ORLANDO • MADRID TEATRO REAL
★★★★★★
Foto: PR foto
ANMELDELSE ORLANDO: FORUROLIGENDE STÆRK HÄNDEL I MADRID
På en eller anden måde har jeg altid vidst, at actionhelten Chuck Norris ville springe ud som kontratenor. Den fysiske lighed er i hvert fald slående i Christophe Damaux’s muskuløse gestaltning af dræbermaskinen Orlando i Händels barokopera, der er et scoop i Claus Guths iøjnefaldende iscenesættelse, og som nu har indtaget Teatro Real i Madrid. Hvilken aften i operaen!
Den efterspurgte, tyske stage director Claus Guth (64) er kendt for stribevis af bemærkelsesværdige, prisvindende opsætninger, oftest i provokerende, men også tankevækkende, intelligent udførte moderniseringer af klassisk operastof.
Her i Madrids majestætiske Teatro Real har han opført en semi-fashionabel, low-key boligblok fra Florida på en enorm drejescene, komplet udstyret med et væld af høje palmer og jungleagtig, eksotisk beplantning, der gror vildt om et virvar af trapper og åbne svalegange.
Foran har han smidt en halvtarvelig foodtruck med sparsom udeservering og kiksede lyskæder – mens en potent, toppoleret sportsvogn er kylet ind i garagen.
En getaway car, der viser sig at være krumtap for plottets udfoldelse.
Når scenen drejer, kigger vi ind i krigsveteranen Orlando’s trashede lejlighed, eller ned til drankeren, der har forskanset sig i kælderen med sprutflasker, syngende brandert og ræbende livsklogskab.
Opdateringen er på en gang strammet til kanten og yderst vellykket i sin modernisering af Händels 300 år gamle værk i denne Wien-Madrid co-production.
Plottet er bygget op som en drilsk kærlighedslabyrint, hvor krigeren Orlando, en nu PTSD-ramt Rambo-klon, er faret vild i valget mellem ære på slagmarken og succes i kærligheden.
En tikkende bombe, der kun venter på at detonere.
Karaktererne, to mænd, to kvinder og en slags moderator, der holder sammen på forløbet, er brikker i et indviklet elsker-elsker-ikke spil om forsmået kærlighed og jalousi, der løber løbsk.
Sangerne er af højeste klasse med overbevisende teknisk kapacitet i de mange koloraturarier, tilsat fængende, scenedramatisk overskud.
En forsmag på, hvad der venter, fås kort før pausen, da Orlando erfarer, at hans udkårne Angelica – den elementært sexede og utroligt velsyngende Anna Prohaska – er på vej til at drøne af i sportsvognen med Medoro, en konkurrerende bejler.
Det slår klik for Orlando, og som en spejling af hans indre dæmoner flasher videoklip af napalm-bombardementer fra Vietnam-krigen pludselig på boligblokkens grå beton i al sin farverige brutalitet. En gimmick, der vender tilbage flere gange, når der er optræk til kontroltab.
To Anubis-sjakal-hovede-gutter er i mellemtiden luntet ind og nyder uforstyrret deres dåseøl ved udeserveringen.
Hola, hvad er op og ned, hvad er virkeligt og hvad er mareridt? Claus Guth arbejder netop med denne søvngænger-aura i sin dygtige iscenesættelse.
Noget af en cliffhanger at gå til pause og sippe cava på, sammen med et uhyre velklædt, spansk operapublikum i velsiddende habitter, stramme designerkjoler, høje sko, smagfulde tørklæder, funklende brillanter og lynende paillet. Der er stil over sagerne i Madrid.
Orkesteret, Monteverdi Continuo Ensemble, leverer en stram, distinkt Händel, godt hjulpet af Teatro Reals lidt skarpe akustik under Ivor Boltons opmærksomme direktion.
Fornem kvalitet, der topper i hit-duetten Dove Mi Trovo, der har klassen fra lignende Händel largo’er som f.eks. Lascia Ch’io Pianga (Rinaldo) og Umbra Mai Fu (Xerxes), som du med garanti kender, når du hører dem. Der må gerne grædes lidt, så det gjorde jeg.
2. del er foruroligende stærk medOrlando’s rasende jalousi, der tiltager i mere og mere sindsforstyrrede sekvenser. Helt forbløffende i scenen, hvor de to kvindelige karakterer optræder i ens Snehvide/Burgerbar uniform og spiller Orlando et næsten hallucinerende puds.
Orlando fanger Angelica, surrer hende fast til en palme, overhælder hende med benzin og vifter med en Zippolighter, som han ikke når at tænde, før han bryder sammen og Angelica undslipper.
Helt fælt bliver det i sekvenserne, hvor den veltrænede Orlando maler sin nøgne overkrop med krigsmaling, før han drager ud på det, der trækker op til et afgørende showdown.
Det hele er inspireret af Scorsese/De Niro filmen Taxi Driver og trækker grumme referencer til de uhyrlige historier om forskruede incels, der går amok i masseskyderier ved f.eks. koncerter og shopping centre, som vi oplever det med stadigt kortere mellemrum.
Orlando afrundes i sin oprindelige form med bred amnesti, munter tilgivelse og happy end. Claus Guth lukker imidlertid ballet med mere guf til eftertanken, da Orlando har tømt endnu en dunk benzin ud over sig selv og omgivelserne, og vifter med sin tændte Zippo.
Smider han den brændende lighter og gør en ende på det hele? Svaret blafrer som flammen i vinden, da lyset klipper til sort og tæppet går ned til stormende applaus.
Vi kommer ikke uden om seks stjerner fra Det Sku’ Du Se.
