SIMON BOCCANEGRA I OPERAEN

★★★★★

SIMON BOCCANEGRA – UNDERKENDT MESTERVÆRK TAGER REVANCHE

Der venter en mesterlig operaoplevelse, når Simon Boccanegra slipper dæmonerne løs i en femstjernet Verdi-opsætning på Holmen.

Problemerne river og flår i Simon Boccanegra fra alle sider. Som nyvalgt doge af Genoa, på udspekulerede kongemageres nåde, er den tidligere pirat og nu magtfulde, men hårdt pressede politiker, vævet ind i et kompliceret magtspil med fortidens spøgelser lurende overalt bag paladsets mure.

Operaens handling er en skrap cocktail af den slags, Frank Underwood nydelsesfuldt ville nedsvælge til morgenmad i tv- mestermærket House of Cards, som iscenesætteren, tyske David Hermann har valgt at kalkere denne udgave af Verdi’s noget underkendte og derfor sjældent opførte opera Simon Boccanegra over.

Blandt ingredienserne i den næsten Shakespeare’ske, politiske operathriller er barnerov, bortførelse, giftmord, fatal attraktion, rænkespil, revolution, faderkærlighed, iskold beregning og langsom død – i en så kaotisk orden, at det ud over at være basalt underholdende, også er et plot så uoverskueligt, at det har hæmmet operaens succes. Hvad der ikke kan forklares, kan ikke forsvares, som kloge politikere ved.

Men musikken, altså!!!

Hooold da helt op hvor Verdi tager revanche for den kølige modtagelse, operaen oprindeligt fik i Venedig i 1857 – og som først fandt kampformen efter en skrap omarbejdelse og nyopførelse 25 år senere i Milano.

Mange elsker Verdi for hans flyvende ørehængere – hit-arierne fra f.eks. La Traviata og Rigoletto. Musikken i Simon Boccanegra er helt anderledes – malet i dyste, dramatiske toner, med tydelige ledemotiver a la Wagner og dybe, symfoniske klangfarver a la Bruckner.

Sangercastet er i absolut topklasse med den imposante, bulgarske gæstebaryton Kiril Manolov i spidsen i titelrollen – en super kraftfuld bariton med en menneskelig klangkasse, hvis volumen næppe er set siden Pavarottis sidste dage.

På herresiden – og det er klart herrestemmerne, der dominerer i dette mørkt malede operadrama – nydes især en fænomenalt velsyngende Jens Søndergård og en medrivende flot tenorpræstation fra Gert Henning-Jensen.

Historien springer frem og tilbage i tid, det samme gør iscenesættelsen, der er produceret i samarbejde med Vlaanderen Opera og allerede har været opført flere steder i Europa.

Mestensdels befinder vi os i en slags tidsubestemmeligt præsidentpalads, mens kostumer og rekvisitter veksler mellem moderne power-suits fra Hugo Boss, kårder og renæssancekraver fra de tre musketerers pulterkamre, læderbrynjer og legionær-sandaler fra Romerriget, fastnettelefoner fra 50’erne og noget der ligner Walter PPK pistoler fra 007’s unge dage.

En forbløffende præcis modellering Af Michelangelos Den Sidste Nadver med det meste af castet omkring langbordet er et af forestillingens visuelle toppunkter.

Ideen med al den kalendergymnastik er selvfølgelig,  at operaens grundmotiv – magtspillet – GÅR GENNEM TIDEN, som Rugsted & Kreutzfeldt ville have sunget det,  – same same, but different – den samme historie i nye klæder. Og det virker.

Jeg er normalt ret irriteret over den form for ude-af-takt-opdateringer, der virker så påklistrede, men hvis det er dét, der skal til, til for at tilfredsstille teaterchefernes efterspørgsel efter moderne markører, der kan trække nyt publikum til billetlugen, så lad gå da.

Nerven i denne absolut seværdige forestilling sidder et helt andet sted. Nemlig i Verdi’s mesterlige komposition, det pragtfuldt spilende Kgl. Kapel under ledelse af Paolo Carignani, operakoret og de fremagende solister. I min optik er det opera, præcis som opera er bedst.

Tak for, at vi i en tid med snærende Corona-restriktioner, som også denne forestilling har måttet tilpasse sig – alligevel kan opleve operakunst af femstjernet klasse.

DAMINDRA – PERFEKT PRE-TEATER PITSTOP

Damindra er en stærkt anbefalelsesværdig restaurant i Holbergsgade – lige i trianglen, der indrammer Operaen på Holmen, Skuespilhuset og Gl. Scene på Kgs Nytorv.

Damindra er Japansk køkkenkunst i topklasse- en super æstetisk madoplevelse i et enkelt smukt lokale få skridt fra Nyhavn – og med cykelbroen til operaen lige om hjørnet.

Japansk tradition, rødder fra Sri Lanka – og med et nordisk udtryk. Det lyder flot, tænkte jeg, da jeg fik min signatur-aperitif med friskpresset æble, ingefær og lime, cognac og sake – grøn som et nyudsprunget forår og usædvanlig velsmagende.

Endnu bedre så det ud, da retterne fra chefs selection sushi menu til aldeles rimelige 455 kr. begyndte at flokkes over bordet.

Appetizeren var en lille torskefrikadelle med glaskål og japanske aromaer, der blomstrede i munden og lovede godt for fortsættelsen.

Så værsgod. Sashimi med kinaradise, shiso & løgdressing. Nigri med laks der blev flamberet dekorativt ved bordet. Smukt og top delikat. Herefter en fantastisk velsmagende hummer haps, der selvfølgelig hedder noget meget mere tjekket på japansk.

Herefter en servering af rolls med jomfruhummer, snow crab, avocado, sort trøffel, ingefær og hvidløg samt sprød tun med mango-miso sauce. Og for at det ikke skal være løgn – en lille stykke chokolade i sushi size og en ingefær kiks til finalen.

En virkelig god Riesling, rank i glasset og med masser af mineral, stod perfekt til det hele.

Det lyder måske af meget mad, men det hele er jo size extra small og ligger forbavsende let. Samtidig gør æstetikken omkring det hele Damindra til et perfekt pre-teater pitstop, som jeg snarest vil besøge igen.

Velbekomme.