ANIMAL FARM • BETTY NANSEN

★★★★★★

Foto: Camilla Winther

ANMELDELSE ANIMAL FARM: SVINSK GODT TEATER

Det Sku’ Du Se fisker de sjældne seks stjerner op af hatten til Elisa Kragerups svinsk gode teaterversion af George Orwell’s Animal Farm. Ganske enkelt noget af det mest medrivende scenekunst set længe.

En original, velrystet cocktail af high energy musikteater med kæmpe underholdningsværdi og noget på hjerte. En blotlægning af magtens modus operandi, som Ukraine-krisen i disse dage gør rædselsvækkende aktuel.

Orwell skrev Animal Farm i 1945, en ironisk/satirisk novelle i omegnen af blot 100 sider, som en hudflettende, politisk allegori over Sovjet-kommunismen. 

På dansk kendt som Kammerat Napoleon og stamfader til mundheldet Alle er lige – men nogle er mere lige end andre.

Det handler i substansen om socialismens forløjethed.

I Kragerups/Tom Silkebergs kløgtige bearbejdning er kommunist-forskrækkelsen twistet med særlig vægt på de manipulative tools, kyniske diktatorer tager i anvendelse, for at erobre magten, og ikke mindst for at beholde den.

På dén måde er det uundgåeligt, at læse dette take på Animal Farm ind i det forvirrende, uforudsigelige billede af Ruslands angrebskrig i Ukraine, hvor alternative sandheder, fake news og vinklede facts designes til at vinde sympatien og retfærdiggøre afsenderens narrativ.

Som da den russiske leder op til 24. februar stillede sig til rådighed for at ’hjælpe’ Ukraine med en naturlig udrensning af landets mange nazister og homoseksuelle.

I skrivende stund har jeg endnu ikke hørt nogen sige tak for hjælpen. Mest skræmmende er det, at virkeligheden på så få uger har overhalet teatret.

Og vender vi vist lige næsen hjem mod Frederiksberg Allé, og overlader militærpsykologien til andre.

Animal Farm er en del af Betty Udvikler-konceptet, som indebærer en leg med genrerne, der i denne forestilling lykkes mere end 100 procent.

Den komplet fascinerende electronica/dance komponist Lydmor aka Jenny Rossander – producer, sangskriver og nu også Betty-artist, har begået et mildest talt fedt, musikalsk soundscape, som hun selv performer, skiftevis som en del af skuespillercastet eller fra sit blærede keyboard-tableau på bagscenen.

Ethvert tilløb til dramaturgisk stilstand bliver flået op med rivende beats i übercool sound, fra tid til anden tilsat Lydmors sært æteriske, Kate Bush-agtige vokal og spinkle moves. Det er rent ud sagt fabelagtigt og jeg er ny fan.

Blandt skuespillerne, som leverer et imponerende kraftfuldt ensemblespil, stråler først og fremmest en knivskarp, top velspillende Maria Rich, med Sarah Boberg og Tina Gylling Mortensen lige i hælene.

Gosh, de er dygtige, de kvinder. Seje, sjove og nogle rigtig dumme svin!

At der ikke er en eneste mand i det 9 personer store cast, skyldes måske, at man har ønsket at smide optræk til et konventionelt m/k hierarki helt ud af ligningen. Det ligner en tanke, som jeg dog endnu ikke har gennemskuet.

Ida Grarups minus-romantiske scenografi af nedtrampet bondegårdsmøg og iskolde neonlys er en gave, der bliver ved med at give, efterhånden som spillerne i deres monokrome, elastikbinds-agtige pjaltekostumer sværtes mere og mere til. Ingen ’sjove’ dyrekostumer her, bare rolig.

Efter en hurtigt gennemført revolution overtager dyrene magten på bondegården og smider den dovne, drikfældige ejer på porten.

Nu skal værdige omstændigheder etableres, og en ’Fair Løsning’ for den hårdt arbejdende besætning sikres.

Det hele løber imidlertid løbsk, inden nogen kan nå at stave til de-mo-kra-ti.

Man når lige at skrive alle dyr er lige på ladeporten, inden svinene, der som bekendt er lidt klogere end de andre dyr, igangsætter manipulationerne for at sikre sig magten – og pladsen øverst på kransekagen.

Historien følger, hvordan oversvinet Napoleon bringer sig til tops ved hjælp af slesk tale, historieforvridning og rå magtudfoldelse. Det er for jeres eget bedste, må hestene, fårene, hønsene og alle de andre dyr forstå.

Kun langsomt indser dyrene, at de aldrig vandt den frihed, de gik på barrikaderne for. Men blot ryddede tronen for en ny diktator, der snart viser sig at være værre end den, man fik omstyrtet.

Magt korrumperer – absolut magt korrumperer absolut.

Festen lukker med oversvinet Tina Gylling Mortensen solo på scenen, der fejrer sig i champagne med publikum – i ophøjet majestæt. Så kan du selv sætte navn på.

Det er uhyggeligt. Det er bragende morsomt. Det er teater af høj klasse og med en kæmpe anbefaling fra Det Sku’ Du Se.

BJØRNEKÆLDEREN IMPONERER

På modsatte hjørne af Betty Nansen på Frederiksberg Allé, er Restaurant Bjørnekælderen genåbnet i flot form.

Med 10 meter til teatrets hovedindgang kan det vist ikke blive et mere oplagt valg til en Pre-Betty.

Menukortet er opfindsomt, og det var ikke svært at beslutte sig for Lille Bjørn- menuen med 4 serveringer valgt af køkkenet for blot 575 kr.

Hvid asparges i smukke stykker blev serveret med lyse rogn af på pocheret æggeblomme med ramsløg og en velsmagende creme på agurk. En rigtig insta-lækker servering, der satte barren højt og smagte yderst delikat.

Næste servering var tatar i den lidt mere franske udgave af fint skåret okse af bedste kvalitet. Her anrettet yderst vellykket med hvid soja, sesam og ribs, der gav en perfekt syre til det rå kød. 

Et glas virkelig god poilly Fuissé, jeg havde i gang fra forretten, gik glimrende til tataren også. Hvor heldig kan man være (solbrille smiley).

Tredje ret var en nok så bombastisk omgang Rib af svin, der smeltede på tungen og smagte så godt, at jeg lod mig lokke til et glas fortrinlig 2016 Arbois Pinot Noir fra Jura, som både var let og saftig, men også havde en flot, pebret kant, der løftede den måske lidt for heavy, men komplet velsmagende servering.

Desserten…. Tænk grøn rabarber, vanilje, lime og hvid chokolade. Ja. Mums.

Service og atmosfære var imødekommende og uopstyltet. Den nystartede, unge tjener (første dag på arbejde) gjorde alt rigtigt og havde fine aktier i dette meget sympatiske indtryk af Bjørnekælderen. 

Velbekomme.