TRYLLEFLØJTEN • SALZBURG FESTSPIELE 2022
★★★☆☆☆
Foto: Monika Rittershaus
ANMELDELSE TRYLLEFLØJTEN: MOZART MISHANDLET I ÅRETS FUSER
Mozart mishandlet i Salzburg.
Tryllefløjten i en fortænkt, forvirret og forskruet udgave var, hvad det lamslåede festivalpublikum måtte holde masken til, i genopsætningen af den amerikanske instruktør Lydia Steier’s omdiskuterede 2018 version af Mozarts klassiker.
Tiden synes ikke at have modnet iscenesættelsens kvaliteter, omend den ulyksalige Ukraine-krig sætter stykkets fælt overdrevne, omend veludførte visualiseringer et ubehageligt, aktuelt perspektiv.
Instruktøren har tryllet Tryllefløjten om til en metalags-godnathistorie for tre velfriserede drenge fra det bedre borgerskab i tiden før 1. Verdenskrig.
Snart deltager de aktivt i historien sammen med et rodet opbud af grå habitmænd i bowlerhatte, kæmpestore, pelsede vingummibamser en deling kampklædte soldater.
Scenografien i flere etagers tegneserie-ruder er ikke tosset, ej heller det fantasifulde Escher-agtige slot med indviklede, ’umulige’ trapper og balkoner, hvor et hav af medvirkende giver den gas i labyrintisk virvar.
Hele cirkusset understreger Disneyficeringen af Mozarts eventyropera, der har fået alt hvad den kan trække, og er endt i et overlæsset, effektjagende kaos, om end et spektakulært et af slagsen.
Le Figaro kalder Lydia Steiers take virtuøst, franskmænd er måske bare lidt mere iltert indrettet eller hvad.
En rar bedstefar er tilføjet som en slags moderator, der læser højt af eventyret og løbende resumerer handlingen, hvorved man faktisk ganske fikst slipper uden om de uendelige dialoger, der hæmmer originalen.
Modbydelige videosekvenser af kampscener fra skyttegravene, inklusiv nærbilleder af lemlæstede faldne, blæst godt op på sætstykkerne, virker effektivt som hæslige manifestationer af den evige kamp mellem det gode og det onde.
Prins Tamino’s rejse mod den guddommelige indsigt og Papageno/Papagena’s cute lovestory forsvinder lidt i al krudtrøgen sammen med den dansk/svenske bas Henning von Schulman, som i øvrigt er vokalt overbevisende i sine partier.
Direktionen var overladt til Loana Mallwitz, der trykkede godt på speederen og lidt for ofte efterlod et jappet og forjaget udtryk. Bange anelser fik jeg allerede under ouverturen, der gik for hurtigt og manglede drive på samme tid.
Nattens Dronning, amerikanske Brenda Rae, der er en anerkendt koncertvokalist, kunne lige akkurat nå sin ikoniske aries høje F’er. (Notorisk svært og fire toner højere end det høje C. Som en manifestation af ægte Salzburg klasse forekom præstationen ikke.
Opsætningen, der er en delvist omarbejdet udgave af 2018-versionen, har fået prygl i tysk operapresse og lykkes heller ikke i anden ombæring med at trække stikket hjem. Effekter uden effekt, som det skrives et sted.
Rigtig skidt er der ikke noget, der er, under Salzburg Festspiele, men i sammenligning med andre af årets opsætninger, lander Tryllefløjten trods et fyrværkeri af action og skøre påhit som lidt af en fuser.
