RIGOLETTO • DEUTSCHE OPER

★★★★☆☆

Foto: Bettina Stoess

ANMELDELSE RIGOLETTO: POKKERS GODT REGIETEATER

Sangerne er fremragende i Jan Bosses stage design af Rigoletto, hvor det ellers er den kontroversielle tyske instruktørs radikale iscenesættelse af Verdis funklende operajuvel, der står til at løbe med det meste af opmærksomheden.

Først og fremmest imponerer den russiske stjernesopran Elena Tsallagova med sin næsten atletiske soprangymnastik, der lægger salen ned med letløbende, legesyge koloraturer i partiet som hofnarren Rigoletto’s ombejlede datter Gilda.

Intet under, at den smukke, unge sangerinde er blandt sin generations mest efterspurgte. 

Hun var nomineret som bedste sangerinde 2021 til den prestigefyldte tyske Opus Klassik-pris og fik verdenspressen til at falde pladask i Barrie Kosky’s München udgave af Den Fiffige Lille Ræv.

Hold øje med navnet og oplev hende, hvis lejligheden byder sig.

I titelrollen synger den koreanske baryton Leonardo Lee indlevelsesfuldt og med troværdig tristesse, med en mørkere klang, end man plejer at høre fra den plagede hofnar, der i denne opsætning fremstilles sjældent hudløst, som den fortvivlede taber, han i virkeligheden er.

Alene i verden med et job, der giver fjender overalt, og på nippet til at miste det eneste, han lever for, til den kyniske hertugs utæmmede elskovslyst.

Den absolut originale iscenesættelse åbner med en spejling af Deutsche Opers store sal, nu med tilskuerrækkerne oppe på scenen, hvor festklædte ’publikummer’ gør det ud for hertugens hof, der inden længe bades i et orgie af glimmer og konfettikanonader.

Mindre skrupforvirret bliver man ikke, da Rigoletto gør sin entre, forklædt som kanin i et komplet vanvittigt kostume af flagrende guld-lamé, for snart efter at fornærme alt og alle.

Som Hertugen af Matua, prægtigt gestaltet i sin hensynsløshed, brillerer den lyriske tenor Atillio Glaser, selvfølgelig klædt i stramtsiddende silkeskjorte a la Versace, tilsat et moderigtigt udvalg af italienske designersolbriller.

Regie-teater er det til fingerspidserne, og man kunne måske blive lidt træt af al den kreative diskurs og popmodernisering, hvis resultatet ikke var så pokkers underholdende.

Når al gøglet er absorberet, står du tilbage med et sublimt sangercast – og orkesterspil af høj, høj klasse, der gør denne opera-aften i Berlin til en både velgørende og inspirerende oplevelse.

NYCIRKUS PÅ CHAMÄLEON OG ANDRE BERLIN TIPS

Skal det være noget andet end opera, så tjek Chamäleon i de kendte Hackesche Höfe midt i überhippe Mitte.

Chamäleon spiller nycirkus forestillinger i varietéformat med servering ved småborde i salen og optræden på scenen i et overraskende herligt venue, der minder lidt om Vega.

Jeg oplevede den prisvindende forestilling Out Of Chaos som er en slags performanceteater, udført af en virkelig sympatisk gruppe præcisionsartister, der kalder sig Tyngdekraft Og Andre Myter.

En slags håndstands-akrobatik for viderekomne til stemningsfuld live musik, hvor artisterne bygger forbløffende, menneskelige skulpturer af deres smidige kroppe, hopper, springer og svæver, så det gibber i publikum.

Denne forestilling slår sig op på et pladderfilosofisk narrativ, i retning af at være en reference til fødsel og primal-fysik, der kolliderer med intime, verbale bekendelser og indsigt i, hvordan det føles at stå på scenen i realtid.

Nogle vil finde det konceptuelle fundament heftigt overspillet, men underholdningen fejler ikke noget.

Programmet skifter hele tiden, tjek det ud på nettet og få en sjov aften.

Jeg havde gerne spist på de nye gourmet-darlings Cookies Cream og Otto, men ingen af dem har frokost åbent pt., så jeg nød mine sædvanlige, driftsikre vandhuller.

Bocca di Bacco, (semimondænt italiensk kändistreffpunkt), Borchardt (omtrent det samme blot med fransk fortegn) samt Augustiner ved Gendarmenmarkt (wurst & weissbier som i Bayern.). Gode gensyn uden mere pjat.

Gropius Bau museet har næsten altid gode udstillinger, denne gang et mix ved navn YOYI! der udmærker sig ved en computerdesignet animationsfilm på små 20 min., som med en hvals POW viser en tur fra havets bund op gennem vandet til en forløsende salto og en vejrtrækning. Vises i helt vild kvalitet på en 8 x 20 meter gigantisk LED skærm, så man svømmer fuldkommen hen i det. Fedt.

Det spritnye, kæmpemæssige Humbolt Forum multi-kulturhus på Unter Den Linden præsenterer bl.a. en spændende, knaldflot iscenesat, interaktiv hi-tech udstilling Berlin Global som er på europæisk topniveau inden for genren, og klart besøget værd.