ARIADNE PÅ NAXOS • OPERAEN

★★★★☆☆

Foto: Miklos Szabo

ANMELDELSE ARIADNE PÅ NAXOS: SOPRAN SCOOP LYSER OP I KOMISK OPERA KAOS

Brusende skøn musik holder sammen på Richard Strauss’ besynderlige operakomedie Ariadne på Naxos. Et hæsblæsende absurd plot, der diverterer med et sandt scoop i form af den unge, spanske sopran Serena Sáens, som er hér, dér og alle vegne med sin vidunderligt lystklingende, ekvilibristiske vokal og en indtagende, frisk sceneudstråling. Sikken oplevelse i Operaen!

Den markante, britiske stage director Katie Mitchell står for en radikal fortolkning af den plotmæssigt absolut krøllede opera fra 1916, som Strauss har skrevet sammen med sin faste tekstforfatter Hoffmannthal, og som først blev en succes i efter flere omarbejdelser. 

Mitchell er et spændende bekendtskab, der på linje med instruktørkolleger som Calixto Bieto og Roman Castellucci ikke går af vejen for at få ørerne i maskinen med dristige takes på klassisk opera- og teatermateriale.

Mitchell er kendt for sin kompromisløse, unikke stil, også gerne med en feministisk vinkel, der har fået konservativt indstillede kritikere til at beskylde hende for at vandalisere klassikere med henblik på at fremme sine egne, dubiøse dagsordener.

På overfladen er Ariadne på Naxos en omgang letbenede operaløjer, men i virkeligheden er det et stykke avanceret kulturkritik, der konfronterer høj- og lavkultur i en kontekst, hvor man skal holde tungen lige i munden, for at følge med.

Kendere og kendisser er samlet til en festaften hos Wiens rigeste mand og hans hustru for at overvære en nyskrevet opera, baseret på et græsk sagn om den tragiske Ariadne og hendes problematiske kærlighed.

Det seriøse værk skal følges op af et muntert nachspiel, udført af en commedia dell’ arte teatergruppe, der er booket ind for at sætte fut i efterfesten med deres lavkomiske og forventeligt vulgære improvisationer. 

I sidste øjeblik forlanger rigmanden imidlertid, at de to ensembler mixer deres forestillinger sammen, så de kan opføres samtidig, og dermed sikre parrets fine gæster et minimum af kedsommelighed, som det udtrykkes.

Ideen mødes omgående med vilde protester fra de to ensembler, men som bekendt er det dén, som betaler musikken, der bestemmer hvad der skal spilles – og snart kan det nye take på forestillingen tage sin begyndelse, uagtet at store dele af de inviterede allerede er faldet i søvn efter en overvældende middag. 

Et dybt crazy og stærkt underholdende afsæt, der etablerer operaens box-in-a box struktur, og som på raffineret vis både sætter fin-/lavkultur og de to primadonnaers karakterforskelligheder op mod hinanden.  Operaens tragiske hyper-monogame heltinde Ariadne (fremragende sunget af Ann Petersen) – og komediegruppens letlevende Zerbinetta (Serena Sáens), der springer fra den ene elsker til den anden.

Efter den mesterlige, komiske prolog er det op til 2. akt at rede trådene ud, hvilket viser sig at være en opgave behæftet med uhyre vanskeligheder.

Mitchell har tilføjet ekstra metalag, der ikke ligefrem bidrager til logikken, og jeg kan ikke sige mig fri for en fornemmelse af, at stykket langsomt, men sikkert fortaber sig i i sin egen dejlighed, og får mere end svært ved at slå en knude på alle de diskurser og ekstemporeringer, der er tilført det i forvejen indviklede plot.

Problemet er som bekendt, at når man som publikummer taber tråden for længe ad gangen, bliver oplevelsen udvendig. 

Katrin Weisser er skarp og skøn i talerollen som PA for rigmanden og hans hustru, mens Elisabeth Jansson overbeviser i rollen som operakomponisten, der må finde sig i komediegruppens overgreb på hendes seriøse værk.

Jamez McCorkle er en magtdemonstration som tenoren, der i skikkelse af vinguden Bacchus hjælper Ariadne til at genfinde kærligheden i en kaosfinale, der både byder på skydevåben, en nyfødt baby, stribede spidshatte, konfettikanon, balloner og fyrværkeri. Hvem sagde less is more?

Det ændrer ikke ved, at man gennem knap tre timer er udsat for pragtfuldt, brusende orkesterspil og et herligt virvar af kostumer, ikke mindst Zerbinetta’s festlige kjole af glødende LED-pærer, der lyser op ligesom Serena Sáens uomtvistelige talent.

Der er fire stjerner fra Det Sku’ Du Se til en forestilling med femstjernede sangere i en iscenesættelse, der nok har rusket lige lovlig meget op i en historie, som er skør nok i forvejen.