SANDHED OG KONSEKVENS | TEATRET VED SORTE HEST
★★★★★
Foto: Robin Skjoldborg
ANMELDELSE SANDHED OG KONSEKVENS: GRUSOMT GODT
Rappe replikker og grusomt godt skuespil fejer hen over scenen når fire skuespillere fra øverste hylde giver den max. gas i Lars Noréns kulsorte parforholds-basher på Teatret Ved Sorte Hest.
Nederdrægtighederne vil ingen ende tage i teaterdirektør Maria Vinterbergs knivskarpe og vildt underholdende iscenesættelse af kammerspillet Sandhed og Konsekvens.
Et regulært showdown af en grotesk parmiddag, der først vandes grundigt igennem med gin, for snart efter at blomstre prægtigt af flænsende ydmygelser, bidende sarkasme, og al den bitre ondskab, der kommer af forliste drømme, uforløste drifter og visnede amoriner.
Kald det gerne en 2021-opdateret udgave af ’Hvem er Bange For Virginia Wolf, som dette stykke ligger faretruende tæt på copyright-grænsen af. Det bliver det imidlertid hverken mindre sjovt eller mindre vedkommende af.
Stykket er skrevet af Lars Norén, den svenske dramatiker der tabte kampen til Corona i januar 2021. Han huskes for et hav af dramatiske værker med svidende samtidssvirp.
Herunder det omdiskuterede stykke 7:3 med tre fængslede nynazistister, der spillede sig selv på scenen som et led i en resocialiseringsproces. Tragisk berømt blev stykket, da det lykkedes en af de indsatte at stikke af efter sidste forestilling, røve en bank og derefter dræbe to svenske politibetjente.
Hvis du tror, du har lyst til at blive gift, så skyd dig at se Sandhed og Konsekvens og tro om igen. Niels Ellegaard, Anette Støvelbæk, Sarah Boberg og Peter Oliver Hansen sørger mesterligt for at punktere myten om et smukt, langtidsharmonisk ægteskab.
Det ender altid med en blodig Lily-model, som Knud Romer konstaterer i et kulsort og knastørt essay i teaterprogrammet. Fanme sjovt.
Persongalleriet er tegnet op af fire velkendte arketyper, der hænger ud efter middagen i et stort, designersmart sofaarrangement, man godt kunne tænke sig derhjemme, og som udgør det meste af forestillingens cool scenografi.
De pæne mennesker, der meget nemt kunne være dig og mig, går snart op i limningen af bedre middelklassedruk og kommer i clinch med hinanden på kryds og tværs af relationer og gode manerer.
Værten er den i grunden elskelige, men også noget skvattede skoleærer Jens med de sædvanlige romandrømme. (Et betydeligt restoplag af debutromanen står nede i kælderen og er et perfekt mål for sårende bemærkninger. Nåmenhej, taber-vatpik!
Ved hans side sejler den bidske on/off alkoholiserede hustru Elisabeth, hvis 50 års fødselsdag er sammenkomstens anledning.
På samvittigheden har hun – udover et Rundetårn af tømmermænd og svigt – en hospitaliseret datter, traumatiseret af Mors Druk. Det taler vi ikke om, ind til vi pludselig gør, og de helt store skeletter skal danses ud af skabet.
Gæsteparret er Elisabeths stilfærdige, ufrivilligt barnløse søster Julie med hemmelig hang til hård sex og ydmygelse (spyt mig i munden – jeg kan li’ det!) – i det, man tror er godt selskab med sin lidt over-karrikerede karrieremand Mikael, udstyret med selvfed bulderbassse-attitude og dumsmart managment-lingo.
Alle fire eminent gestaltet af førnævnte topspillere, hvor især en brillant spillende Anette Støvelbæk fascinerer med sin knusdejlige skrøbelighed, der viser sig at dække over en dyb klangbund af brutal,utilfredsstillet lyst.
Hvad er pointen, ud over to grotesk morsomme timer, mens sandhederne kommer på (drinks)bordet og alt går op i hat og briller i det skønne, lille teater på Vesterbro?
Stykket udstiller med grusom tydelighed det pæne borgerskab anno 2021.
På det personlige plan vil det være svært for mange, ikke at føle sig ramt – og gå hjem med et hemmeligt løfte om straks-forbedring.
Lidt mere analytisk/distanceret kan man filosofere over stykkets titel.
Sandhed er der nok af, men ingen konsekvens drages.
Da natten er ovre, gintågerne letter og taxaen på vej, synes alt at være tilbage ved det gamle. På en eller anden måde har vi indrettet os på, at et af parforholdets vilkår, er at fejle, tilgive og komme videre sammen.
Crazy, men også lidt kønt. Norén elskede os måske alligevel.
Køb billet i en hulens fart, så godt er det!
STJERNESTUND PÅ THE SAMUEL
Med en parforholds-basker i udsigt på Teatret Ved Sorte Hest, er det udtryk for rettidig omhu at have indsat sat lidt ekstra goodwill på kæreste-kontoen.
Derfor gik turen en uge inden premieren med ledsagertil Hellerup, som Restaurant The Samuel, i den gamle apoteker-bygning, har sikret en Michelinstjerne.
Og det er en kæmpe én af slagsen, kan jeg love dig.
Menuvalget er let, for The Samuel tilbyder en’Everything We Got in Mind For You’-menu med nye og ældre signaturretter, der tilsammen sniger sig op på 10 lovende serveringer plus 3 snacks. Ja tak.
Første snack var en trio bestående af en frisk-fra-Normandiet-Asian-style østers, i skummet lage af passionsfrugt, en lille kaviar-toast, forklædt som blomstermark samt en flabet servering af gåselever og mirabel i æggeskal.
Der lægges fra start ud på højt niveau, og det fortsætter opad.
Første fisk var en kriminelt velsmagende, næsten rå jomfruhummerhale, serveret med islandsk tang med sødlige noter, nedsænket i beurre blanc, der fik englene til at samle sig, med henblik på at begynde at synge.
Deres stemmer anedes i det spartansk indrettede, og meget karryfarvede spiselokale, da fisk 2 gik i nettet, et stykke saltet torsk i genial flødesauce under et net af hibiscusblomst med caviar på toppen. Var det aftenens bedste ret?
Afgørelsen vil kræve V.A.R. (Video Assistant Referee, som du kender fra fodbold EM. (Kyndige eksperter genser det hele i slo-mo fra alle vinkler og bliver alligevel ikke helt enige.)
Ingen middag uden pasta, hedder det sig, og den ankom som en cirkelrund slags lasagneplade, mægtigt dekoret i et Paul Smith-agtigt stribe-mønster af trøffel og olier.
Den følgende, knaldsorte servering af farseret blæksprutte i eget blæk, var mindst lige så farverig, blot i smagen.
Udfordreren til den saltede torsk som aftenens mest eksorbitante servering, var kugler af foie gras serveret med modne kirsebær i en sky, der havde rørt himmelen. OMG! Her var det, man begyndte at overveje, hvornår man sidst har spist så godt.
(Advarsel: Kvaliteten og stemningen på The Samuel er sådan, at man meget nemt går i ét med sit højstemte, gastro-intellektuelle jeg.)
Tosset god var også den efterfølgende vol-au-vent (tænk tartelet men sig det ikke til nogen) med cognac, trøffel og morkel. En fyldig men også raffineret smag af efterår og sensommer i sprød indpakning. Sikken duft altså!
Ostene var et cirkus for sig, og blev kyndigt og charmerende præsenteret downstairs, for senere at blive serveret upstairs i designerlayout, som små, appetitlige happere på nøje anlagt stribe.
Dødfræk og lige i øjet var den første dessert, en bittersød mandelis på orangeskræl, toppet af med kumquat og safran.
Herefter en sand himmerigsmundfuld af banan og praline – Kreationen, der vandt Copa Jerez, som er et af verdens største gastro-events.
Lad de virkeligt dygtige tjenere fortælle dig mere om The Samuels særlige vinder-tilknytning til denne prestigefyldte konkurrence, inden du sætter tænkerne i den afsluttende choux – en lille, luftig, men syndig pastry med kaffe/vanilie.
Vin pairing’en, der mandsopdækkede hver ret, med sans for både samklang og overraskelse, var lagt an på især ældre flasker med en 1976’er Riesling Auslese som den ældste.
Særligt spændende var de to Sherry’er, som jeg blot må erkende, er noget, man vokser op, og bliver moden til at holde mere og mere, evt. alt for meget af.
Den Aloxe Corton fra ’96, der faktisk allerede inden besøget havde fanget min opmærksomhed, var dog nok lige over aldersgrænsen – svag på peber, men stadig med sine knirkende tanniner i behold.
Vinenes alder trak på en eller anden måde en rød tråd gennem hele paraden af skiftende glas, deres indbyrdes forskellighed til trods.
På tallerkenerne udfoldedes samme homogenitet, båret af en fælles undertone af klassisk kvalitet og drønsikker tilberedning.
Tilsammen efterlader det et ualmindelig flot helhedsindtryk af The Samuel, som har mere end fortjent den nyvundne stjerne.
