HERTUG BLÅSKÆGS BORG • SALZBURG FESTSPIELE 2022

★★★★☆☆

ANMELDELSE HERTUG BLÅSKÆGS BORG: CASTELLUCCI BAG ÅRETS SCOOP

Den vildt hypede, italienske avantgardeinstruktør Romeo Castellucci er kendt for at gå radikalt til værks, når han former sine provokerende storskala-produktioner – altid med skandalen lurende lige om hjørnet.

Det gjaldt sidste års provokerende udgave af Don Giovanni – det samme gælder hans modige, ekstremt stilsikre eksekvering af Hertug Blåskægs Borg, der i denne Salzburg Festival udgave er langt fra det børneeventyr og de billeder, titlen med det blå skæg antyder.

Fortællingen er i grunden et fransk folkeeventyr fra 1600-tallet, som den ungarnske komponist Belá Bartók har sat i opera efter libretto af sin ven Belá Balázs.

Husker du det britiske 80’er band Curiosity Killed The Cat, der have et par radiohits?

Navnet slog mig pludselig, fordi historien om Hertug Blåskæg kører ad dét spor

Judith er faldet for Hertugen og forlader sit liv for at leve med ham på borgen, hvorom der ganske vist florerer visse rygter…

Castellucci har iscenesat den blodige historie, der minder lidt om Dario Argento’s italienske ’Giallo’ horror/splatterfilm. (Suspiria m.fl.).

Scenen er sat  i et altopslugende mørke, kun lyssat af levende ild i stramme geometriske former, der punktvis og på skift lyser op i det gigantiske teaterrum på Felsenreitschule. Store vandbassiner på scenen giver surrelle spejlinger, og sikrer et helt ekstraordinært look på denne ambitiøse og dybt originale produktion.

Kammerspillet har kun to medvirkende, Ausrine Stundyte og Mika Kares. Vokalt kører de dét hjem, som man i en fodboldreportage ville kalde en arbejdssejr.

Historien er grum – på slottet finder Judith syv døre, som hun åbner en efter en, på trods af Hertugens formaninger.  

Bag dørene findes hæslige torturinstrumenter, iskolde, grædende vægge, nederdrægtige våben, skatte af guld, sølv og ædelsten – og sågar en vidunderlig blomsterhave, hvor det eneste minus er, at alt er overstænket med blod – og søerne fyldt med tårer.

Intet af det, får vi dog at se, for som det spørges i prologen – er scenen sat outside? – eller within?

Bag den sidste dør holder Hertugen sine ekskoner levende indespærret. En skæbne, Judith kommer til at dele da hun ikke kan nære sig for også at åbne denne sidste dør til det, vi forstår er selve Hertugens sind.

Det er ikke alt, man har godt af at vide, synes moralen at være. Åbenheden kan som bekendt blive så stor, at ingen af parterne har glæde deraf.

Flere garvede publikummer, jeg talte med i Salzburg, betegnede denne forestilling som festivalens kunstneriske scoop.

Personligt anerkender jeg opsætningen som absolut nyskabende og visuelt overlegen – top blæret, men også noget insisterende i sin monotome execution.

Bartok’s ekspressive musik blev behændigt leveret af et talstærkt Mahler Jugendorkester, der spillede med flot klang, stor volumen og et godt drive i det flammende mørke.