DEN LILLE HAVFRUE • SKUESPILHUSET
★★★★☆☆
ANMELDELSE DEN LILLE HAVFRUE: SVØMMER LIGE I PUBLIKUMS HJERTER
Den Lille Havfrue svømmer lige i publikums hjerter i Anastasia Holst Nørlunds fine, musik-eventyrlige fortolkning af HCA’s klassiker, der lykkes i Skuespilhuset som sanselig, moderne underholdning med poesi og følelse.
Forestillingen er iscenesat med dynamisk sceneshow, fabulerende kostumer og imponerende scenografi af Julian Juhlin, der indrammer det kendte eventyr i en sikker, stramt komponeret grafisk visuel stil.
Ikke mindst i Prinsens rige, der ligner ikoniske Brighton Pier med sine hvidmalede trækonstruktioner – et skønt Tivoli som pastiche på klicheen om barnlig lykke med pariserhjul, swingkarrusel med hvide, kædehængte stole, hvide balloner og hvid candyfloss.
Skønt teater, der giver smil på læben. Et smil der gradvis stivner, efterhånden som den melodramatiske handling skrider frem mod sin lækker-sørgelige finale.
Lækker, bølgende musik strømmer generøst fra et on-stage liveband i herlige kostumer – med et veloplagt cast, der boltrer sig i blå-grønligt-fiskeglimmerlook, flot lysdesign, malende lydeffekter og flittig brug af sceneelevatorer.
Det er faktisk alt sammen rigtig godt, men synes at have en udfordring i at beslutte sig for, hvem målgruppen egentlig er. Måske er det noget med eventyr-genren som sådan?
Er det børneteater for voksne eller voksenteater for børn? Er det en coming- of-age fortælling for young adults?
Nogen decideret børneforestilling er det ikke, dertil er det nok lidt for sexet, skønt både havfruens glimtvise udbrud af erotisk længsel og prinsens sixpack-showoff er indtagende.
I krænkelses-parathedens tid kan disse fragmenter af iscenesættelsen nok falde én og anden forælder for brystet, hvorfor forestillingen da også officielt anbefales fra 13 år og op. Vi andre nyder selvfølgelig løjerne helt uden at skamme os.
Lasse Steen bobler af energi og velspil som den smukke, veltrænede prins Edvard, og er uomtvisteligt sexet i en scene omkring havfruens ikoniske jeg sidder-lige-her-og venter-sten, hvor han minder lidt om Brad Pitt i bar overkrop, der reparerer antennen på Leonardo di Caprio’s tag i dén Tarantino-film, du ved.
Alt i alt handler det om kærlighed og de ofre, man vil bringe, med en løftet pegefinger (halefinne), der minder os om, at det måske ikke er alle valg, der træffes under indflydelse af store følelser, som viser sig at være lige smarte.
Havfruen ender som bekendt isoleret i et vakuum mellem havets rige og menneskets verden, en isolation hvori man kan indlæse alle mulige aktuelle kampzoner, der indebærer risiko for marginalisering – etnicitet, seksualitet, køn, social herkomst, fysisk konstitution, alder, fortsæt selv.
Den dansk/vietnamesiske sanger/danser Stephanie Nguyen (37) er knusdejlig som havfruen med en charmerende sceneoptræden og køn, ukrukket vokal i de mange gode, popinspirerede sange af Markus Artved, der har lavet musik til en del teater, og arbejdet sammen med en lang række kunstnere, bl.a. Lucas Graham.
Mest spændende ud fra et skuespillerperspektiv er velnok Rosalinde Mynster i sin nederdrægtige, diabolske rolle som Havheksen. Der er bare noget med at skurkerollerne har det med at være de mest interessante.
Samlet set en rørende dejlig, underholdende teateroplevelse, der lander på fire stjerner fra Det Sku’ Du Se.