DAPHNE • STAATSOPER UNTER DEN LINDEN
★★★★☆☆
Foto Monika Rittershaus
ANMELDELSE DAPHNE: SNESTORM OG CASTELLUCCI MYSTIK UNTER DEN LINDEN
Operahistoriens måske længste og flotteste snevejr daler nonstop i 100 minutter over den italienske stjerneinstruktør Romeo Castellucci’s radikale fortolkning af Daphne, som er et Richard Strauss-tour de force af fabelagtigt orkestreret musik, halvt begravet i en snestorm jeg stadig kæmper med at finde mening i.
Strauss skrev Daphne i 1937 hvilket placerer operaen knap 30 år efter de nok mere kendte Salome (1903), Elektra (1906 og Rosenkavaleren (1909).
Musikken er en komplet betagende eliksir af symfoniske klangfarver, hvori den fabelagtige, unge sopran Vera-Lotte Boecker udfolder titelpartiet.
Boecker er i høj grad værd at holde øje med. Efter stor succes i Wien og München har hun etableret sig som en af tidens mest eftertragtede sopraner, og blev bl.a. kåret til Årets Sangerinde 2022 af OpernWelt.
Jeg glæder mig til at genhøre hende til sommer, hvor jeg anmelder Philip Stölzl’s nye produktion af Webers Freischütz på søscenen ved Bodensee i Bregenz.
Berliner publikummet jublede højlydt over Boecker ved fremkaldelserne denne aften på Staatsoper Unter Den Linden, selv om dette var den ottende Daphne opførelse siden premieren i 2023 og altså ikke noget overraskelsesangreb.
Og så alligevel. I Daphne sætter Castellucci ekstra turbo på sit image som den kompromisløse stagedirector, der ikke går af vejen for diskutable (over)fortolkninger af originalerne, der kan give operaparnasset noget at tale om. En anmelder skrev lidt småfornærmet, at forestillingen har for meget mumbo-jumbo og for lidt drama.
Denne Daphne udspiller sig I en hvid ørken af et goldt snelandskab, hvor det sner hele tiden, som i hele tiden.
Sangere og kor er klædt i hvide dunfrakker eller militante vintercamouflage-dragter a la Alistair MacLean thrilleren SOS Nordpolen (Ice Station Zebra), mens Daphne gør indtryk ved at klare kulden iført stort rødt hår, ærmeløs undertrøje, trusser og intet andet.
Hvad er meningen?
Forestillingen bæres frem af en stribe svært afkodelige Castellucci-mysterier, hvis indiskutable æstetik og mystik pirrer intellektet og maner til eftertænksomhed, men ikke rigtigt hjælper handlingen på scenen.
Daphne er en græsk myte om kvinden, der sætter naturen over kærlighedens gustne lyster. En sympatisk fiskerdatter, som bliver chikaneret først af en hyrde (Leucippus), dernæst af en gud (Apollo), og først til sidst finder lykke og fred, ved at forvandle sig til et træ.
Den dybere mening er tåget og måske ikke det mest oplagte operamateriale. Er det en Me Too kommentar forklædt som klimakamp? Et dommedagsvarsel?
Spooky er det i hvert fald, da koret afdækker en kæmpemæssig, antik græsk frise under sneen, og antyder en slags post-apokalyptisk atomvinter.
– Jeg ønskede at illustrere something broken, forklarede Castelluci, da jeg mødte den sympatiske instruktør dagen efter, og fik nogle svar, som jeg stadig ikke helt har begrebet.
Et fingerpeg fik man måske, da en gigantisk reproduktion af forsiden til T.S. Elliots digtsamling Wasteland om en desillusioneret, nedbrudt, trosforladt, vestlig civilisation, blev sænket ned over den snedækkede scene mod slutningen.
En imponerende finale, hvor musikken tårner sig op i et formidabelt crescendo, og et vildt engageret publikum af kendere giver los for begejstringen.
Fire stjerner Fra Det Sku’ Du Se til en udfordrende operaoplevelse i prægtig musikalsk indpakning af Staatskapelle Berlin, dirigeret af Frankfurts kommende generalmusikdirektør Thomas Guggeis.
