PRETTY WOMAN • TIVOLI
★★★★★☆
Foto: Morten Rygaard
ANMELDELSE PRETTY WOMAN FORRYGENDE FEELGOOD: SEXY, SJOVT OG LIGE I SKABET
Man bliver næsten helt flov over at nyde denne crowdpleaser så uhæmmet.
Men Pretty Woman i en tændt premiereudgave i Tivoli’s Koncertsal, scorer så højt på Bare Det Var Mig-Skalaen, at man vil ha’ mer’.
I Julia Robert’s gennembrudsrolle som Hollywood-luderen Vivian, er Nina Maria Schjødt Lybæk-Hansen et SCOOP, der forfører salen med æggende fysik, effektiv dramatik og en sangstemme, der tager kegler, både i den rå og den følsomme ende af skalaen.
Tomas Ambt Kofod er overbevisende introvert med stærke vokale præstationer i rollen som træmanden Edward Lester, den ensomme mangemilliardær, der i grunden blot ønsker sig en ledsager til sine highend business dinners – men finder den store kærlighed.
Musicalen er kalkeret 100 procent over filmen, og du vil ikke savne et eneste highlight fra Hollywood blockbusteren, der omsatte 463 mio. dollars for en produktionspris på 14 mio. dollars.
I en tid, hvor alle taler om krise, krig, konstant corona og galoppende inflation, lindrer denne knaldgodt iscenesatte musicaludgave af Pretty Woman lige så godt som coke, fries og burgers mod tømmermænd.
Man identificerer sig omgående og gnidningsløst med stykkets karakterer, der på hver deres måde er placeret et koldt sted i tilværelsen, men mærker forandringens lune vinde ændre deres liv til det bedste. Processen er forrygende feelgood.
Glem aldrig din drøm, og opgiv aldrig håbet, er den enkle pointe i al den romantiske komediehurlumhej.
Publikumshittet Pretty Woman er kulturel fastfood i såvel filmudgaven fra 1990 og musicalversionen fra 2018 – og frankly, my dear, I don’t give a damn, for nu at blive lidt i Hollywood-lingo.
Man har en 100% festlig aften i selskab med et top energisk cast, framet af virkelig vellykket, dynamisk scenografi af Benjamin La Cour og pakket ind i Bryan Adams’ gedigne guitar-rock, der sætter strøm til pladderromantikken, så vi er med hele vejen.
Et kompetent velspillende rockkapel sparker soundtracket sikkert i mål. Fedt, hvis man havde kunnet se dem on stage.
Operascenen med den nu high society-tilpassede gadetøs fungerer forbløffende godt med sin originale blanding af arier fra La Traviata og hård guitarrock. Ret kitchet og på kanten af kunst, faktisk!
Nina Maria er fortryllende smuk i scenens ikoniske, røde operakjole inkl. diamanthalssmykke, og løber selvsagt med en stor del af opmærksomheden.
Helt forrygende og til topkarakter er Troels Lyby i sin multirolle som sippet-men-god-nok -på-bunden hotelconcierge, baggårdspuma og andre humoristisk veldoserede roller. Bravo!
Pretty Woman begår sig i en drømmeverden af streetsmart baggårds-romantik i lak og læder, gylden penthouse-luksus, frække chicks og friske fyre – og er en fryd at overvære i Heinrich Christensens drevne instruktion.
En god ven spurgte mig inden forestillingen, om en musical som denne, overhovedet har en eksistensberettigelse i 2022. Jeg svarede udenom.
Hele debatten om Pretty Woman’s politiske korrekthed orker jeg slet ikke at gå ind i.
Fortællingen er naturligvis på enhver måde upassende i en aktuel kontekst, og kan ikke læses ind i noget som helst andet end en kodyl endefuld med en svulmende våd, selvretfærdig Søndags-Politiken.
Smæk til romantiseringen af prostitutionserhvervet, der på nær en enkelt, rigtig taber fremstilles som superseje, kække kvinder der har en fest og ben i næsen.
Smæk til hyldesten af den hvide, dominerende rigmand med et groft, materialistisk overforbrug og klimakatastrofal adfærd.
Smæk til hans diskriminerende overgrebs-attitude overfor sagesløst butikspersonale (helt sikkert uden overenskomst) i en pilrådden modebranches forlorne katedraler på Rodeo Drive.
Smæk til hans gustne, senkapitalistiske, forretningsmoral, hvor han uden at blinke udsletter en kæmpe arbejdsplads for at sælge de bevaringsværdige industriruiner som ejerlejligheder, indtil han aflyser den fjendtlige overtagelse i sidste øjeblik.
Smæk til hans stinkende, støjende penisforlænger af en benzinslugende Lotus sportsvogn, til han ved den livskloge luders mellemkomst ser lyset og mærker verden, stående i bare tæer på en økologisk dyrket græsplæne.
Er vi færdige, så vi kan læne os tilbage og nyde showet?
Forestillingen spiller i Tivolis Koncertsal til 9. oktober. Derefter turné til Randers, Viborg, Aalborg, Odense, Vejle, Esbjerg, Holstebro, Herning og Aarhus frem til 15. januar.
Afsted med dig.
HERFORD BEEFSTOUW – TILBAGE TIL 80’ERNE
Pretty Woman og restauranter som A Hereford Beesfstouw er lidt i samme boldgade.
Begge er 80’er retro så det batter.
Hvorfor ikke køre den helt ind med 80’erne, tænkte jeg inden showet i Tivolis koncertsal og tog plads i A Hereford Beefstouw med udsigt til Pantomimeteatret.
Intakt fra 80’erne var de kvadratiske, hvidskurede træborde med indlagt logo og krog neden under, til både kuglepen og praktisk viskestykke.
Prøv noget nyt skreg mit anmelder-gen, mens jeg lukkede ørerne og bestille laks og ribeye helt som i gamle dage.
Helt sådan blev det ikke, da rullevognen med gravad laks viste sig at være afskaffet.
I stedet kom en tallerkenservering af nogle udmærkede skiver røget laks, der legede skjul under et hjørne af mormors kolonihave. (155,-)
Jeg er med på, at tidens køkkentrend skuer godt op for den grønne profil, men jeg synes alligevel dette biodiverse urtebed på toppen af laksen var overdrevet,og kunne ikke lade være med at grine lidt for mig selv.
Laksevognen kørte sidste gang for et halvt års tid siden og må gerne komme igen.
At salatbaren også er afskaffet, og erstattet af et ’alkoholbord’ fuld af champagner, får du mig ikke til at klage over. Og dog….
Tilbehøret til den absolut møre og velstegte 300 gram ribeye (450,- ankom automatisk og udgjordes af fire store skåle, toppet med hhv. tungt friterede fritter, bagte rødbedechunks, gratineret spidskål og (ufrivilligt) undertilberedte, kolde aspargeskartofler vendt i en cremefraice dressing, der ønskede at være anonym.
Garnien var totalt overkill og pænt uinteressant, men havde nemt mættet fire personer, også uden bøf.
Jeg spiste solo og levnede det meste. Hvor dumt er det lige.
Jeg fik en udmærket velkomstdrink (Dark’N’Ginger (125,-) med lidt majschips og et glas god Nebbiolo fra Alba/Piemonte til min bøf.
Regningen på knap en tusse fandt jeg klart i overkanten for 1 person.
Rigtig god service fra vakse og imødekommende tjenere løftede, men oplevelsen smagte desværre lidt for meget af kædekoncept og samlebåndsproduktion.
