MENS VI VENTER PÅ GODOT • TEATRET VED SORTE HEST
★★★★★☆
Foto: Robin Skjoldborg
ANMELDELSE MENS VI VENTER PÅ GODOT: SE, DÉT ER GODT TEATER!
Fraværet af mening er faktisk meningen med det hele, i den besynderlige Samuel Beckett klassiker Mens Vi Venter På Godot i Maria Vinterbergs femstjernede, transparente iscenesættelse på Teatret Ved Sorte Hest.
Et overskudsramt, veloplagt ensemble anført af Nicolas Bro i sædvanlig, insisterende fysik, perfekt matchet op med Mads Wille, Steen Stig Lommer og Kristoffer Helmuth, har ud over Reumertprisen til instruktøren sikret Hesten en regn af anmelderroser siden stykkets første, totalt udsolgte run i efteråret 2020.
2022 repremieren er allerede totalt udsolgt, og var værd at vente på, for nu at blive i Godot-lingoen.
Det paradoksale ved Godot, som går for at være et af det 20. århundredes vigtigste værker, er at forestillingen fremstår som nærmest provokerende udramatisk dramatik.
Alligevel er det i top 5 på listen over de titler, der ubetinget hører til god dannelse at kende. Så læs hellere med her…
Stykket gør op med den konventionelle, plot-drevne drejebog for at skildre nytteløsheden af menneskelig stræben i en meningsløs verden.
I et nøgent vakuum af begivenhedsløs sniksnak spejles individets fortvivlende, magtesløse situation. Hvad skal det hele nytte?
Beckett skrev stykket sidst i 50’erne, og i en actionpumpet Netflix-nutid kan det virke gammeldags at italesætte livets tomhed og trummerum med 2,5 timers tomhed og trummerum. I bund og grund en eksistentiel udfordring, der velnok kan læses ind i enhver tid: Nu mere relevant end nogen sinde!
Var Godots klassiker-status ikke allerede opnået, kunne man fristes til at kalde grebet infantilt, men dén vinkel dribler vi behændigt uden om.
Som min psykolog siger, gælder det om at ’nyde rejsen’ – og skuespillet fra de fire kapaciteter er fra start til slut en topklasse live-oplevelse right under your nose.
Tragisk, komisk og absurd underholdende.
På overfladen handler det om de to fortabte, elskelige vagabonder Vladimir og Estragon, som vi møder ved en grøftekant i Nowhereland, hvor eneste fikspunkt er et nøgent træ.
Her laver de – rigtigt gættet – ingen ting.
Andet end at småsludre, småfilosofere, småskændes, blive venner igen og så altså vente på Godot, som aldrig indfinder sig.
Et par besøg af den aparte, gennemrejsende Pozzo og hans mildt sagt ulykkelige tjener Lucky sætter ikke dybere spor, end at det gør noget.
Hvem ER så denne Godot?
Beckett har leget med ordene, og hvis jeg breaker at Godot mod stykkes slutning beskrives som en mand med hvidt skæg og masser af får, gætter du nok, at flaskehalsen peger mod himlen.
Himself ser vi aldrig skyggen af. En budbringer dukker ellers op to gange med besked om at Godot forventes at komme ’i morgen’
Det hele foregår altså på de indre linjer, og er udover at være en slags religionskritik, en udstilling af os mennesker, der blot går og venter på Gud, frelsen eller døden, mens vi passer vores meningsløse sysler.
Så gik tiden med det – den var gået alligevel, blot ikke så hurtigt, som Estragon på et tidspunkt konstaterer.
Så er det, kære læser, at spørgsmålet retter sig mod DIG.
Går DU også bare og venter på Godot?
Var der ikke noget med, at du skulle vandre Caminoen?
Hvad blev der af det lille byhus og det enkle liv i Toscana? Eller ideen om at flytte til Berlin et års tid?
Er vi på den anden side blevet for præstationsorienterede i en Just-Do-It kultur, hvor det hele tiden handler om at putte lidt mere ind – (og huske at lægge det på Facebook bagefter, forstås.)
Hvorfor ER vi, og hva’ SKA’ vi?
Det er den slags tanker, stykket sætter i gang og lader boble i dit sind, længe efter du har forladt den lille, løjerlige skotøjsæske, der udgør Sorte Hest på Vesterbro.
Begavet stof til eftertanke, smukt, enkelt iscenesat og frydefuldt velspillet.
Se, dét er godt teater!
GLÆD DIG: PRAG SPECIAL
Det Sku’ Du Se tager fat på opera-året 2022 med en Prag Special – en anmelderrejse til en af Europas klassiske operadestinationer med stolte traditioner, masser af historie og tre smukke operahuse fra verden af i går.
Vidste du f.eks. at Mozart selv dirigerede førsteopførelsen af Don Giovanni lige her i Prag? Det kan da noget!
Læs med fra den imødesete 2022 premiere på Katja Kabanova, skrevet af den verdenskendte komponist Leo Janacek, en af Tjekkiets og Prags egne sønner, som også skrev bl.a. Jenufa og Den Fiffige lille Ræv.
Katja springer ud i en ny iscenesættelse af den spanske instruktør Calixto Bieito, der er kendt for sine radikale fortolkninger af klassiske operaer. Spændingen er hermed antændt….
Læs også om helt aktuelle nyopførelser af Den Flyvende Hollænder og Tosca i denne fremtrædende kulturhovedstad.
Og del mine betragtninger om Kafka’s Processen som ballet, der tegner til at blive noget af en oplevelse her i Kafka’s hjemby, hvor han tilbragte det meste af sit kun 40-årige liv.
Tjek videotraileren her https://www.youtube.com/watch?v=vLOJlu8rYgg&t=59s
Anmeldelserne bringes her på sitet i løbet af februar. Jeg håber du vil læse med og lade dig inspirere til dit næste operaeventyr.
