VALKYRIEN • LA MONNAIE
★★★★★☆
Foto: Monika Rittershaus
ANMELDELSE VALKYRIEN: CASTELLUCCI BEGEJSTRER PÅ LA MONNAIE
Den italienske stjerneinstruktør Romeo Castellucci fortsætter med at overraske på ikoniske La Monnaie i Bruxelles, hvor anden del af hans dristige Ringen-fortolkning begejstrer en udsolgt sal.
Castellucci er ikke bange for at gå helt til kanten, og måske lidt ud over, med sine radikale ekstemporeringer af klassisk operamateriale. Hans take på Valkyrien er ingen undtagelse.
Normalt trækker Siegmund som bekendt et fortryllet sværd ud af en træstamme, men det er ikke nok for Castellucci, der lader vores heltetenor trække sværdet ud af Sieglinde (!) for derefter at lægge det i et køleskab, som i mellemtiden er kørt ind på scenen.
Sieglinde byder sig til på scenegulvet, hvorefter Siegmund (be)dækker hende med læssevis af blomster, søde ord og hede kram.
Jo mere, de boltrer sig i hinanden, jo mere bliver de smurt ind i deres fælles blod, der snart pøser ud over de enkle kostumer. En scene, der udarter til noget af et visuelt, blodrødt scoop på den hvide baggrund.
Søskendeparret gestaltes tilfredsstillende af Peter Wedd og Nadja Stefanoff ligesom Alain Altinoglu trækker brusende flot Wagner ud af orkestret, der momentvist lider en smule under uskarpt intonerede messingblæsere.
Med enkle midler demonstrerer Castellucci sin sans for det skarpt skårne, grafiske stagedesign, der både forbløffer og konceptualiserer. Kan du sige blodskam!
Forinden har en lidt anonym Hunding præsenteret sig i skikkelse af en enorm krage med truende kløer, og er siden gået til ro (i et vitrineskab).
Wotan (en måske lidt for blød og empatisk Gabor Bretz) kommer på banen efter første pause i selskab med sin hustru Fricka (Marie-Nicole Lemieux), som også er ægteskabets gudinde.
Hun træder ind med en forrygende entourage i et herligt over the top mix af brudekjoler/nonnekapper og snesevis af hvide duer, der flyver lystigt omkring sangerne, hvis de ikke sætter sig på deres hænder eller hoveder.
Jeg har lige så lidt forstand på duer, som på traktordæk, og fatter ikke, hvorfor de mange duer ikke flyver ud til publikum, før jeg senere får oplyst, at et usynligt net narrer mig.
Et prægtigt syn er det i hvert fald, og Fricka kværker tilmed nogle stykker af dem med de bare næver, for at understrege sin utilfredshed med det usømmelige Siegmund/Sieglinde forhold, som hun beordrer Wotan til at afslutte.
Resten af denne midterste del forekommer underligt undereksekveret på en sort baggrund med et tåget belyst sværd frit svævende over det hele og som trods flotte vokalpræstationer står som aftenens mindst stærke.
Slutningen får dog et makabert pift efter drabet på Siegmund, da en hængt ulv (AKA Siegmunds ghost) pludselig dingler ned fra loftet.
Action er der til gengæld rigeligt af, da Valkyrieridtret åbner 3. akt.
En håndfuld ninja-klædte valkyrier helt i sort med sorte skjolde, slæber en snes nøgne kriger-lig ind på scenen. Og for at det ikke skal være løgn, trækkes ni store, knaldsorte, levende friserheste med ind, hvor de skridtes vågent men majestætisk rundt, flere af dem bærende på yderligere lig fra slagmarken til samlingen af helte, der skal med til Valhalla.
Stage power i særklasse, pakket i en særdeles veloplagt udgave af det kendte, hvirvlende-Valkyrie-tema.
Slutningens gribende Wotan-Brünhilde opgør forløses med store følelser i en underspillet, grafisk setting, hvor især sopranen Ingela Brimberg imponerer, og La Monnaie Symfonikerne viser klassen.
Jeg talte med Castellucci himself kort inden forestillingen om forventningerne til denne højprofilerede iscenesættelse af den svære 2’er efter den flotte modtagelse af Rhinguldet i oktober 2023. (Læs anmeldelsen her.)
Han fortalte mig, at det ikke behøver være så indviklet. Bare følg teksten! Wagners tekst er så mindblowing surrealistisk, at man blot skal eksekvere tingene, som de er beskrevet.
Når dét er sagt, har han dog ikke kunnet holde nallerne fra også at ekstemporere en hel del for egen regning.
– Det er en del af min KODE, at Valkyrien skal kunne FØLES og LUGTES, og være mere emotionel end Rhinguldet, som jeg anser for at være mere monumental og knap så introvert.
Da Castellucci kom på scenen til jublende fremkaldelser, var det tydeligt at hans kreative greb havde klangbund.
Fem stjerner fra Det Sku’ Du Se til endnu en dybt original produktion fra den italienske maestro.
