SKRUEN STRAMMES • DET KGL. TEATER

★★★☆☆☆

Foto: Miklos Szabo

ANMELDELSE SKRUEN STRAMMES: MYSTIKKEN BREDER SIG MERE END GODT ER

Mystikken breder sig mere end godt er, i Det Kgl. Teaters’ opsætning af Benjamin Brittens kammeropera Skruen Strammes, der trods fine vokalpræstationer og en dynamisk scenografi efterlader et uforløst indtryk og en hel del spørgsmålstegn.

Brittens spøgelsesopera er udstyret med en række dobbeltlag i fortællingen, der trods sin premiere en veludhvilet søndag eftermiddag, kun momentvis gav mening.

Stykket er dramatiseret over en gotisk gysernovelle af Henry James, som løftes til skyerne i flere litterære fora.

Det mørke plot henleder tanken på Hollywood filmen The Others med Nicole Kidman, hvis det ringer en klokke.

Skruen strammes blev skrevet på bestilling fra Venedig Biennalen, og havde premiere på La Fenice i 1954. 

En førende kulturanmelder har for nylig tilkendegivet en vis kritik af forestillinger, man skal have brugsanvisning for at forstå. Scenekunst må virke i realtime. Denne gør ikke.

Jeg fattede simpelthen ikke ret meget af historien, ud over en fornemmelse af et bagvedliggende motiv omkring komponistens udfordringer med sin homoseksualitet. Måske en association udsprunget af Thomas Mann/Døden i Venedig – nu vi er på de kanter.

Så er vi henne ved dét med brugsanvisningen igen, når man skal være inde i en større kontekst for at forstå, hvad der i grunden foregår på de skrå brædder. Det homoerotiske har min research ikke kunnet ikke verificere, men iflg. flere litteraturanalytikere synes en eller anden form for seksualforskrækkelse at være impliceret.

Skruen Strammes handler om en guvernante, der skal passe to børn på et landsted, der viser sig at være hjemsøgt af tidligere ansattes genfærd. Børnene Miles og Flora synes at være en del af denne dobbeltverden, som den nye guvernante prøver at skærme dem fra. 

Lad os lige få slået fast, at Clara Cecilie Thomsen er fremragende som guvernanten, uanset de indviklede omstændigheder.

Er de to uskyldige børn nu også helt så uskyldige?

Fra første færd er der noget ufortalt under overfladen, et mørke bag børnenes smukke, intelligente og omsorgsfulde ydre. Børnenes perfektion er i sig selv ildevarslende med imponerende præstationer fra Milo Wajnman Køie som Miles og Barbro Citron som Flora.

Der melder sig den snigende mistanke, at spøgeriet og børnenes mulige forbindelse hertil, måske kun foregår i guvernantens fantasi. Er hendes beskyttertrang overfor børnene måske snarere besiddertrang, initieret af seksuel understimulering?

Har hun selv opfundet det hele, eller hvad er det, der foregår med arbejdsgiveren, børnenes onkel, der under ingen omstændigheder må kontaktes og ikke vil rodes ind i fortiden, sønnens bortvisning fra skolen, forsvundne breve, drengen, der messer latinske verselinjer om ondskab, Flora, der får vinger, og Miles der falder død om?

Noget peger i retning  af en homoseksuel eller måske ligefrem pædofil tematik – for evigt fanget, ensom og udskammet, på grund af seksualitet eller overgreb. Det lyder som noget, der har den rette zeitgeist til at blive sat op i dag.

Men jeg er ikke sikker, og jeg har efterfølgende forstået, at en mørk, uforløst tvivl er en del af pointen – og gyset – som vel aldrig for alvor indfinder sig i den noget postulerede mockup-scenografi med scenearbejdere på arbejde rundt omkring.

 Brittens musikalske univers er contemporary, altså moderne klassisk og i sig selv udfordrende for mange. Skruen Strammes synes ikke at nå kvaliteterne fra Peter Grimes, som Det Kgl. leverede i en brillant Britten-opførelse sidste år

Musikken er drejet omkring et tolvtone-tema, der introduceres lige efter prologen, og motivet bruges i variationer til at binde stykkets 16 akter sammen. Dissonanserne står i kø, og der et langt mellem sangbare sekvenser i traditionel operaforstand.

Skruen Strammes opføres som en del af Opera Europes arbejde for at få opera ud til et bredere publikum. Denne opera forekommer så smal, at man synes at opnå præcis det modsatte.

Tre stjerner fra Det Sku’ Du Se.