TITUS • OPERAEN
★★★☆☆☆
Foto: Miklos Szabo
ANMELDELSE TITUS: MOZART MINUS MAGIEN
Stram storytelling, cool scenografi og gode sangerpræstationer formår ikke at bortlede opmærksomheden fra den manglende magi i Mozarts sidst komponerede og sjældent opførte opera Titus.
Det må virkelig have været sidst på måneden, da Mozart sagde ja til at komponere Titus som en del af kroningsfestlighederne for Kong Leopold 2, kejser af Østrig og konge af Bøhmen fra 1791, der også blev Mozarts sidste leveår.
Mozarts rival Salieri havde takket nej til den prestigefyldte opgave på grund af tidspresset, men Mozart manglede som altid penge og tog jobbet. Der har nok været lidt for meget på tallerkenen, som man ville sige i dag.
Operaens plot er en plagsom og flere steder ufrivillig komisk besyngning af kejserlig empati og mildhed, der udfolder sig for enden af et forræderisk attentatforsøg, initieret af jalousi og kærlighed.
Magtens bolig bliver sat i brand, men kejseren overlever, og ender med at tilgive misdæderne.
Operaen er en såkaldt opera seria og et bestillingsarbejde, man i dag ville kalde operawashing – kongelig/kejserlig propaganda forklædt som underholdning, en musikalsk advertorial eller bare dygtigt branded content.
Den originale handling udfoldes i det antikke Rom, men meningen er naturligvis, at pointen om den kejserlige, moralske overlegenhed skal smitte af på 1791-situation og give Leopold 2’s kroning og popularitet ekstra vind i sejlene.
Musikalsk er der kun momentvis tilløb til den Mozart-magi, man kender fra f.eks. Tryllefløjten og det fabelagtige Rekviem, der blev komponeret samme år.
Flere glimrende arier lader især Elisabeth Jansson og Mojca Erdmann udfolde deres vokale talent, mens fine, dramatiske korstykker giver operakoret mulighed for at demonstrere det høje niveau.
Generelt synes musikken imidlertid at underlevere på den idérigdom og klarhed, der kendetegner så mange andre værker fra mesterens hånd. Et kort touch af geni får vi, da en veloplagt, elskovssyg klarinet flirter så skamløst med en af kvinderne, at hun bliver blød i knæene og må overgive sig til kærligheden. Fy, Amadeus.
Intellektuelt betragtet er Titus en interessant oplevelse på grund af sin sjældenhed, men for nu at være ærlig, går man fra den relativt korte opera (2x 55 min). med en lidt flad fornemmelse.
Jetske Mijnssen har iscenesat forestillingen med dygtigt fokus på karakterernes psykologi. Ben Baur står for scenografi og kostumedesign i cool gray, marmor, powersuits og smuk typografi, toppet af en flot nøglescene med fuld blæs på pyroteknikken.
Titus er produceret i samarbejde med bl.a. Staatsoper Hamburg. Det er godt scenehåndværk, men Titus har det bare ikke i sig, og vi lander på tre stjerner fra Det Sku’ Du Se.
