CRAZY CHRISTMAS CABARET | GLASSALEN TIVOLI
★★★★☆☆
Foto: Thomas Petri
ANMELDELSE CRAZY CHRISTMAS CABARET: ÅNDSSVAGT SJOVT
Crazy Christmas Cabaret er blevet en elsket københavnertradition med sine 40 år på bagen. 2021 udgaven skuffer ikke sine fans.
Glassalen i Tivoli tilføjer et ekstra lag af klassisk komedie-fernis, når Vivienne McKee og hendes rutinerede team af fyrer årets veloplagte comedyshow af for fuld drøn. Dét skal jeg lige love for – eller Tell Me About it, som årets show er døbt i sin mafioso wiseguy-lingo!
Som altid er CCC baseret på et hav af mere eller mindre løse jokes og gakkede optrin, framet som corny spoofs på kendte filmeventyr, serie-franchaises, romaner eller genrer.
Sidst satte The Three Brexiteers i bedste musketer-ånd Storbritanniens EU-farvel på kårdespidsen.
Affyringsrampen er denne gang en slags crazy Don Corleone sequel, der inddrager tv-heltene fra den ikoniske 80’er serie Miami Vice.
Tilsæt en britisk under cover operation og kodyle, cubanske narcos med løse håndled. Så har du CCC 2021.
Showet er som en blandet pose Twist med masser af farve, glitter og glimmer.
Nogle af godbidderne bekommer bare bedre end andre.
Det er imidlertid svært at hænge med næbbet, når forestillingen afblæser ethvert tilløb til corona tristesse med skøn 80’er musik, pink-cyan art deko kulisser og virkelig stygge kostumer, der minder os om, hvor godt vi alle sammen alligevel ikke så ud i 80’erne i vores pangfarvede campinghabitter.
Jeg tilstår at jeg også havde selv en, og for at det ikke skal være løgn havde min kæreste en magen til. Jamen for helvede altså…!
Lynhurtigt klip tilbage til Glassalen: Don Corleone – jeg mener Don Calzone! – er kommet fra New York til Miami for at ekspandere sin mafiabusiness.
Snart bliver der ballade med cubanerne, der sidder på markedet med natklubben Funky Flamengo som det festlige omdrejningspukt.
En tilfældig, forelsket brite bliver rodet ind i sagerne – eller er han nu så tilfældig som man tror? Det må du selv finde ud af. Sjovt er det i hvert fald, da vores mafiavenner søger at omvende hans nydelige Oxford accent til streetsmart wiseguylingo. Are you dalkin’ do me? Forgetaboutit!
Endvidere diverteres vi med et skønt spoof på detektiverne fra Miami Vice eller Miami Patruljen, som den hed på dansk.
Hvem har vel glemt Don Johnson som Sonny Crokett med opsmøget habitjakke og speedbåds-blæst i håret sammen med sit sorte sidekick Rico Tubbs.
Hele castet medvirker til den totale forvirring, ind til alt løser sig til slut.
Publikum er forgrinte vidner til et skamløst rodsammen af spoofs, der lige netop formår at holde den røde tråd gennem al hurlumhejet.
Forestillingen buldrer snart til den ene, snart til den side, til tonerne fra herlige 80’er hits.
Elton John rockeren Saturday Night’s All Right For Fighting vælter huset lige før pausen – og senere er Michael Jacksons Beat It, i en grotesk mafioso-køkkenscene er blevet til Eat It! – for fuld pastaskrue.
Det er i dén afdeling for finurlige ’undersættelser’ og sproglige twists, vi er. Og det kan godt være, det ikke er verdens mest raffinerede jokes, men det virker, fordi hele ensemblet går all in på denne meget britiske comedy-stil, som vi kender og elsker fra Fawlty Towers, Monty Phyton, Blackadder, Yes Minister, ’allo ’allo og alle de andre.
Jeg var engang til et kursus i tv-reklame-humor, hvor John Cleese himself (super flink og helt ukrukket fyr for øvrigt) fortalte, at Monty Phyton til at starte med, ikke var specielt populære ret mange andre steder end i Danmark, hvor vi så ivrigt deler kærligheden til netop denne type gakkede humor. (Sammen med nordmændene og hollænderne, forlød det.)
Fangruppens spydspidser finder du her i Glassalen. Og de får, hvad de er kommet efter.
Stjæler billedet, gør især Kevin Kiernan-Molloy som den cubanske skurk i laksefarvet silkesuit, mens Katrine Falkenberg er et rent powerhouse og tilmed stærkt indtagende som kvindelig 80’er-drøm i rollen som forestilingens ubetingede babe.
David Batesons Trump-parodi trækker fortjent, forudsigelig jubel. Andrew Jeffers klædt ud som kage er heller ikke et syn, der efterlader lattermusklerne ubrugt.
Det lille band i den pudsige orkesterloge under taget giver den fuld skrald og sørger for de skiltede instrukser, når publikum skal deltage i løjerne som med boo’s og forgettaboutit’s som indspark til de rappe replikskift på scenen.
Er det åndssvagt, ja, gu er det åndssvagt. Det er åndssvagt sjovt, og man skal være en sur juleasie, hvis man ikke kan få sig et ordentlig godt grin. Gang i den? Tell me about it!
Rettidig vaccine mod juledepression – Dybere behøver det ikke at stikke.
TIL MASKEBAL MED MORD PÅ MENUEN
På lørdag 4. december er der premiere i Operaen på Verdi’s Maskeballet.
Det er er en prægtig forestilling i stort udtræk , som du kan glæde dig til at læse min anmeldelse af.
Der loves en smuk og fantasifuld iscenesættelse af den dramatiske fortælling om magtspil, politik, begær og vaklende kongemagt.
Sopranen Gisella Stille var mere end skøn i Den Glade Enke 2.0 som enken, der har arvede en svinsk stor millionformue efter Svine-Svendsen.
Lørdag er hun en del af det trekantsdrama, der fører til kongemordet på Gustav III.
Kapellet ledes igen af Det Kgl. Teaters nye chefgæstedirigent, italienske Paolo Carignani, der lokker det allerbedste ud af orkesteret – og af Verdi’s fabelagtige musik. Der er lagt i ovnen til en kongelig aften.
