldo og Messi på samme hold – så har du Faust på Republique – en fandens seværdig forestilling med to af dansk teaters største stjerner som spydspidser i en buldermørk iscenesættelse af menneskets kollision med livet og kampen for at finde en mening med det hele.

Olaf Johannessen er intet mindre end en stjerneoplevelse med sin benede fysik, pågående spillestil og skarpe diktion, som den martrede Faust. Som Mefisto er Søren Sætter-Lassen mindst lige så djævelsk god og måske endnu bedre end i glanspræstationen som Amadeus for ikke så længe siden.

Makkerparret Johannessen/Sætter-Lassen er en gnistrende oplevelse sammen på scenen, og selv om siderollerne spilles med stort talent og energi af Anne Sofie Wanstrup, Siw Ulrikke Maibom og Joen Højerslev, er der ingen tvivl om hvem der har bolden i dette stjernecast.

Staffan Valdemar Holm, den svenske topinstruktør, der også stod bag Dantes Den Guddommelige komedie med Stina Ekblad på selvsamme Republique, har sat Faust i scene som et moderne kammerspil med blot 5 skuespillere på rollelisten i en fabelagtig flot scenografi af hustruen Bente Lykke Møller.

Et helvedessort, super-æstetisk tomrum med en dyster møblering af truende monolitter, glimtvis eksploderende i i labert lysdesign og en effektfuld soundproduction. Stilrent. Enkelt. Effekfuldt. Bare flot.

Intellektuelle har kloget sig på Faust-myten i evigheder. Fra Goethe til Thomas Mann, til Oscar Wilde, til norske Jon Fosse, der er aktuel med den anmelderroste roman Det Andet Navn (den uden et eneste punktum) og som også har forfattet denne Faust-bearbejdelse til de skrå brædder.

De fleste af os har nok opgivet tanken om ’et højere liv’ efter døden. Søger man et rigt liv, må man altså have mest muligt ud af tilværelsens ufattelige muligheder, mens tid er.

SPIES LIVET! lavede jeg selv engang en stor reklamekampagne, der hed. Først i dag forstår jeg, at jeg har været med til at sætte ekstra fart i det hamsterhjul, man i dag kalder accelerationssamfundet. Undskyld!

Problemet er, at der altid er mere på livets buffet end man kan nå at absorbere. Og lever man i dobbelt hastighed, halveres tiden til den reflektion, der måske i virkeligheden er dén, der skulle gøre én lidt rigere indeni.

Resultatet er desillusion, der rammer mange moderne mennesker, og som den hypede franske forfatter Michel Houellebecq spidder så mesterligt i sine romaner. Dét, der sker, når man ikke synes, man rigtig kan mærke noget mere.

Faust er den intellektuelle, der nok er mere belæst end sine omgivelser, men som har mistet kompasretningen i sit liv. Klogskab er ofte blot forfængelig dumhed, som han siger.

På selvmordets rand opsøges han af Djævelen/Mefisto, der slår en handel af med ham.

– Du skal af med ensomheden, hvor sanser og safter stivner, Lokker Mefisto – lidt dårligt selskab vil få dig til at mærke.

Helt uden selvindsigt er Faust dog ikke. Hvad har du at tilbyde, andet end mad, der aldrig mætter og frugt, der rådner, når den plukkes, vægrer han sig, men ender alligevel med at underskrive aftalen med sit blod. Fælden er klappet.

Og så går det ellers løs.

I et alkoholiseret amokløb gennem absolute greatest disco hits for fuld decibel, discolys og røgmaskiner, danser, raver, headbanger Olaf Johannessen sig gennem livets fest i en scene, som måske er forestillingens toppunkt og noget af det mest ups-jeg-tabte-lige-underkæben-agtige, jeg længe har set i teatret.

Det er på én gang frydefuldt, forløsende og fortvivlende. Johannessen mestrer at tvinge alle lagene frem i fortolkningen af sin Faust – Ligesom Søren Sætter Lassen giver os infamt godt skuespil på vejen mod helvede.

Faust finder meningen med tilværelsen i den uskyldsrene, 14 årige Gretchen, som han med Mefistos gustne hjælp forfører med et frugtbart resultat, i hvert fald ind til hun dræber barnet, forgifter sin mor og fylder offerrollen helt ud.

Regningen for Fausts nyvundne livsappetit betales med knuste skæbner – mens han selv tager elevatoren til Skærsilden i selskab med den Mefisto, han solgte sin sjæl til. Kald det bare midtvejskrise. Selvrealisering er ikke gratis. Vi lader den lige stå et øjeblik.

Jo, det kan godt være, det bliver lidt langt mod slutningen, to timer uden pause er en djævelsk mundfuld, og replikkerne er lastet med så mange guldkorn at det godt kan blive lidt tungt for en førstegangs-Faustianer.

Men hold da op, hvor er det en teateroplevelse, som du ikke bør snyde dig selv for. God fornøjelse.

OBS. Parallellen til Ronaldo og Messi i indledningen holder næppe til et nærmere eftersyn. De var formentlig kommet op at slås om pladsen foran spejlet i omklædningsrummet, uden nogen sinde at nå på banen sammen….

PS – ET GODT BUD PÅ TEATERDINNER OG DRINKS.

PS Bar og Grill har længe være et City-fænomen, hvor den står på fuld skrue især i weekenderne og især for et ungt publikum. Nu har PS åbnet en Østerbro udgave tæt ved Republique, der er et godt bud på teaterdinner og drinks.

Opskriften er en New Yorker cool indretning, frisk service, great cocktails og et cosy menukort med lettilgængelige retter.

Jeg fik en glimrende Ceviche af dansk fisk som viste sig at være torsk, altså råmarineret i citrus/lime, og som smagte frisk og godt sammen med syrlige, grønne jordbær, kikærtepandekage og fin dip af øko-youghurt. Velkommen til Kbh Ø.

Den klassiske gintonic (jeg tog den med Hendricks) var en god ledsager til fisken, men nu skal jeg altså til at holde op med at nyde min velkomstdrink til forretten.

Til hovedret valgte jeg grillet lammekrone med jalapeno sauce, der viste sig at være et rigtig godt og velsmagende valg.
På bordet kom en rustik tallerken med en gavmild portion velstegte lammechops med godt krydret garni.

Efter flere forsøg med rødvinen endte jeg med et glas rigtig god Brunello fra Moltalcino. Hvor svært kan det være – og priserne var tilmed helt rimelige.

Det er måske ikke den helt vilde stræber-gastronomi, der præger PS, men conceptet synes også at være mere i retning af være et cool og velstemt sted at få en ukompliceret middag – ikke mindst, hvis man er ude med venner og med risiko for at der går lidt mere party i den, end når man er på vej i teatret.

Velbekomme.