OREST • DET KGL TEATER
★★★★★☆
Foto: Camilla Winther
ANMELDELSE OREST: OVERORDENTLIG STÆRK OPLEVELSE
Kasper Holtens iscenesættelse af den moderne pocket size opera Orest er en overordentlig stærk oplevelse i et blæret produktionsdesign med stærke følelser, fremragende, contemporary musik, vellykket, æstetisk videografik – og masser af blod.
Foto: Camilla Winther
Christian Pohl synger titelpartiet som Orest, der er bror til Elektra, og martres over det drab, han på gudernes ordre har begået på sin mor.
Den tyske baryton flankeres af et stærkt sangercast hvor bl.a Elisabeth Jansson, Ida Falk Winland, Caroline Wettergreen, Gert Henning-Jensen, og Thomsas Blondelle diverterer.
Foto: Camilla Winther
Skarpt leveret orkesterspil sætter prikken over i’et for en forestilling man kun kan sætte ét minus ved. Den spiller alt for kort.
For at det ikke skal være løgn, dingler en indpakket torso af moderens formodede lig over scenen gennem hele forestillingen, så vi ikke glemmer hvor tragedien startede.
Foto: Camilla Winther
Vi befinder os i et oldgræsk drama, hvor alle karaktererne er låst i og skyld og skam – og hvis du tænker, det lyder kedeligt så kan du godt tro om igen. Kampen om magten er så nederdrægtig som i House of Cards.
Apollo ønsker at afslutte det matriarkat, som Elektra’s mor indførte efter at have myrdet sin mand. Planen er indsætte misdæderen Orest som den nye leder med henblik på selv at kunne kontrollere tingene.
Flere drab skal til, for at få kabalen til at gå op. Orest er imidlertid mere interesseret i at få brudt den endeløse voldsspiral, og ender med at skride fra det hele, så et vist håb om kærlighed og fred kan spire.
Foto: Camilla Winther
Handlingen er sat i en designersmart overklasselejlighed, hvor Steffen Aarfing’s vellykkede scenografi, kostumer og videodesign får oldtid og nutid til at gå op i en højere, makaber enhed.
Foto: Camilla Winther
Den tyske komponist Manfred Trojahn skrev værket, der havde premiere i 2011 og jeg synes det er et af de mest vellykkede eksempler på contemporary opera, jeg endnu har været udsat for.
Foto: Camilla Winther
Musikalsk er det en rig og intens oplevelse med overvældende lydbilleder og cinematisk atmosfære – langt fra det trættende ’moderne’ musikkaos, man finder i f.eks. Ligeti’s Le Grand Macabre.
Dirigent Marie Jaquot bringer kompositionen helt ud over rampen så man er grebet fra start til slut. Skarpe klange og voldsom, ekspressionistisk musik, der nikker til – og ekstemporerer fra – Richard Strauss’ Elektra, men som også er sin egen.
Øv, jeg ville morderlig gerne have set den mere end én gang for at få det hele med, men må nøjes med at håbe på en genopsætning.
Det Sku’ Du Se kvitterer i mellemtiden med fem stjerner for en virkelig givende, kunstnerisk oplevelse, der brude have været mange flere forundt. Wow!
